Der findes Latour-piger, og der findes Lafite-piger, men jeg har aldrig mødt en Margaux-pige. I disse metoo-tider skal man passe på med kønsspecifikke vinreferencer, men betegnelserne her er altså kvindernes egne. Dyr bordeaux er for pekuniært velpolstrede herrer, og deres hustruer, som ofte er med til luksussmagningerne, lægger vældig meget personlighedsdefinerende i at udmelde, at de er til den ene eller den anden 1er cru.
Margaux har altid været den feminine blandt de fem 1er cruer, og alligevel har jeg aldrig mødt kvinder, som åbent giver sig hen til Margaux, og blandt mænd er den ofte betegnet som letbenet, graciøs, floromvunden og direkte sværmerisk. Mænd, der siger, de foretrækker Margaux, er enten homoseksuelle eller i virkeligheden skabsburgundister, siger min hardcore-tannin-bekendte.
Men alle disse kønslige referencer og kontroversielle antropomorfe anknytninger er misvisende og ødelæggende for oplevelsen. Giv dig hen, slip dine hæmninger, og nyd vinen: Margaux er gået hen og blevet den største. Jeg siger det bare!
En næsten udefinérbar lethed
Måske har Margaux altid været det, den største, men markerne blev, før André Mentzelopoulos tog over i 1977, skammeligt misligholdt og fejlfortolket, perioden på mellemniveau var alt for lang.
Jeg har smagt 50’er-årgange, der smagte af tynd bourgogne, men i 90’erne, og i virkeligheden fra Paul Pontalliers overtagelse af direktørstolen i 1983 har det været succesårgang på succesårgang. Og for nylig viste en minivertikal, sporadisk hoppende tilbage til 1989, at Margaux’ særegenhed faktisk ligger i det burgundiske – se længere fremme i nærværende artikel.
Det bliver inkarnerede bordeaux-tilhængere fornærmet over, men dens specialitet er det, franskmændene kalder aérien. Vi kan bedst oversætte det med luftig, og ikke luftig som i indholdsløs, men luftig som i let-som-en-sky. På slottet kalder de det self contained power.
Château Margaux har ikke Latours kraftfulde spark, den har ikke Moutons muskuløse voldsomhed eller Lafites cedertræ og nobilitet, ej heller Haut-Brions tobaksblade eller dens grusbegrundede koncentration.
Nu lyder det måske, som om Margaux ikke har noget, men det er netop pointen; at Margaux spiller på andre instrumenter end kumpanerne på 1. klasse. Margaux har silketråde i bundter, filigranstruktur, cabernet-lift som på højrebredsudgaver af cabernet franc og komplet underspillet rigdom.
Tilbage til forne tiders storhed
Château Margaux ligger i Margaux, ikke så overraskende, og har næsten alle sine parceller på ekstremt veldrænet jord med grus og gruset lerjord og ikke mindst pletvise forekomster af kalksten, hvor merlot får lov at svælge.
Ved den berygtede oversvømmelse af det indre Haut-Médoc i 2014 blev dele af ejendommen oversvømmet, men det utrolige var, hvor hurtigt overfladevandet drænede ned i undergrunden. Årgangen tog efter sigende ikke skade, og den bærer heller ikke præg af det.
I markerne fylder cabernet sauvignon lidt mere end merlot med hhv. 75 % og 20 %, men førstevinen, Le Grand Vin, er komplet styret af cabernet sauvignon. I visse årgange som 2013 pænt over 90 %. Château Margaux er aldrig hoppet med på koncentrationsbølgen, fadvældet og merlot-overtagelsen på venstrebred.
Paul Pontallier fik sammen med den i lang tid hemmelige praktiker Philippe Bascaules styret vinstokkene tilbage til forne tiders storhed, men det var først og fremmest kælderarbejdets detaljestyring, der flyttede Margaux tilbage blandt de reelle 1er cruer.
Mikrovinificering og nidkær kortlægning af samtlige parceller har gjort blandingsarbejdet, puslesplittet, som er så vigtigt på ethvert klassificeret venstrebredsslot, til en leg. Og så alligevel ikke, for Pontallier betegnede det mere som at kreere partituret til en helstøbt opera. Der kører masser af ’stemmer’ og instrumenter samtidig.
Druesammensætningen på det, vi ikke må kalde en andenvin, Pavillon Rouge, rummer mere merlot end Le Grand Vin.
