...Aldrig før har kvalitetsniveauet været så højt ved en ølfestival afholdt i Danmark og sikkert heller ikke noget andet sted i verden.
__________
I 2012 arrangerede det danske bryggeri Mikkeller for første gang festivallen Copenhagen Beer Celebration. Intentionen var at arrangere en festival, hvor fokus alene var på kvalitet, og hvor ambitionerne om folkelighed var lagt væk. Der var ingen ambitioner om at vise folk, der ikke allerede vidste, at øl er andet end gennemsnitlig industripilsner. I stedet var ønsket at lave en festival med de bedste bryggerier i verden for det publikum, der allerede for længst havde opdaget, hvad craft beer kan levere af store smagsoplevelser. Samtidigt var det et ønske at gøre op med dogmet om, at mad på ølfestivaller som regel kan reduceres til tarvelig junk food ledsaget af dyppelse fra spand.
Det var egentlig meningen, at Copenhagen Beer Celebration 2012 skulle være en éngangsforeteelse, men succesen var så stor, at der rejste sig et folkekrav om, at festivallen skulle gentages.
Så i efteråret 2012 meldte Mikkeller ud, at der ville blive arrangeret en Copenhagen Beer Festival 2013.
Også denne gang var ambitionen at samle 30 af verdens bedste bryggerier, og tilmed bede dem om ikke bare at møde op med deres standard repertoire, men i stedet brygge nogle øl særligt til festivallen.
Billetterne blev sat til salg i november 2012 og dette formåede at lægge Billetnet ned, på samme måde som når U2, Springsteen m.fl. spiller i Parken. På få dage var samtlige billetter til de 3 sessions fordelt over 2 dage udsolgt. Ikke mange festivals for øl, vin, spiritus, mad…. kan prale af, at være i stand til at melde udsolgt mere end et halvt år i forvejen, hvilket illustrerer den store forhåndsinteresse for CBC.
Så forventningerne var store, da dørene til Copenhagen Beer Celebration 2013 blev åbnet fredag kl. 15. I løbet af få minutter var Sparta Hallen fyldt med knapt 1000 gæster, der straks kastede sig over øl fra bryggerier som Three Floyds, Kuhnhenn, Surly, Against the Grain, Westbrook, Cigar City, de Molen, The Kernel, Stillwater og mange flere.
Noget af det interessante ved, at bryggerierne var blevet bedt om at lave øl særligt til festivallen i tilgift til at medbringe nogle af de bedste fra deres normale sortiment, var, at det gav god mulighed for at få et indblik i, dels hvad trenden er i øjeblikket og samtidigt hvad den bliver i den nærmeste fremtid.
De sidste mange år har trenden været store, voldsomme og intense øl indenfor alle stilarter, men måske især Imperial Stout og Imperial IPA. Disse er bestemt ikke forsvundet helt, og helt forudsigeligt forsvandt beholdningen af Three Floyds legendariske Dark Lord meget hurtigt, da gæsterne havde fundet frem til standen. Det er bare ikke længere sådan, at alle og enhver stiller op med en stribe af disse tunge øl. I stedet har mange kastet sig over stilarter, der i højere grad inviterer til, at øllet drikkes snarere end at det smages. I parentes bemærket er det lidt det samme som man i disse år ser inden for vinens verden, hvor højoktan vine som Amarone, Barossa Valley Shiraz, sydfranske Grenachebaserede vine mv. glider i baggrunden til fordel for vine med mere friskhed og mindre alkohol.
Der var derfor masser af fremragende eksempler på en af undertegnedes yndlingstilarter, saison, på CBC.
Blandt disse kan fremhæves Stillwater Stateside Saison, Jester King Das Überkind og Cigar City Dos Costas Oeste Cedar Wood som eksempler på, at øl ikke behøver holde mere end 9% alkohol for at være endog rigtig komplekst og samtidig have en helt fantastisk letdrikkelighed over sig.
En anden trend, der var til at observere, var sours i næsten enhver afskygning. Om end der ikke var nogle egentlige lambics at finde, var der masser af andre gode syrlige øl. The Kernel fra London havde medbragt flere varianter af deres London Sour (både en straight version og en version med blommer) – en helt utroligt drikbar variant af den mælkesyrede øl, man normalt kender fra Berliner Weisse. Sidstnævnte stilart bød både Kernel og Brewdog i øvrigt på – begge meget lækre og i modsætning til originalen fra Berliner Kindl i Tyskland faktisk en fornøjelse at drikke uden frugtsaft. Westbrook fra South Carolina, der i min bog måske havde det mest konsistent høje niveau på hele festivallen, havde flere varianter af deres fremragende barley wine, hvoraf versionerne Funky Old Time og Grumpy Old Time havde fået et skud vildgærsbakterier og fremstod med en fantastisk kompleks, men diskret, syrlighed, der gav friskhed og drinkability til den ellers på alle måder store øl og dens 11% alkohol.
Interessant var det også at stifte bekendtskab med Siren fra England. Dette nystartede bryggeri headhuntede sidste år Ryan Witter-Merrithew fra jobbet som brygmester på Fanø Bryghus. Fanø var på de få år, Ryan var her, eksploderet kvalitetsmæssigt fra at være et bryggeri med dybe problemer til at være med blandt verdens 50 bedste bryggerier jf. sidste års rangliste fra www.ratebeer.com. En imponerende bedrift og siden han rejste, er Fanø igen begyndt at dale kvalitetsmæssigt. Jeg havde derfor glædet mig til at se, hvad Ryan med hans amerikanske tilgang og – i parentes bemærket – udprægede mangel på kærlighed til traditionelle engelske humlesorter ville få ud af mødet med britisk brygkultur. Jeg nåede kun at smage et enkelt eksempel, men det tegner endog særdeles lovende. Red Rind IPA – en IPA smagssat ikke kun med (amerikansk) humle men også med skallen fra røde grapefrugter og serveret som cask ale – var aldeles glimrende. Knapt så bitter som typisk US IPA, og med tydeligt præg af grapeskallen; frugtig og syrligt bitter.
Det bliver forhåbentligt ikke muligt for Mikkeller at modstå det helt naturlige pres for at gentage Copenhagen Beer Celebration igen, og således gøre dette til en institution; en årlig tradition, hvor København et par dage er centrum for et regulært topmøde mellem en række af de allerbedste bryggerier i verden.
/TH
__________
