Her er et eksperiment: Gå ind på den fineste ølbar, du kender, og vis bartenderen et byg- og et hvedestrå. Mit gæt er, at han ikke kan udpege det, som er hovedingrediensen i de øl, han serverer: Byg. De seneste år har budt på en sand invasion af mikrobryggerier, og vi har for længst lært at sige IPA, stout og brown ale. Vi skåler i tørhumlet New England IPA, mens vi diskuterer det ene mikrobryggeris fortræffeligheder frem for det andet. Men i modsætning til i vinens verden, hvor selv den mest forlorne connaisseur kan fortælle om forskellen på syrah og pinot noir, er der ikke en sjæl, som interesserer sig for byg.

Det har en bondemand på Sjælland besluttet sig for at gøre noget ved. Hans navn er Tore Jørgensen, og de seneste 15 år har han udvidet gården i Herslev til bryggeri og stald-café og dermed skabt et sted, hvor du kan nyde en friskbrygget øl og kigge direkte ud på de marker, hvor ingredienserne er groet. Han kalder sine øl for naturøl.