Vinens verdenskort: Her er de 24 mest betydningsfulde personer i vinverdenen

Vi har forsøgt at udarbejde et vinens verdenskort med fokus på, hvem der er mest betydningsfuld i de forskellige vinproducerende lande.

Vores vinøse verdenskort fortæller vidt og bredt om aktuelle toneangivende vinpersonligheder og ikke mindst stilarter eller bevægelser, der enten er spændende, skøre, revolutionerende eller bare gammeldags. Listen er selvsagt dybt subjektiv, fuldstændig mangelfuld, men de udvalgte personer skal blot forstås som repræsentative, og den kunne sagtens være dobbelt så lang. Brug den til indsigt og inspiration for egne opdagelser.

Stephan Reinhardt
robertparker.com har slet ikke mere samme globale impact som engang, og Stephan Reinhardt laver slet ikke vin og kan som sådan ikke repræsentere nogen vinstil, men hans position på robertparker.com som Mr. Acid siger en del. Det amerikanske vinmedie forstod ikke de syreskarpe sager i mange år, men har nu ansat en specialist i riesling, chenin-blanc og koldklima pinot noir. Stephan Reinhardt hylder syren og hævder modigt, at alsacisk riesling har mere præg af terroir end tysk riesling på grund af markant lavere forbrug af sulfit. Hans læsere må være europæere, men mediet er nu ejet af en østasiatisk kapitalfond og har australske power-elsker Liza Perotti-Brown MW som chef. Vinguruer er ikke, hvad de har været.

Josef Leitz
Først pioner og derefter fornærmet, arrogant modstander og ekskluderet og nu igen godtaget af ’klubben’. Leitz laver riesling i Rheingau og hans hylende syrlige, men smertende mineralske udvridninger af klippesaft fra en hob af enkeltmarker havde tidligere for meget restsukker til accept blandt de tyske tørre og fine vines selskab. Leitz tegner en bevægelse, der vil bevare de historiske parceller, bruge fortidens visdom om stedets særlige evner og tilføre videnskabelighed og uhørt arbejdskrævende beskærings- og opbindingsteknikker for at vise, hvad Rheingau kan. Han er økolog, men andre steder i Rheingau går man videre (Peter-Jakob Kühn er fx biodynamisk, minimerer sulfitmængderne og giver riesling bærmekontakt som i Alsace og bryder helt med indgroede og i virkeligheden historisk ret nylige opfattelser af hvad tysk riesling er).

 

Frank Cornelissen
Hans vej er måske gået mod mainstream, men Cornelissen var blandt pionererne på bjergsiden af Etna, i ung vulkansk jord og fuldt fokus på øens indfødte nerello mascalese. For 10 år siden var hans vine skrupskøre eksperimentale vildskaber og reelt helt uden stedkarakter på grund af de oxidative elementer, men nu er hans vine stedsspecifikke udtryk for de såkaldte contrada uden helt at have mistet det skæve eller personlige. Han har været med til at gøre Etna til Italiens aktuelle idémageri og udgangspunkt for nogle af Europas mest paradoksalt cool-varme vine.

Marco Ricasoli-Firidolfi
Direkte efterkommer af navnkundige Bettino Ricasoli, Chianti-blandingens bagmand og ejer af domænet Rocca di Montegrossi i flækken Monti, hvor Marco Ricasoli-Firidolfi forfiner sangioveses udtryk. Hans vine er aldrig flamboyante, og han ville helst have Monti som en subzone under Chianti Classico. På den måde repræsenterer han både den gruppe lokalpatrioter, der vil have yderligere inddeling af Chianti, og ikke mindst den fornyede pionerforståelse for, hvad sangiovese kan, både på egen hånd og ikke mindst under indflydelse fra de indfødte sorter som især pugnitello og canaiolo, men også colorino, foglia tonda og malvasia nera. Han tegner ligeledes Toscanas rosébølge på tidligt høstet sangiovese.

Olga Fusati
Nærmest frisk fra skolen, ung chefvinmager på Tenuta del Ornellaia og medansvarlig for specielt de marktiltag, klimaændringerne har gjort nødvendige. Bolgheri og Toscanas kystområde generelt kæmper lidt med syren, som kan være for lav, og alkoholen, som kan være for højt, og beskærings- og opbindingsteknikken må ændres i marken. Det er den korrekte måde at modgå problemerne på – de skal IKKE løses i kælderen. Cabernet franc bliver også her opprioriteret, og i de seneste årgange af Ornellaia er der mesterlig friskhed. Masseto, stadig fremragende, bliver til gengæld endnu mere uopnåelig og repræsenterer desværre det pris-amok-løb, som ambitiøse kapitalstærke vinhuse vil have deres mikromængder ud i.

