Efter en tur til Sverige fik Timm Vladimir og sønnen Cassius idéen til det ultimative far-søn-projekt
Nogle fædre og sønner går til fodbold, andre bygger modeljernbaner. Og så er der dem, der finder fælles kærlighed til burgeren og laver en kogebog sammen. Sådan er det gået for Timm Vladimir og sønnen Cassius. Her fortæller Timm Vladimir om den svenske burgerhimmel, om at fremelske madglæde hos sin søn og om det, der muligvis er Københavns bedste – og mest uventede – burger lige nu.
Hvordan får man idéen til at lave en kogebog med sin søn?
”I 2023 havde Cassius og jeg for gud ved hvilken gang besøgt Garage Bar på Kullen i Sverige. De havde netop udgivet en bog med 50 burgere inspireret af de 50 amerikanske stater (’50 burgers, 50 states’, red.), og på vej hjem foreslog jeg, at vi skulle prøve at lave alle burgerne i bogen. Cassius er hos mig hver anden uge, så det ville tage lige præcis 100 uger. Vi gjorde os umage, glædede os og gav dem karakter hver gang. Og næsten præcis to år senere spiste vi den sidste burger.”
Og det blev inspirationen?
”Alle burgere i bogen var med oksekød, men der var ingen med fisk, fried chicken eller vegetarbøffer. Jeg har jo allerede lavet et par kogebøger, så jeg spurgte Cassius, om vi skulle give os i kast med vores eget projekt. ’Ja, for helvede,’ sagde han, og da forlaget også syntes, det var en god idé, kørte vi på. Det var i maj sidste år, og da Cassius skulle på efterskole i august, måtte vi lave burgere hele sommeren. Hver weekend, han var hjemme fra efterskolen, jammede vi videre, og så tog jeg mig af alt det kedelige som at skrive opskrifter ned og tale med forlaget og så videre.”