Der er lidt western-stemning over den midtjyske hede, når man drejer ind på Gamle Landevej mellem Herning og Aarhus, hvor industriområdet Hi-Park ligger. Den nyere motorvej et par kilometer sydpå har støvsuget den tidligere så travle landevej. Selv om klokken er ni på en hverdag, er der kun enkelte varevogne, der tøffer rundt som moderne diligencer mellem de forblæste bygninger.

Her ved Hammerum, et langspyt fra Herning, ligger de kasseformede erhvervsbygninger på stribe langs landevejen. En af kasserne gemmer på miljøvirksomheden Re-Match, der indtil videre er de eneste i verden, der har fundet en metode til at separere alle komponenterne i udtjente kunstgræsbaner, så materialerne kan bruges igen.

”Vi kan genbruge 99 pct. af de brugte baner, vi får ind. Det er der store miljøfordele i,” siger Re-Match-stifter og administrerende direktør Dennis Andersen, der tager imod i et mødelokale med græsgrønne Eames-stole, to dampende americanos og reoler fulde af gummi- og plastprodukter.

Afdøde Johan Cruyff har sagt, at fodbold er et spil med fejl, hvor den, der laver færrest fejl, vinder. Er du blandt de hundredtusinder danskere, der spiller fodbold, ved du sikkert, hvad han talte om.

I så fald kender du nok også til at spille på hullede og nedslidte græsbaner, der minder mere om et månelandskab end om plænen på Old Trafford. Med risiko for både skader og kiksede fejl, der kan resultere i ydmygelser i omklædningsrummet.

Det har et stigende antal kunstgræsbaner lavet om på de senere år. Banerne forlænger sæsonen, og de flade, jævne græstæpper gør, at man kan føle sig et lille skridt tættere på at drible som Salah, score kasser som Ronaldo eller slå sukkerbolde som Iniesta. Det er alt sammen godt. Men der er en bagside, de færreste tænker på i kampens hede.

Kunstgræsbaner udgør et stigende miljø- og affaldsproblem, som især FIFA forsøger at skabe opmærksomhed omkring. Banerne, der består af tonsvis af sand, gummi og plastik, har nemlig kun en levetid på 8-10 år. Nedslidte baner kan i nogle tilfælde skæres op og genbruges i små bidder til andre formål, men som regel bliver de som affald sendt til forbrænding eller til deponi, nedslidte af års brug og sollys.

Men det vil Re-Match lave om på, og hos FIFA i Zürich brugte man sidste år virksomheden som case i en rapport om miljøpåvirkningen fra kunstgræsbaner. Ifølge Nicolas Evans, group leader i Football Quality Programme, har danskerne bragt noget helt nyt til torvs i en branche, hvor genbrug ikke har ligget højt på dagsordenen:

”Dét, som Re-Match har introduceret til kunstgræsbranchen, er at se på brugte baner som et produkt. Ikke som affald,” lyder det i en mail fra Nicolas Evans.

Det danske firma har fået udarbejdet en markedsrapport fra konsulenthuset AMI. Ifølge analysen er der verden over 10.000 baner, som er modne til nedtagning. Det antal forventes at stige til 23.500 i 2025, hedder det i rapporten. Alene i Danmark er der over 400 kunstgræsbaner. Det er en stigning fra knap 50 i 2007.

Med andre ord ser Re-Match ud til at lande midt i en tid, hvor både forskere, myndigheder og baneejere begynder at få øjnene op for problemet.

Ifølge seniorrådgiver Anne Mette Dahl Jensen, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet, sker det efter en række år, hvor fokus mest har ligget på at få nye baner, på selve driften af banerne og til dels problemer med risiko for udslip af skadelige stoffer til omgivelserne.

”Der er stigende opmærksomhed på miljøproblematikken i forbindelse med kunstgræsbaner blandt andet fordi, der begynder at komme et betydeligt antal baner, der er udtjente og skal omlægges,” siger hun.

I Herning svinger Dennis Andersen en neongul jakke med reflekser over skuldrene, før han åbner dørene ud til produktionshallen og gården udenfor. Fabrikken er på 8.000 kvadratmeter, stort set det samme som en kunstgræsbane i fuld størrelse, og dertil har virksomheden et stort udendørs lagerområde på 20.000 kvadratmeter.

Rundt om på grunden ligger brugte baner, som Re-Match har afhentet for baneejere i ind- og udland. Banerne ligger sammenrullet i stakke og ligner mest af alt gigantiske grønne roulader.

En bane til 11-mandsfodbold indeholder ca. 240 tons sand, gummi og plastik, og i løbet af et år kan fabrikken omdanne 40.000 tons fodboldbaner til genanvendelige råmaterialer, fortæller Dennis Andersen og bevæger sig ind i produktionshallen.

Rullerne med kunstgræs bliver med truck løftet op i produktionslinjen, hvor de bliver skåret op og tørret, før en række specialmaskiner ryster og lufter materialerne fra hinanden i en patenteret separationsproces. En lugt af varm gummi hænger i lokalet, og maskinen, der skærer de første skiver af ‘rouladerne’, lyder som en trommeslager, der hamrer løs på en jernplade i en ensformig rytme.

