Café Dan Turell anmeldelse

Café Dan Turell anmeldelse

Kongstads anmeldelser: Middag i Museum Turell

Dengang i firserne hang Strunge og Søren Ulrik Thomsen i baren. Nu hænger der et stort Breitling-ur. Café Dan Turell revisited.

Dengang i 80erne mødtes jeg med Onde Åge på Café Dan Turell og så var vi sammen om ikke at høre til.
Vi var nogle af de yngre derinde, og jeg havde en klar fornemmelse af, at alle andre havde fået pladekontrakt. Ja, selvfølgelig var Nikolaj Steen ovre ved flipperautomaten yngre og havde pladekontrakt, men han var i en kategori for sig.

Synnøve Søe kunne man sagtens have talt med, tror jeg, men om jeg turde så hvidkalket i ansigtet, hun var. Strunge var der også, ved jeg, men jeg kunne ikke kende ham fra alle de andre, som man endnu ikke kunne navnene på.

Det blev Guld Tuborg på Den Ondes regning og måske lidt speed at knævre på.
Da Krasnapolsky i Vestergade åbnede i 1984, lokkede de alle kunstnere over med gratis druk, sværere var det ikke, og det dejligt nedslidte Dan Turell blev med tiden lurvet og forladt. Sådan er det bestemt ikke længere.

Jeg tog plads ved den fjerneste ende af baren eller nøjagtig dér, hvor jeg for tredive år siden lagde mærke til Martin Aamund og Thomas Langhoff og tænkte, at intet ville kunne bremse dem.

Pænt og nydeligt var der blevet. Gennemgående vinrødt, stadig de klassiske cafésofaer, franske lamper, ordentligt trægulv, hvide duge med papir øverst, en nysselig lille blomst i sin hvide vase.

Spiseafdelingen ligger til venstre og spiller fin under det store Breitlingur.
Det er et meget dyrt urmærke, hvis nogen skulle være i tvivl, og jeg går ud fra, at man ved at placere dette overdimensionerede ur så centralt ville puste til eventuelle drømme om et sorgløst liv med tennis, Chablis og havudsigt.

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed, vor tids svar på Nordbrandts Novemberdigt.
Det kulturelle vil man også inkludere, og derfor fungerer en rigtig bogreol som rumdeler.

Der står læderindbundne bøger med guldskrift på ryggen på reolen, bøger, som ved nærmere eftersyn viste sig at være kasserede biblioteksbøger.
Der er plexiglas om reolen, så man ikke kan tage bøgerne ned og læse i dem.
Under bøgerne, et lille stilleben bestående af en flaske Remy Martin XO og et skråtstillet cognacglas. Jamen dog.

Så vidt jeg er orienteret viste Dan Turell sig aldrig selv på stedet og en af de ting, som slog mig ved tilbagekomsten, var, hvor meget han alligevel fyldte derinde.

Spejlvæggene er plastret til med gamle bogforsider, coveret fra den legendariske plade med Sølvstjernerne hænger der, den store stofplakat fra hans søndagsoptræden på Café Victor 1982, en Euromanforside fra midthalvfemserne sågar, og ved toiletterne en af hans gamle læderveste i glas og ramme og et lille forklarende skilt:

”Vesten var en af Dan Turells yndlingsbeklædningsdele, og han havde den ofte på, når han var på turné.”

Således beriget.

Maden var bestemt ikke, hvad man kom der for dengang. Chili con carne med creme fraiche, var det vist, men siden har man sadlet om via adskillige ejerskifter og satser nu på spisende.

Det begynder klokken otte med morgenmad, og så er der brunch.
Dengang var der ikke noget, der hed brunch. Det skulle man til New York for at finde. I den amerikanske The Yuppie Handbook fra 1983 stod skrevet:

”En yuppie er en som:

1. Bor i eller tæt på en storby.
2. Hævder at være mellem 25 og 45
3. Stræber efter prestige, berømmelse, social status, anerkendelse, magt og penge.
4. Laver work out efter arbejde og spiser brunch i weekenden.”

Man kan da roligt sige, at den definition vandt hævd i eftertiden, og så er vi tilbage til Breitling-uret.

Spisekortet er i fuld effekt fra klokken 11 om formiddagen, og det temmelig generiske udvalg rummer eksempelvis sandwiches til 129 kroner, pastaretter fra 139 kroner - blandt andet med kylling, hvidvin, fløde og sød chili - burgere fra 129 til 189 for den med steak, og en række salater og side orders.

Fra det evige kort valgte jeg trøffelpasta som angivelig indeholdt: mørt oksekød, blandede grøntsager, stegte svampe, flødesauce med trøffel og friskrevet parmesan og fik en dyb tallerken fuld. Trøflen var til stede som essens i en olie, de stegte grøntsager manifesterede sig som et par tern af pastinak, af svampe stødte jeg på en halv østershat ,som smagte overraskende af ren og unedkogt dårlig hvidvin, og oksekødet var rent faktisk mørt, om end der ikke var meget af det.

