Per Thøstesen er indehaver af Bistro Boheme og kok for landsholdet:

”Jeg var med landsholdet til EM i 2012, og Ukraine er et land, jeg aldrig glemmer. Vi havde lavet vores research inden og konstateret, at forholdene på de polske hoteller var klart at foretrække. Derfor havde vi base på et polsk hotel og rejste så nogle dage ind i Ukraine, når vi spillede kampe.

Som kok træder du altid ind på en anden mands territorium, når du kommer med et helt landshold og ønsker at bruge hans køkken, men i Polen var der et gnidningsfrit samarbejde. I Ukraine var der det stik modsatte.

Efter vores første kamp mod Holland skulle vi tjekke ud af det ukrainske hotel. Pludselig lå der en regning på 20.000 dollars, og jeg måtte ind til hotelinspektøren for at få en forklaring. Regningen var for spaghetti og gulerødder. Intet andet. Det betød, at de to råvarer lå over guldprisen.

Mødet udviklede sig til at blive en værre mafioso-ting, hvor jeg måtte bluffe mig frem: ’Nu skal I høre,’ sagde jeg: ’I morgen kommer det tyske landshold og overtager vores plads her på hotellet, og jeg er tilfældigvis ven med deres chefkok. Ham vil jeg kontakte, så han ved, at der er masser af gulerødder, og at de godt kan glæde sig.’

Jeg kendte overhovedet ikke den tyske landsholdskok, men kort efter forlod vi hotellet, uden at regningen eksisterede.

På det næste ukrainske hotel aftalte vi, at vi kunne komme i gang i køkkenet med morgenmadsforberedelser kl. 6, men der dukkede først en op med nøglen til køkkenet kl. 7.30. Jeg måtte råbe så højt ad hotellets kok, at jeg til sidst stod og diskuterede med mine øjne fikseret på hans hænder, fordi jeg var sikker på, at han ville slå mig ned.

Kort efter var der morgenmad, og jeg skulle ryste oplevelsen af, så spillerne ikke opdagede noget. De skulle jo bare have en træningsdag op til næste kamp.”

LÆS OGSÅ: Mit EM-minde: "Det var en rodet affære at lave landsholdets slagsang. Peter Schmeichel ville nemlig gerne være med som tekstforfatter"

LÆS OGSÅ: Mord for Mord: Den blodige historie om Mafiaen

L
ÆS OGSÅ: Han trænede verdens dårligste landshold: "Det var en enestående mulighed"