’Markedet’ ikke tabu
Markedet er ikke et fremmedord for Château Margaux. Slottet har efter alt at dømme den bedst udbyggede salgs- og marketingafdeling af Bordeaux’ topslotte og var som et af de første ikke bange for at tale åbent om salg, forfalskningsproblematikken, distributionsproblemerne og nye markeder.
I Bordeaux er der ellers kutyme for, at slottene udadtil aldrig beskæftiger sig med afsætning, salg og marketing. Det har man jo netop negocianterne til, der i forbindelse med det fortsat kontroversielle en-primeur-system køber allokerede partier af slotsvinene og står for salget til enten bestemte geografiske regioner eller globalt.
Château Margaux’ Thibault Pontallier, søn af Paul Pontallier, arbejder eksempelvis som global brandambassadør og varetager både markedsundersøgelser og markedskontakten på de største markeder fra sin station i London.
Margaux blev meget tidligt inddraget i det asiatiske vinboom, især som kinesernes yndlingsvin i hård konkurrence med Château Lafite, og arbejdede målrettet på både at opbygge og opretholde sit image af supereksklusiv luksus.
Det er præcis det image, som sælger på de markeder, men det er også det image, som afholder en stor del af det klassiske europæiske marked fra interesse og medfølgende køb – og i stigende grad også det amerikanske. Uopnåelighed er én ting, men uopnåelighed kombineret med marketing og enourmously big business er ikke det vinentusiastiske publikums kop te.
Fokus på detaljen
Her har Château Margaux imidlertid indset, at der skal fokus på detaljerne, fokus på de grotesk nidkære håndværksprægede tilgange, som et moderne topslot i dag også kræver for at opretholde kvaliteten.
Thibault Pontallier er ikke teknisk uddannet som sin far, men økonomisk og salgsuddannet og det er måske en forudanelse. For 10 år siden var ingen slotte interesseret i markeder, positionering og kundeanalyser, men sådan er det ikke mere. Den eksterne kritik af det gammeldags en-primeur-system har været hård i flere år, men den begynder også internt – og hvem ved, måske bryder systemet en dag ned, og så SKAL slottene til at stå fuldstændigt for salget selv.
"Der er sket et helt afgørende skifte i Bordeaux. Vi kan ikke slippe afsted med den gamle hovne opfattelse; at vi, de fine slotte, kun LAVER vin, og det ved vi alt om, mens vi ikke vil beskæftige os med så profane sager som salg og marked. Vi kan ikke leve uden at kende vores kunder, vores tilhængere … meget handler jo i dag om trofasthed. Vi må være bevidste om, hvordan vores brand bliver forstået på forskellige markeder, for der er så meget stor og god vin i dag i verden", siger Thibault Pontallier til gastros udsendte.
Det er sandsynligvis André Mentzelopoulos’ datter, Corinnes, fortjeneste, at Margaux sidder solidt på toppen af Bordeaux. Hun stablede ubegribeligt meget kapital på bordet for at overtage ejerskabet fuldstændigt i 2003, da de ’hemmelige’ majoritetsejere fra Fiat-koncernen, Agnelli-familien, mistede patriarken, Giovanni Agnelli, og Corinne Mentzelopoulos har sidenhen, som et af de meget få topslotte i området, holdt fokus 100 % på Château Margaux.
Man har ikke involveret sig i oversøiske jointventures eller købt marker på højre bred. Corinne Mentzelopoulos’ Château Margaux skal KUN være Château Margaux.
Ikke moderne for enhver pris
En anden vigtig side ved Château Margaux er den videnskabelige. Slottet har siden 2000 haft en decideret R&D-afdeling, hvor man dels afprøver nye selvopfundne tilgange og laver egne undersøgelser af nye produktionsteknikker, som pludselig bliver trendy. I mange år var det Dr. Vincent Millet, som var sat i verden for at stille spørgsmålstegn ved alt vinøst på stedet.
Margaux vurderer selv om moden er nyttig, og derfor har man blandt andet forkastet effekten ved koldmaceration før selve gæringen, mens man meget umoderne gennem snart 20 år har anvendt dele af pressevinen til førstevinen. Det kan eksempelvis kun lade sig gøre, hvis kvaliteten på druerne er grotesk fejlfri og tannin-syre-sukker-balancen komplet i sync.
Pontallier nægtede hårdnakket at indføre Michel Rolland-trenden med mikrooxygenering, og det holder man fortsat fast i. I mange år anvendte Pontallier heller ikke sorteringsbord, fordi han af princip mente, at druerne skulle selekteres i marken. I dag bruger Margaux som så mange andre slotte en optisk sorteringsmaskine, men det ER stadig i marken den hårde selektering foregår.
