Her skal du spise og drikke i Nice

Her skal du spise og drikke i Nice

Skøn kan den tage sig ud, byen på kanten af det azurblå Middelhav, men Nice er ikke altid lige nice! Spisestederne ligger tæt, og der er mange fælder. Vi har prøvet nogle af de bedste og har også været på en lille afstikker til Vence vest for byen og Monaco øst for byen.

Nice og omegn, i det hele taget Côte d’Azur, har siden sidste halvdel af 1800-tallet været et foretrukken rejsemål for Europas rigeste, herunder mange kongelige (Christian 10. blev eksempelvis gift i Cannes i 1898), og mange slog sig permanent ned på kysten i kæmpevillaer.

nice6.jpg

Siden er alle os andre med en mere beskeden økonomi fulgt efter, en udvikling, der især tog fart i efterkrigstiden, da Frankrig for alvor kom på hjul, og små Renault’er, Peugeot’er og Citroën’er i hundredetusindevis satte kursen mod middelhavskysten i sommermånederne.

Som så mange andre steder, hvor turiststrømmen er tæt, er der også et massivt udbud af turistfælder. Og så er der, også typisk for de overrendte steder, små oaser her og dér og en stille plads lige henne om hjørnet.

nice7.jpg

Le Negresco

Promenades des Anglais 37
Det ikoniske hvide hotel på Promenade des Anglais har to restauranter, den tostjernede Le Chantecler og den mere bistroprægede La Rotonde.

Le Chantecler er fransk michelinmad, som man frygter den – ikke decideret dårligt, men underligt pyntet, halvtungt og smagsmæssigt unuanceret. Et tilsvarende sted i Danmark var aldrig blevet tildelt to stjerner i den røde guide. La Rotonde er hotellets brasserie, ret bizart udsmykket med karruselheste og andet gøgl og heller ikke for alvor en anbefaling værd.

LeNegresco-LeChantecler.jpg
Le Bar, derimod, hotelbaren et besøg værd. Den får ikke for lidt, hvad engelsk herregårdsbibliotek angår – her er mørke træpaneler, tunge gardiner, chesterfieldmøbler, gobeliner og krummelurer.
Cocktailkortet er fremragende, champagnekortet er også glimrende, og med snackkortet kan man få sig et glimrende lille måltid.

Et sjovt sted at trække sig tilbage fra trafikken og de mange mennesker for et par timer – naturligvis ikke billigt, men det behøver ikke at ruinere en.

Det kan ikke anbefales at spise på de mange serveringssteder på selve stranden nedenfor hotellet, men stederne er glimrende, hvis man bare skal have lidt at drikke. Man sidder dejligt med ryggen til byen og kan nyde udsigten ud over vandet, og man forstår til fulde, hvorfor kysten hedder Côte d’Azur. Og man forstår også, hvorfor der er så mange mennesker, når man konstant ser en lavthængende flyvemaskine lægge an til landing i byens lufthavn ganske tæt på.
JUJ

La Merenda

Rue Raoul Bosio 4
Det lillebitte sted midt i Nice nævnes altid som det første, når nogen skal udpege deres yndlingssted i byen. Det siger noget om stedet og dets popularitet, men det siger desværre også noget om mængden af gode steder i Nice – eller snarere manglen på samme, byens størrelse taget i betragtning.

Indehaver og køkkenchef Dominique Le Stanc havde været på diverse franske michelinrestauranter, bl.a. Chantecler på Hotel Negresco, før han realiserede drømmen om et lille sted, hvor alt drejer sig om maden og ikke om de fysiske rammer og anden udenomssnak. Le Stanc hylder det klassiske provencalske køkken med masser af smag og gavmild brug af krydderurter. Den står blandt andet på farserede sardiner, indmad à la nicoise og diverse simreretter.