Alessandro Masnaghetti
Ubegribelig arbejdsiver og detaljekendskab har gjort Alessandro Masnaghetti til både bannerfører for subzoner i Chianti, klassifikation af vinmarker i Barolo og Napa Valleys første seriøse kartograf. Han laver ikke vin, men repræsenterer det nye modige kvalitetsfokuserede Italien og ikke mindst ønsket om at få samme terroir-image som de franske vinmarker og producenter. Hans hustru, Cristina Geminiani, på det lille Fattoria Zerbina i Emilia-Romagna laver til gengæld vin, især sangiovese, og har løftet en del af Norditalien, som normalt ikke kendes for topkvalitet, men hun er også en af landets kampivrige forsvarer af de indfødte druesorter, her konkret albana di romagna, som bliver til flydende guld i hendes hænder.

Franco Conterno
Han repræsenterer her den tydelige vej væk fra nye egefade og kort ekstraktionstid til nebbiolo. Poderi Aldo Conterno står generelt for den moderate gyldne middelvej og bliver dermed inkarnationen på den sammensmeltning af nymodens og gammeldags vinfremstilling som ses i Barolo. Huset kæmper også med de stigende alkoholprocenter og ændrer på opbindingsteknikken, mens de holder fast i de gamle varianter af nebbiolo som michet og lampia.

Peter Sisseck
Glem Parker-point og sekundærmarkedets priser for Pingus; Peter Sisseck er med her, fordi han er den videnskabelige biodynamiks fremmeste forkæmper og forsvarer af de gamle tempranillo-stokke i højderne i Ribera del Duero. I modsætning til hvad mange tror, står Sisseck for en næsten burgundisk forståelse af tempranillo, hvor lave høstudbytter fra gammelt plantemateriale (ikke kloner!!!) behandles nænsomt, nærmest som skrøbeligt porcelæn og fadanvendelsen er modereret. Samtidig har han været medinitiativtager til en kortlægning af Ribera del Dueros gamle marker og ikke mindst støtteprojektet for områdets ofte fattige jordejere med oprivningstruede stokke, kaldet PSI.

Sara Pèrez og René Barbier Jr.
Deres fædre var pionerer i genfødslen af Priorat tilbage i slutfirserne, men parret står nu for en interessant tilbagedrejning mod fortiden i området, der gik agurk i alkoholprocenter og internationale druesorter. Pèrez’ Mas Martinet laver højlandsgarnacha i floral og frisk udgave, kaldet Els Escurçons, og carignan, så syreelskere græder af glæde, kaldet Camí Pesseroles. Hun lagrer carignan oxidativt endda i glasflakoner og ikke mindst terracotta-amforaer, mens hendes mand, René Barbier Jr., på Clos Mogador nedprioriterer cabernet sauvignon og revitaliserer opfattelsen af seriøs hvid garnacha og ikke mindst maccabeo med bærmekontakt i vinen Nelin. De afsøger granitjordens mineralitetsfremmende evner i fællesprojektet i Montsant kaldet Venus la Universal Dido.

Eduardo Ojeda
Han er teknikeren i duoen Equipo Navazos, hvor Jesus Barquin er smageren og historikeren. De har skabt enestående kvalitet ved utrættelig afsøgning af glemte bodegaers hemmeligheder og glemte fade i kommercielt fokuserede kæmpebodegaer. De har genfødt den lagrede manzanilla og har sat barren i skyerne for, hvad palo cortado og amontillado kan være, men på en måde er deres vigtigste bidrag til sherry-feltet forståelsen for enkeltmarkens muligheder og ikke mindst florindflydelse på bordvinskategorien. De har vist helt nye sider af både palomino og pedro ximenez og har bragt fordums storhed til montilla – Andalusiens glemte hedvin … i et mylder af såkaldte bota-numre!

Xavier Gramona
Cava kan være lige så stort som champagne. Basta! Gramona viser vejen med biodynamisk drift i markerne, meget lang bærmekontakt i flasken, ofte op til 8-10 år og fokus på de to mest interessante sorter i Penedes, nemlig xarel-lo og maccabeo. Kvaliteten matches kun hos Recaredo, der oven i købet laver enkeltmarkscava, hånddegorgerer og stille superhvidvin på xarel-lo. De er hovedårsagerne til den nye Cava de Paraje-kategori.