I marken erstattes enkeltstokke løbende, der eksperimenteres med hestepløjning, kogødning, biodynamik og mere end halvdelen af ejendommen drives økologisk i dag, mens der siden slutningen af 90’erne overhovedet ikke har været anvendt insekticider.
Slottets karakteristiske empirehovedbygning fra 1815 står stadig stolt for enden af alleen fra landevejen. Bygningen er i ydre linjer en klods, men detaljerne, søjlerne, vinduesrammernes rektangler med sprosser og hvide skodder er allegorisk som vinen.
Empire-elegance, når det er smukkest. Det spritnye Norman Forster-tegnede vineri er velintegreret i bygningsforløbet og har ikke som på andre slotte klasket en månebase eller en ufo ned midt på ejendommen.
Post Pontallier seniors død
Paul Pontallier døde alt for tidligt i 2016 efter kort tids kræftsygdom. Han var direktøren for det hele, havde det sidste ord på alt fra økonomiske korttidsomkostninger til anvendelsen af bødkerfirma på den del af fadene, som slottets egne bødkere ikke leverer.
Pontalliers vinansvarlige, Philippe Bascaules, havde i 2011 accepteret en udfordring, da Francis Ford Coppola på Inglenook i Napa headhuntede ham til stillingen som CEO på den historiske og revitaliserede ejendom.
Da Pontallier døde, lå det nærmest i kortene, at kun én kunne overtage ansvaret for det hele på Margaux. Corinne Mentzelopoulos hev da også straks Philippe Bascaules tilbage til Margaux.
Men Bascaules kunne ikke slippe Napa-projektet helt. Han har fået lov at bevare ansvaret for vinfremstillingen og omplantningerne i marken på Inglenook – hvordan to så store ansvar kan varetages sideordnet lyder som en gåde, men på Margaux anser man det som en klar fordel, idet blandt andet klimaforandringernes effekter kan imødegås bedre, når chefen har erfaring fra et varmere og mere solrigt vinområde end Margaux.
Det smagte vi: Margaux 1989-2015
Pavillon Blanc 2015
Gudskelov for den blokerede malo! Det er lige før 2015’s magtfulde sol, tørke og varme fik sauvignon blanc-druerne til at briste af lyst. Den karakteristiske hyldeblomst er indhyllet i vaniljesmør, fudge, hvide ferskener og marcipan, men den virker stadig frisk. ”Luksus” står der skrevet i glasset, ædelhed, præcisionsvinmageri og kalkstenselegance. Holdbarheden er indstillet på ”infinity and beyond”, men jeg foretrækker den klart sprød og nutidig.
Pavillon Blanc 2004
Beviset på husstilens holdbarhed i den ellers ret svage rødvinsårgang 2004, men sauvignon blanc har intet imod høj syre, ovenikøbet forstærket af den blokerede malo. Hvis ikke man tror, at sauvignon blanc kan aldre med stil, skulle man smage den her! Udtalt solbærbusk, græs, grøn peber, dåsepære og brioche. Begyndende oxidation, der kun har tilføjet visdom og smilerynker, senere hvid chokolade og cremet struktur, men juicen læsker stadig.
Pavillon Rouge 2010
Vi må ikke sige andenvin! Pavillon er sin egen, stilistisk noget andet end Le Grand Vin, blandt andet fordi merlot-indholdet er noget højere. De siger selv på slottet, at kvaliteten er øget betragteligt på Pavillon de seneste 10 år, og det tør siges! Selvom 2000 klarer sig fint. 2010 er imidlertid i min bog, tæt på at være dagens vin i skysovs! Numerisk høj alkohol, men boblende af livsduelighed og vigør. Forbavsende grannålstone, der løfter de bristefærdige solbær og multebær fra det burlesque.
Pavillon Rouge 2009
20 måneder på 55 % ny eg, men vaniljen og flødekaramellen er komplet opslugt af solbær, urter, cedertræ og frysetørret viol. Den virker faktisk mere klassisk end 2010’eren på trods af den årgangs notorisk bedre syre-tannin-alkohol-balance. Her er rust, kirsebær, mørk bitterchokolade og raffineret blød angorapels på tungen, luftig, svævende og stadig påvirkende, stovt og graciøs på samme tid. Slutter med sjov mælkesyrenote af den fede creme double-slags.