30 timer senere er rullerne skilt ad i gummi, sand, plastik og backingmateriale, som er en blanding af klæbemiddel, gummi og plastik. Gummi og backing kan bruges som råmateriale til for eksempel fitnessmåtter, gummifliser og i asfaltindustrien.

Sandet kan bruges i byggebranchen, til sandblæsning eller til nye kunstgræsbaner. Selve ’græsstråene’ smeltes indtil videre om og sendes til plastproducenter, som kan bruge dem i produktionen af nye plastmaterialer såsom spande, paller og kasser af plast.

Dennis Andersen åbner en luge på en maskine og tager en tot græsstrå i hånden. Det består af polyethylen og polypropylen, der er renset til en renhedsgrad på mellem 90-95 pct. Ikke alt støv og sand bliver altså fjernet, og netop det støv udgør den sidste barriere for at kunne genanvende græsset i helt nye baner, forklarer han:

”Det er dét, vi skal arbejde med. Vi forsøger at forfine dette produkt, så det er lige så godt som helt nyt materiale. Det er dér, pengene virkelig ligger.”

Dennis Andersen har en baggrund i det Mærsk-ejede transport- og logistikselskab Damco samt miljøvirksomheden Genan, der genbruger dæk til blandt andet fyld i kunstgræsbaner. Ideen til Re-Match opstod, da han solgte granulat til sportsbaner i USA.

De amerikanske installatører ønskede at kunne separere og genbruge gummi fra de forskellige idrætsanlæg for at spare penge. Sammen med en tysk maskinleverandør satte Dennis Andersen gang i de første forsøg, og til sidst lykkedes det at finde den helt rigtige proces. Han tog retur til USA.

”Jeg stod med fire rene komponenter, som jeg viste til en stor kunde. Han tabte både næse og mund og kaldte det for ‘the missing link’ i industrien. Der vidste jeg, at jeg havde fat i noget, som ingen andre kunne,” fortæller Dennis Andersen.

I 2013 forlod han Genan for sammen med folkeskolekammeraten Nikolaj Magne Larsen, der dengang arbejdede i finanssektoren i London, at stifte Re-Match. De to partnere søgte patent på den tekniske proces og begyndte at finde investeringsvillig kapital.

Med indskud fra familie og professionelle investorer og økonomisk støtte fra blandt andre Grøn Innovationspulje, Vækstfonden og Den Midtjyske Iværksætterfond kom iværksætterne på plads i Herning i 2016 efter en investering i maskiner og materiel på 60 mio. kr.

Herefter begyndte de første brugte baner at ankomme fra Norge. Og det er stadig fra vores nordlige naboland, der er skandinavisk anfører inden for kunstgræs, at de fleste udtrådte græstæpper kommer. Men blandt andet Frederiksberg Kommune sendte i 2017 sine tre ældste og mest nedslidte baner på i alt 534 tons til Re-Match.

For Dennis Andersen rækker ambitionerne langt ud over den midtjyske hede. Han og investorkredsen har planer om at bygge op til fem fabrikker i Europa og USA inden udgangen af 2020.

Første skridt er at bygge en fabrik i Pennsylvania, USA, hvor parterne ser et stort potentiale for genbrug af kunstgræsbaner. Rapporten fra konsulenthuset AMI anslår, at der i USA venter ca. 12.000 kunstgræsbaner i fuld størrelse.

Men endnu kæmper partnerne med at tjene penge på deres koncept. De tunge opstart-investeringer betyder, at virksomheden både i 2016 og 2017 havde et underskud på omkring 10 millioner kroner. Men trods blodrøde tal på bundlinjen holder Dennis Andersen fast i, at ekspansion i Europa og USA er den rette strategi.

”I princippet kunne vi godt koncentrere os om fabrikken her og fintune den. Men der ligger et stort marked og venter. Især i USA er vores model voldsomt profitabel med dobbelte salgspriser i forhold til Europa. Det største problem har været at bevise, at vi kan gøre det, vi siger, vi kan, men det kan vi nu dokumentere,” siger Dennis Andersen.

I oktober fik Re-Match sin teknologi bekræftet, da virksomheden modtog en opadvendt tommelfinger fra EU gennem en certificering kaldet The Environmental Technology Verification, ETV.

På bordet i mødelokalet ligger et bundt med kunstige græsfibre, der styrker iværksætterens håb om en profitabel fremtid.

Fibrene er mørkegrønne som gammeldags gummistøvler og lugter svagt af brændt gummi. De er resultatet af en test, som Re-Match har lavet sammen med den tyske forskningsinstitution Fraunhofer og en tysk kunstgræsproducent. For første gang er det lykkedes at lave en ny industriel tråd af genbrugt kunstgræs.

Den er endnu ikke helt klar til at kunne genanvendes i et nyt kunstgræstæppe, men det skal den nok blive, mener Dennis Andersen.
”Dette er et virkeligt stort skridt, som alle sagde ville være umuligt. Jeg er overbevist om, at vi nok skal komme helt i mål.” ■

LÆS MERE: Volvo vil bekæmpe Tesla med ny elektronisk muskelbil

LÆS MERE: I 2065 er den danske trafik fuldstændig selvkørende

LÆS MERE: Nomas møbler sælges på auktion