Sådan rejste Pierre-Emile Højbjerg sig, da han blev tacklet af livet scroll-down

Sådan rejste Pierre-Emile Højbjerg sig, da han blev tacklet af livet

Siden Pierre-Emile Højbjerg var dreng, har han været i nærkamp. Han er ikke bange for at slå sig på en fodboldbane, men det egentlige gennembrud kom først, da han lærte at tænke sig om. 25 år gammel er han fast mand hos Tottenham og på landsholdet. Jonas Langvad Nilsson taler med arbejdsjernet, som fortæller om kunsten at æde et nederlag, om at arbejde hårdere end de andre, og om hvordan han rejste sig, da han blev tacklet af livet.

Af Jonas Langvad Nilsson
Foto: Paw Gissel
Sport Euroman

Jeg har altid været ambitiøs. Jeg kan godt lide, når tingene spidser til. Jeg trives godt med en vis form for pres, hvor der er noget på spil, og der er en gevinst ved at gøre sig umage. Så får jeg lov til at teste og mærke mig selv helt vildt, og jeg finder ud af, om jeg kan klare det.

Da jeg var dreng, spillede jeg fodbold i Skjold på Østerbro. En af de voksne indførte en turnering for os unge drenge, der hed Mars-cup eller Bounty-cup eller Twix-cup eller Snickers-cup. Vi var omkring 25 drenge, der spillede med i turneringen i Idrætshuset ved Østerbro Stadion. Vi var syv spillere på hvert hold, og hver uge blev der delt nye hold. Fik man en sejr, gik den ikke til holdet, men til de enkelte spillere, og den spiller, der efter nogle uger havde flest sejre, vandt en chokoladebar. Jeg var en af de yngste spillere. Jeg kunne mærke, hvor meget sådan en sejr betød for mig. Jeg var spændt og nervøs, og det hele kørte rundt. Jeg fandt en djævel frem i mig selv. Selvfølgelig vandt jeg den Bounty. Det er en af de bedste Bountys, jeg nogensinde har spist.

Jeg var energisk, ivrig og opsøgende på en fodboldbane. Jeg holdt mig ikke tilbage, jeg søgte enhver situation, også når vi spillede fodbold i skolegården eller på fritidshjemmet. Jeg var ikke bange for at slå mig, selv om jeg var syv år, og de andre var op til fire år ældre end mig. Jeg skulle give den gas for at være på højde med de store spillere. I skolen forbød klasselæreren mig at gå ned i fodboldburet i et par uger, fordi jeg gik for hårdt til den. Jeg holdt øje med, om læreren holdt øje med mig, og når der var fri bane, gik jeg ned i fodboldburet.

Jeg var nok ikke den bedste elev i folkeskolen. Lad mig sige, at jeg tror, det er godt, jeg gik fodboldens vej.

Se, hvad vi ellers skriver om: EM, Fodbold, Landsholdet og Forsider