”Hermed en opfordring: Få en frokostaftale i hverdagskalenderen. Det sætter kulør på tilværelsen”

”HAR DU TID til, at vi tager et stykke mad?”

Spørgsmålet kom fra en god bekendt efter en overstået samtale til en podcast. Gennem næsten to timer havde han delt ud af anekdoter fra sit livsværk og overvejelserne bag, at han nu efter et helt arbejdsliv havde besluttet sig for at lukke sin virksomhed for at få mere tid med sin familie og arbejde på en anden måde. 

Jeg var egentlig klar til at haste videre i dagens program, for vi havde allerede forsaget alle ambitioner om at holde samtalen kort. Med andre ord var jeg håbløst bagud i dagens gøremål, og listen var stadig lang. 

Men hvad var det egentlig, jeg skulle? Lave et par opkald, som virkelig var vigtige? Tilbage til min indbakke, som ikke kunne vente? Selvfølgelig kunne både telefon og computer og alle dem i den anden ende klare sig uden mig. Jeg smed mine bimlende notifikationer tilbage i jakkelommen og sagde:

”Naturligvis har jeg tid til det.”

Planerne om et enkelt stykke smørrebrød blev til tre. Øllen var alkoholfri, lidt moderne er man vel, og så skulle vi også lige have kaffe og sødt og en snak om dette og hint med indehaveren, der efter endt frokostservice kunne puste ud. 

Og så kunne vi heller ikke trække den længere.

Men selvom min telefon viste fem ubesvarede opkald og fem gange så mange ubesvarede mails, da jeg takkede farvel, gik jeg opløftet derfra. Verden må nogle gange vente. 

Mit arbejdsliv er ingenlunde indrettet til at kunne spise forretningsfrokoster hver eneste dag – selvom tanken i den grad er besnærende. Måske så meget desto mere sætter det virkelig kulør på tilværelsen, når det så endelig sker. 

Et sydeuropæisk ordsprog lyder frit oversat:

”Ved et godt bord med gode mennesker stjæler vi en dag fra døden.”

Og når jeg kigger tilbage på forrige uge, er det ikke alle timerne foran min computer, jeg husker. Det er selvfølgelig frokosten, som løftede en helt almindelig hverdag til at blive til en dag, jeg kan tænke tilbage på og glædes ved. Det var i den grad livsforlængende. At det så kostede et par timers aftenarbejde i den anden ende, var blot en del af det indre regnskab, jeg måtte gøre op senere på dagen. 

For som man også siger: 

”There’s no such thing as a free lunch.”

Jeg bilder mig ind, at Gastros læsere oftere end andre ser stort på hamsterhjul og gøremål og lader sig rive med. Det er i den gode sags og smags tjeneste, vil jeg mene, og hvis vi ikke har den at leve for, så har vi jo intet. 

Hermed er opfordringen givet videre: Få en frokost i kalenderen. Det sætter kulør på tilværelsen. 

Tak for at læse Gastro og god fornøjelse med denne måneds magasin.