Jeg har kvalme. Jeg føler mig svimmel og kan mærke tvivlen krybe sig langsomt ind på mig. ’Kan jeg overhovedet det her? Falder jeg helt igennem? Hvad fanden laver jeg her – en halvgammel familiefar til tre?”
Det er den 9. oktober 2022, klokken er lidt i 10. Jeg står i Vicenza i Italien sammen med et hav af verdensstjerner – Mathieu van der Poel, Peter Sagan, Greg van Avermaet, bare for at nævne nogle få. Min puls er 25 slag højere end normalt i forhold til andre racedays. Dem har jeg haft en del af i 2022.
Lige da jeg tror, jeg skal besvime, lyder der et: ’BANG!’ Startskuddet er gået.
Forude venter 200 kilometers grusløb ved historiens første VM i gravel. Jeg er klart i mit fysiske efterår, men har aldrig været i bedre form. Hold op, hvor har jeg lært meget det sidste år, hvad angår træning, og indset, at jeg tidligere har gjort så mange ting forkert. Trænet alt for hårdt. Slidt mig selv op.
Jeg har det anderledes nu og er bedre forberedt både fysisk og mentalt. Balancen har været perfekt mellem familie, arbejde og træning. Jeg føler mig klar og løbssulten. Nu skal jeg bare eksekvere. Jeg får rystet tvivlen af mig, kvalmen forsvinder. Jeg klikker i pedalerne og træder langsomt rundt. Jeg ser infernoet omkring mig. Alle skubber for at komme frem, alle vil først ind på bakken.
En stemme i mit hoved siger: ’Find din rytme og træd til!’
Jeg ved, det ikke nytter noget at spurte de første 500 meter, når bakken er to kilometer lang. Jeg har fået fart i cyklen, men folk stryger forbi mig. Det er, som om jeg står stille.
’Er jeg ikke stærk nok?’ spørger jeg mig selv.
Blot 100 meter efter startstregen stiger det. 10 procent, og bakken bliver kun mere stejl herfra. Jeg kører venstre om i en rundkørsel.
Efter 300 meter sidder jeg allerede i den tunge del af feltet. Vi er 140 ryttere til start i eliteklassen. Jeg er seedet 125, eller det er i hvert fald mit startnummer. Folk omkring mig ser lidende ud, mange står op og gynger fra side til side.
Da vi har kørt 500 meter, begynder grusbakken langs Scalinata di Monte Berico. Gruset er løst, så jeg bliver siddende i sadlen og kigger kort ned på min cykelcomputer, der viser makspuls og 530 watt. Monte Berico-kirken, som ligger på toppen af Vicenza, nærmer sig. Jeg kører mig langsomt frem.
Min far og et par nære venner står halvvejs oppe og hepper helt vildt. ’Jeg kan godt det her,’ siger jeg inden i mig selv og trykker til.
Starten på det VM-løb i gravel er det vildeste, jeg nogensinde har oplevet som cykelrytter. Jeg har aldrig været så presset og aldrig været så nervøs, men jeg klarede det.
Måden, jeg ser og gør mange ting på nu, kan drages direkte tilbage til den dag. Jeg har flyttet mine grænser og fået øjnene op for, hvad der bringer mere ro i mig selv. Træning, kost og søvn er vigtigt, men det er den samlede balance i hverdagen og over tid, der spiller den største rolle.
Eksempelvis er opbakningen fra min familie altafgørende. Havde jeg stået med en følelse af dårlig samvittighed over for mine nærmeste i startboksen, var jeg helt sikkert knækket. Det gjorde jeg ikke, selvom jeg aldrig var i nærheden af en topplacering. Men jeg overgik mine egne forventninger og blev nummer 34.
Husk, at du kan læse mange flere cykelinterview i Euromans cykelavis, der er på gaden sampakket med det nyeste Euroman nu.
