På Taverna Kreta, der ligger på Jagtvej 59, er der intet bookingsystem. Alt foregår over telefon og i en notesbog.
På Taverna Kreta, der ligger på Jagtvej 59, er der intet bookingsystem. Alt foregår over telefon og i en notesbog.

Her er 10 steder, du skal spise på Nørrebro

Københavns brokvarterer er blevet små madmekkaer. Euroman guider til dit næste måltid på Nørrebro.

Offentliggjort
Her er 10 steder, du skal spise på Nørrebro

Baka d’Busk

Befinder du dig i sfæren for musik, kunst, kultur eller blot i semi-kendis-tilværelsen, har du med høj sandsynlighed været på Baka d’Busk. Restauranten er stedet at tage hen, hvis man vil se på – og blive set af – Københavns smarteste mennesker. 

Men grøntsagsbistroen, som de kalder sig, er ikke kun garant for hippe gæster. De er altid leveringsdygtige med et gedigent, vegetarisk måltid. Menuen er sæsonbaseret og skifter jævnligt. 

Kom for stemningen, deres salte tarte tartin (hvis de har den på menuen) og drinksene i baren.

Rantzausgade 44, 2200 København N

Her er 10 steder, du skal spise på Nørrebro

Silberbauers & Bar Txikitero

Siden 2021 har Silberbauers langet snegle, pissaladière og andet godt fra det franske køkken over disken i Jægersborggade – i lokaler der før husede den hedengangne restaurant Manfreds. 

Mathias Silberbauer, der ligger navn til restauranten, har ved siden af bistroen desuden haft pintxos-baren Contento i Ryesgade. Den lukkede desværre i 2024, men nu er Mathias Silberbauer tilbage med en splinterny pintxos-bar, Bar Txikitero, i nabolokalet på Jægersborggade. 

Perfekt til en hurtig bid og et koldt glas. Men vær vidende, at de kun har åbent torsdag til lørdag – og når det ikke lige regner.

Jægersborggade 40, 2200 København N

Her er 10 steder, du skal spise på Nørrebro

Taverna Kreta

Det er sjældent, at man støder på en ægte græsk restaurant i de københavnske brokvarterer. Endnu sjældnere er det, at man finder en restaurant, der tager én med til de varme, græske himmelstrøg. Taverna Kreta er lige det, navnet lover: ærlig, autentisk græsk mad og vin serveret i afkølede kobberkander. 

Spis under (plastik)vinbladene i loftet, og drøm dig væk til dit bedste sommerferieminde. Gå efter deres saganaki (stegt feta) og spanakopita (spinattærte).

Jagtvej 59, 2200 København N

Her er 10 steder, du skal spise på Nørrebro

Ali Bageri

Som 17-årig flygtede Ali Staytie fra borgerkrigen i Libanon til Danmark. I 1990’erne var der ingen danske virksomheder, der producerede fladbrød, så Ali Staytie købte en fladbrødsmaskine og begyndte at bage brød. Mere end 30 år senere er det blevet til et mindre fladbrødsimperium samt to restauranter på Nørrebro. 

Den ene er for nylig lavet om til en seafood restaurant, men den originale Ali Bageri, som Staytie har med sin partner Meheieddin Ali, ligger stadig på Heimdalsgade. 

Kom om formiddagen, bestil en brunch med kyllingelever, en fatteh med oksekød, og drik friskpresset appelsinjuice til.

Heimdalsgade 39, 2200 København N

Her er 10 steder, du skal spise på Nørrebro

Babel

Babelstårnet er historien om menneskets hovmod, og restaurant Babel er måske det samme. Da de åbnede i sommeren 2024, var det med pitabrød med fyld inspireret af Balkan, Mellemøsten og Middelhavet, fx kyllingelevere og oksenyrer. Samtidig kunne man bestille naturvin i prisspændet 400-17.000 kroner per flaske. 

Bag Babel står vennerne Lau Christian Thorn, der er sommelier, og tidligere Michelinkok og restauratør Rasmus Oubæk, der også står bag kæderne Jagger, Otto og Ritta. 

I dag skuer menuen mod det thailandske køkken. De har tidligere haft en hel udbenet, grillet due på kortet, og nu kan man blandt andet få frølårs stir fry

Om det er gastronomisk arrogance eller guddommelig kogekunst, må man selv finde ud af.

Nørrebrogade 56, 2200 København N

Gaza Grill

Det skorter ikke ligefrem på shawarmasteder på Nørrebro. Men få laver det lige så frisk, lækkert og sprængfyldt af smag som på Gaza Grill. Desuden er den palæstinensiske grillbar en af de – hvis ikke den – eneste i landet med et guld-økologimærke (90-100 procent økologisk varer). 

Pitaen er i den dyre ende (95 kroner), men det er, fordi det er på en helt anden skala. Udover pita har de også et glimerende mezze-udvalg.

Fælledvej 22C, 2200 København N

Kate’s Joint

Kate Kamil var kun 17 år, da hun åbnede Kate’s Joint. Mere end 30 år senere ligger restauranten stadig i Blågårdsgade og er blevet en vaskeægte Nørrebroinstitution. 

Køkkenet er sydøstasiatisk og spænder fra indisk – Kate Kamil er selv født i Indien – til thai og malaysisk. I starten kunne gæsterne selv tage en flaske vin under armen, men i dag finder man et udvalg af naturvin til rimelige priser. Portionerne er store, så vælg lidt forskelligt og del.

Blågårdsgade 12, 2200 København N

Her er 10 steder, du skal spise på Nørrebro

Lygtens Kro

Deklaration: Lygtens Kro ligger teknisk set i Nordvest. MEN på grænsen til Nørrebro, en spytklat fra stationen, og det skal ikke forhindre en anbefaling. 

Lygtens Kro er akkurat sådan et sted, man forestiller sig, ligger på Nørrebro. Ejet, drevet og besøgt af gamle autonome fra Ungdomshuset, med en punket, men kærlig, fuck dig-attitude. 

Man skal ikke lade sig snyde af de halvfærdige lappeløsninger forskellige steder. Lygtens Kro laver bundsolid – og ambitiøs – mad og har et udvalg af gode tyske øl.

Lygten 29, 2400 København NV

Her er 10 steder, du skal spise på Nørrebro

Botschaft

Vi bliver hos vores venner fra syd. Botschaft (ambassade på tysk) er nemlig noget så sjældent som en tysk/østrigsk restaurant. 

De åbnede sidste år i Contentos gamle lokaler på Ryesgade. Bag restauranten står de to tyskfødte ejere Jonas Keller og Jan Otto Hugel, medstifter af den hypede restaurant Otto i Berlin. Køkkenchefen, Armin Hagenhenrich, er ligeledes udlært fra Otto. 

Sæt dig på terrassen en solskinsdag, spis käsespätzle, kylling i paprika og kaiserschmarrn, og drik iskold Riesling til.

Ryesgade 25, 2200 København N

Her er 10 steder, du skal spise på Nørrebro

Calma

I Gonzos gamle lokaler i Jægersborggade 34 åbnede Kristine Slott og Nicolai Martens i starten af 2024 Calma. 

Menuen står på fransk-/italiensk-inspirerede retter, og man er garanteret gode pastaretter og sikre hits såsom pighvar en croûte og kalvebrisler. Alt sammen lavet på gode råvarer, som var det fine dining

Anmeldelserne har været overvældende – sidste år kvitterede Michelinguiden med en Bib Gourmand – og på få år er Calma blevet Nørrebros nye yndling.

Jægersborggade 34, 2200 København N