Hvis parmesanosten var friskrevet, havde man bestræbt sig på at få den til at ligne de flager, man kan købe færdigrevet i bakker. Hovedbestanddelen var selvfølgelig pasta, her pennerør, og de var otte minutter over al dente, hvilket, tror jeg, kan skyldes, at man havde forkogt dem, for derefter at skille dem ad med fløde på panden.
Retten kostede 149 kroner, og det var den ikke værd.

Lige rundt om hjørnet hos Restaurationen kunne jeg have lagt seks kroner mere og fået terrine på hummer og poularde med hvide bønner og bisque, ja, jeg ved, at det er en uretfærdig sammenligning, men ikke desto mindre.

Min hovedret var plukket fra aftenkortet og hed unghanebryst toppet med krydderurter, og det var hvad jeg fik: En tallerken med bryst af udmærket kvalitet, som var stegt med lidt rosmarin. Brystet havde fået seks minutter for meget og var tørt, og det var jo det eneste, som ikke måtte ske.

På italiensk vis skal man vælge sin garniture til, og jeg bad om stegte svampe til 25 kroner, stegte grøntsager og rødvinssauce til 20 kroner, og fik lidt svampe som smagte besynderligt – måske havde de fået lidt af hvidvinen over sig – en rødvinssovs som smagte rent af rødvin, fordi man ikke havde brugt tid på at koge den ind og ikke havde givet den anden kraft at komme med end den undseelige, som stegeskyen fra et fedtfattigt bryst afstedkommer.

De stegte grøntsager var kartoffelbåde fra posen som havde været en tur i pomfritolien, og selv om der juridisk set ikke var noget at udsætte – en kartoffel betragtes som en grøntsag og stegte var de – har man grund til at tro, at stegte grøntsager afviger fra kartoffelbåde, fordi netop kartoffelbåde er en selvstændig sideorder.

Nå, nok om det, de smagte som den slags gør: ikke særlig godt.

Med tilvalg kom min hovedret op på 219 kroner, og det er alt for meget.
Der er dyrt på Café Dan Turell. En flaske økopilsner fra Royal koster 54 kroner, en almindelig sodavand 39 kroner og en caffé latte 55.

Jeg besluttede at besøge stedet endnu engang ved frokosttid, og der var mange besøgende, blandt andre en del turister, og nu ville jeg smage den brunch og bestilte en kande the - med th - fra AC Perchs thehandel. Jeg fik en lille kande kogt vand og et thebrev, og rent taktisk er det uforstandigt på den måde at afsløre overprisen.
Det fornemmes dyrt at give 49 kroner for kogt vand.
Det ville have været mere tåleligt, hvis man havde gjort sig den ulejlighed at smide brevet ned i vandet og servere færdig the.

Min brunch bestod af brunchpølser, som var tætte og varme og smagte godt af kød og sort peber, røræg af to-tre æg, som havde fået for længe på panden og var til den tørre side, to ruller italiensk skinke af ganske generisk kvalitet, en halv hollandsk tomat uden kraft, som havde været en tur i ovnen med en lille smule vanemozzarella og et drys krydderurt, to halve stykker almindeligt rugbrød med to skiver almindelig Port Salut over sig og et gensyn med rød peber og den lille drueklase som ostepynt, en lille skive meget fed røget laks med en klat udmærket dressing på rygeost, en lille skål finthakket melon, som jeg ikke rigtig kunne finde anbringelse til og to desserter: henholdsvis et lille glas youghurt med müsli og bær, som fungerede glimrende samt en foldet pandekage, som formodentlig var tiltænkt den lille skål jordbærcoulis og i øvrigt var kold.
198 kroner med the måtte jeg betale.

Konklusion:
Caf´Dan Turell er ikke hvad den var engang, og sådan skal det være. I dag er det et net og ganske hyggeligt Dan Turell-museum med heftige overpriser.
Tjeneren, som både var på arbejde aften og dag, var sød og velopdragen og tog godt mod sine gæster. Stedet ligger fantastisk og har potentiale til et comeback som en af byens førende barer, men jeg har fuld forståelse for, at man – antagelig af økonomiske årsager – vælger at køre stedet, som det er tilfældet nu:
Det er bare ikke noget for mig.

Karakter: Café Dan Turell, Store Regnegade 3 i København, får karakteren: 6 på den gamle 13-skala.

Madanmeldelsen er lavet i samarbejde med Bearnaise er dyrenes konge på Radio 24Syv. Hver lørdag anmelder Martin Kongstad en restaurant og taler med sin ledsager over maden. Alle tidligere udsendelser kan høres her.

LÆS OGSÅ: Martin Kongstads madanmeldelse: Det med spicy mener de alvorligt hos Ranees

LÆS OGSÅ: Hvem laver Københavns bedste taco?

LÆS OGSÅ: Madsucces i Aarhus: ”Her sker noget, som man ikke vil misse” 

 

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Martin Kongstad