Pavillon Rouge 2000
Fra Pavillons transitionsfase, hvor der ikke helt var samme selektering af druerne i marken og sandsynligvis heller ikke samme præcise viden om parcellernes selvstændige evner. Over 17 år gammel, ingen alder for stor bordeaux, men Pavillon lugter af gammel knark. Lakrisal, Fisherman’s Friend, ammoniumklorid i pulverform, tørret kamellort som i Tunesien, lys ristet kaffe, rustbunke og syltede glemte solbær. Tanninen er forsvundet og frugten bortgået, men livet har ikke sluppet øjnene, der stadig glimter.
Château Margaux 2012
Jeg kunne brokke mig over fraværet af topårgange, men vi fik jo både 09, 10 og 00 Pavillon, og topslottene har en pointe, Château Margaux ikke mindst, med at vise deres formåen i mindre hypede årgange. 2012’erne er nemme at holde af; Château Margaux er pladaskforelskelse! Fuld af cabernet’sk stål, ribena med kirsebærindslag, solbærblade, persille, Cuba-cigar og som en kæmpehånds sammenklumpning af kommunen Margaux’ terroir gjort flydende. Friskhed og dysterhed på samme tid. Lethed og intensitet i ét. Efter min mening smagningens højdepunkt.
Château Margaux 2008
Fra en overset årgang. Grotesk klassicisme, empire-arkitektur, sortsvedet og smaskende savlemoden på samme tid. Elegance, finesse og ja det står i lærebøgerne, men her giver ”finesse” mening. Solbærbusk, cedertræ, blyant, grafit og harpiks. Efter cabernet sauvignon-forhold ubegribeligt cremet tanninstruktur, som dog aldrig bliver smeltende – hvis tanninen bliver det, mister Margaux sin friskhed. Ikke helt på 12’erens koncentrations- og intensitetsniveau.
Château Margaux 2004
Duoen 2003 og 2004 er Fy og Bi, nat og dag, og der ligger ikke nogen objektiv nedvurdering af den ene kontrast, blot en konstatering af deres forskellighed. 2004’erne er alt for oversete. Naboslottet Palmer er eksempelvis fremragende, og det er Margaux også. Ultra oldschool ydre med ædelhed, luftighed, sekundære og tertiære aromaer af solbærbladste, jernoxid, og ikke mindst cabernet sauvignons italienske uldhabit af en tanninstruktur. Eller en Borsalino-filtfedora. Nordisk og cool på en måde. Smuk og graciøs.
Château Margaux 2003
Tydelig bruntoning i kanten og overraskende rosinpræget! Margaux klarede sig mindre godt i 2003 end længere ude ad fjorden, men det overrasker mig lidt, at den er så alderspræget. Her titter solbærbladene frem, men de er indhyllet i karljohankompot, der kan minde lidt om ældet barolo. I sig selv en habil repræsentant for kommunen, men slet ikke på samme storhedsstadie som de tre foregående.
Château Margaux 1999
Hvis de unge og uheldigt top-bordeaux-udelukkede vintjenere med pekuniært tvungen hang til funk, vinøs ballade og grænsesøgende adfærd skal udsættes for én referencevin, kunne det være den her. Inkarneret udødelig bordeaux, margaux og Margaux, kommunalrepræsentant og slotsherre. Solbærsaft lyder så banalt, men er det ikke fra Margaux’ jorder, karse og lakrids, lakridsrod, cedertræsmodelfly, grafit og velour, flannel og svirpende, men smygende lækker eftersmag, der bliver hængende længe. Drik mig, drik mig! Og det skal du blive; drukket i store slurke. Fin og passiv aggressiv. Fremragende.
Château Margaux 1989
Grannål, østers, jernmalm, karljohan, appelsinmarmelade og sort te. Gammel Margaux, men langtfra død Margaux. På den anden side er der ikke mere frisk frugt tilbage, og det er jo heller ikke det inkarnerede bordeaux-aficionados forlanger, men jeg ville godt have haft mere sul på skelettet, mere solbær. Omvendt er cabernet sauvignon-tanninen her nærmest smeltet – af langsom oxidation i flasken, ikke af overmodenhed i marken, for det her er vin fra gamle dage, hvor selv en lummer årgang som 1989 gav bid og grøn tannin. Min sidemand sagde henført, at det er, som om den bliver optaget i slimhinderne. Ingen heftighed.
LÆS MERE: Dansk Michelin-favorit vil bringe gastronomien op på højeste niveau i Oslo
LÆS MERE: Kom med til Fri Vin-festivalen: "Naturvin er ikke længere forbeholdt en lille skare af sommelierer"
LÆS MERE: Syv naturvine, du skal prøve