Man sidder tæt i restauranten, hvor man hverken kan booke bord online eller over telefonen. Enten tager man chancen og dumper bare ind fra gaden (risikabelt), eller også kommer man forbi i forvejen og booker bord til samme aften eller til dagen efter. Og betaling sker kontant, ikke noget med plastikkort.
JUJ

Restaurant Le Groin

Rue Meyerbeer 23

”I’m the wine list!” siger tjeneren og spørger til, hvilken slags vin jeg har lyst til. Så kommer han tilbage med fire-fem forskellige vine, så jeg kan smage mig frem. Væggene er plastret til med flasker, både klassiske og af den noget mere eksperimenterende slags, og vinudvalget er da også den helt store force hos dette lille, lidt dunkle sted midt i Nice.

LeGroin2.jpg

Spisekortet skifter dagligt, og det egentligt pænt stort, stedets lidenhed taget i betragtning, og serveringerne er af den ret solide slags, til tider en smule tungt og mørkt i det, men absolut velsmagende. Nogle serveringer forekommer ret klassiske, mens køkkenet til andre tider freestyler mere.

Man føler, at man er på et lokalt sted og ikke midt i den turistmalmstrøm, byen ellers let kan trække en ned i.
JUJ

Bistro d’Antoine

Rue de la Préfecture

Spisestederne ligger så tæt i Nices gamle bymidte, at man helt bogstaveligt strejfer spisende gæster, når man bevæger sig gennem de snævre gader og gyder. Og der er rigtig, rigtig mange turistfælder i blandt og steder, der umiddelbart ser lovende ud.

BistroD-antoine.jpg

Bistro d’Antoine er et sikkert kort og ekstremt populær både blandt lokale og turister, så bestil bord i forvejen. Maden er en blanding mellem det rustikke og det, om end ikke ligefrem innovative så i al fald opfindsomme. Det er et solidt køkken, hvor en enkelt servering meget vel kan betyde, at en helveds hed jerngryde kommer på bordet, og køkkenet er ikke bange for hverken indvolde eller de mere ukurante udskæringer.

Vinkortet er ikke helt så interessant, som de selv gerne vil give det udseende af, men det fungerer.
JUJ

Peixes

Rue de l’Opéra 4
Armand Crespo (se Bar des Oiseaux) har også fiskerestaurant. Den ligger i den ydre vestlige ende af den gamle bydel, hvor turisternes hovedfærdselsåre mod stranden findes. Rue de l’Opera hedder gaden, og stedets navn er Peixes. Det er vist portugisisk for fisk, og indenfor er der da også portugisisk stemning med små kakler på væggene i hvide og blå nuancer. Der findes skaldyrsfade overalt i byen, men de fleste er forglemmelige, og nogle endda direkte hygiejnisk angribelige, men på Peixes er alt blankøjet og frisk.

peixes-1024x735.jpg

De tilberedte retter er skarpe, lidt spontane og jammede som på søsterrestauranten Bar des Oiseaux, og der er på ingen måde rabiat dogmatik. Cevichen er klart mexicansk inspireret med sprøde majskerner og puré af sød kartoffel. Subtropefrugter som grape og mandarin anvendes også i det salte køkken, men Peixes’ signatur må være carpaccioen på kammusling med avocadocreme og mango – den kunne jeg spise i tallerkenfulde til en timelang transmission fra US Masters.

Vinkortet har mere naturkant end på Bar des Oiseaux. Heller ikke Peixes har online-booking eller menukort på nettet. Du må ringe og eventuelt forberede dig udenfor den åbne facade ved det håndskrevne skilt med lækkerheder. Jeg tror i øvrigt, at enkelte fiskeretter kopieres eller omfortolkes let på søsterrestauranten, men er man i byen over flere dage, kan begge sagtens besøges. De er ret forskellige.
RLJ

Les Bacchanales

Avenue de Provence 247, Vence
Idyllisk beliggende i en stor gammel villa i Vence vest for Nice, omgivet af en have og roligt tilbagetrukket fra kysten. Pas på med at sige noget, køkkenchefen ikke skal høre, for Christophe Dufau taler dansk efter at have boet og arbejdet ni år i Danmark, bl.a. som køkkenchef hos Jan Hurtigkarl i Ålsgårde.

Les_bachanalles3.jpg

Det er måske et udtryk for lovlig meget national selvglæde, men jeg synes ikke desto mindre, at man ret tydeligt og på den gode måde fornemmer årene i Danmark på Dufaus mad. Retterne har en kant og en skarphed, man ellers ofte kan savne i middelhavskøkkenet, der typisk henter sin smag ved en relativ ’hård’ tilberedning, grillet, stegt, simret, bagt. Christophe Dufau er ikke bange for det rå og de lettere tilberedningerne, og maden har i vid udstrækning den friskhed, områdets overflødighedshorn af råvarer fortjener.

Les Bacchanales målsætning er, at ingen råvarer må hentes længere væk end en radius på 250 km fra stedet. Det gør det til gengæld muligt at trække både på Piemonte og Korsika.
Les Bacchanales er et af de bedste spisesteder på Côte d’Azur.
JUJ

Place du Casino, Monaco

Lad os bare begynde med slutningen, regningen: Det er rasende dyrt at spise hos Alain Ducasse på l’Hôtel de Paris i Monaco, den store menu koster 360 euro/2.700 kr. og dertil kommer drikkevarer samt det løse. Der er desuden en lidt mindre menu, ligesom a la carte er en mulighed. Og man kan passe på med vinkortet, men det er og bliver en udskrivning af de større, og det er ikke en oplevelse, man skal kaste sig ud i, hvis man ikke er indstillet på udgiften. Og det er en stor oplevelse.

Man kan passende lægge ud med et glas et eller andet eller en kop kaffe på Café de Paris på Place du Casino med udsigt til både hotellet, der huser restauranten, og Monacos berømte kasino, der også ligger på pladsen. Kaffen på cafeen er ikke god, men man er på første parket vidne til en fantastisk opvisning af opulent rigdom. Der er en evig køren og ankommen af Rolls-Royce, Bentley, Lamborghini, Bugatti og hvad man ellers kan bruge formuer på inden for biler.

Der er en decideret catwalk og fremvisning af verdens højeste hæle og haute couture, og man kan også få et indgående indblik i, hvad man kan med botox, restylane, silikone og andet isenkram udi kampen for evig ungdom og skønhed.

Det kan med andre ord ikke blive meget mere opkørt, og så meget desto mere glædeligt overraskende er det, at en frokost eller middag på Le Louis XV slet ikke er en oplevelse, der skal tages med stiff upperlip. Man er gæst på stedet og derfor hovedperson, og alle gør alt for, at man skal have den bedst mulige oplevelse. Der er ikke nogen anspændt atmosfære af fornemhed, og man føler sig virkelig godt tilpas og vartet op, uden at det bliver for omklamrende, fidelt eller i det hele taget for meget.

Restauranten var i et par år henvist til et sidegemak, mens hotellet blev gennemgribende renoveret, men nu er Le Louis tilbage i den store sal, hvor enhver med herregårdssyge og Downton Abbey-længsler vil føle sig hjemme. Det er virkelig grandiose omgivelser, men igen, så er stemningen fuldstændig afslappet – det er slet ikke spor svært at give den som milliardær i nogle timer!

Stedets køkkenchef siden 2011, Dominique Lory, dyrker de provencalske smage, og hans serveringer er i det store hele overraskende enkle, eksempelvis serveres et stykke perfekt stegt andebryst med en lille kompot af grønt og en sauce baseret på den kødsaft, anden har kastet af sig. En anden servering er en slags svamperisotto (vi er geografisk næsten i Italien) med ost og cavolo nero (palmekål) og on the side en salat knasende frisk og sprødt grønt med en vinaigrette. I det store hele ret enkelt, men tilberedt til perfektion og meget, meget velsmagende.

Vinkortet er enormt, men regningen går virkelig amok, hvis man lader sig friste af flasker og årgange, man normalt ikke ser i almindelig handel. Maden alene er nok ikke helt prisen værd, men helhedsoplevelsen er stor.
JUJ

Se, hvad vi ellers skriver om: Restauranter