Eben Sadie
Han repræsenterer en hel del her. Biodynamisk vindyrkning, Sydafrikas vinøse legeplads Swartland og ikke mindst fokus på Sydafrikas rigtig historiske druesorter som chenin blanc, cincault, grenache, palomino og tinto barrocca, gerne i hundredårsversioner. Han væltede hele sin egen filosofi på hovedet i 2009, hvor han indså, at nye fade, sen høst og maksimal ekstraktion var ren vinsminke. Han var initiativtager til bevægelsen Swartland Independent Producers, som fra 2010 kørte deres Swartland Revolution. Organisationen omfatter tro på terroir og ikke bare globale druesorter og høje høstudbytter. Landet bredt bobler fortsat af ung modkultur og virkelyst – Sydafrika er med Eben Sadie (og Chris Mullineux, Adi Baadenhorst, Craig Hawkins, Callie Low samt ikke mindst Peter-Allen Finlayson) det sjoveste oversøiske vinland lige nu.

Jon Frederik Capoul
Måske en overfortolkning med danskervinkel, men Jon Frederic Capoul repræsenterer en begyndende genopdagelse af det gamle Bordeaux og indre Gironde og Dordogne. Der ser ud til i dele af markedet at være efterspørgsel på sydvestfransk bid, snap og snerrende tannin. Bordeaux er måske verdens mest kontrastrige vinområde. Manpower, teknik og styling i vinmarken, perlegrus og restaurering for milliarder i den ene ende – håndværk, enmands- eller tomandsproduktioner, modenhedsproblematik og betalingsstandsning i den anden. Fælles er dog fokus på mere naturskånsomme dyrkningsmetoder og kærlighed til sorterne merlot og cabernet – der er jo ligesom en grund til de er verdensdruesorter.

Thibault Liger-Belair
Der går et spøgelse gennem Bourgogne. Det hedder helklaser og nul omstikning. Det var DRC, der startede det, men nu er DRC paradoksalt moderate. Pinot noir, der bobler, tannin, der snerrer og smager krydret i bedste fald, men grønt i værste fald. Thibault Liger-Belair repræsenterer den store pragmatiker-gruppe, som først og fremmest tilstræber nul sprøjtning, nul kunstgødning og nul kloner i marken, men som kan finde på at anvende hele klaser, ikke hver gang, men nogle gange, sænker anvendelsen af sulfit til de røde pinot noir markant og lader vinene stå på bærmen i samme fad gennem næsten to år. Ud af det kommer en lys frugtig, løftet og luftigt parfumeret rød bourgogne med næsten umærkeligt kulsyreprik. Nyt fad i moderate mængder.

Rudolphe Peters
Han er nærmest en undskyldning for sig selv, men hans vine taler så klart, at man kan spejle sig i dem. Han er bannerfører for Le Mesnil sur Oger og enkeltmarksaftapninger med sin Les Chetillons, men han er lige så meget en slags minifortolker af solera-princippet eller det gamle oprindelige champagneprincip om sammenstik af flere gamle årgange. Der er intet skævt eller skørt over ham eller hans vine, blot en slags endnu mere præcis udtryk for de typisk blanc de blanc-baserede prestigecuvéer fra huse som Taittinger og Ruinart. Rudolphe Peters arbejder IKKE med oxidative elementer, men er klart lige så meget ’bonde’ som de mere skæve eksistenser, vi ser i dag.

Erick De Sousa
Her havde det været oplagt at skrive Anselme Selosse, som klart har været mere banebrydende, men Anselme Selosses vine er gået ud af en lang tangent til et ensomt sted, hvor oxidative elementer gør vinene til noget, der ikke ligner champagne mere, mens Erick De Sousa tager det bedste fra den oxidative verden og forener med Avizes kraftfulde og fyldige, men stadig kalkede chardonnaystil. Dybden på hans champagner er svær at slå, men han burde gå ud ad enkeltmarkstangenten og lade os se, hvad han kan med ET sted. Han skal yderligere have ros for at holde priserne i ro.

Stephen Chambers
En enkelt mand skal tegne hele Australien i denne sammenhæng. Stephen Chambers repræsenterer den lille mands Australien. Det gamle og det banebrydende. Hedvin var Australiens vej til den vinøse verdenscene, og Chambers Rosewood står stadig stolt bag nogle af verdens mest unikke sukkersager, de oxiderede Rutherglen-vine på muscat og muscadelle. Husets unikke ’overbygning’ på Rutherglens solera-princip, alderen på grundvinene på op mod 100 år og ’bagningsmetoden’ a la madeira repræsenterer i denne sammenhæng alt det spændende, der foregår small scale i Australien i øjeblikket.

Bernice Ong og Julian Forewood
Ministry of Clouds. Man kan næsten hører det her er skørt. De ejer ingen marker, men opkøber frugt og sigter efter friskhed i samtlige vine. De anvender helklasegæring på syrah og grenache og får bid og kant frem. Andre af Australiens nybølgevinmagere anvender nul omstikning på chardonnay og genoptager og genopdager druesorter, der har vokset i det skjulte i landet siden sidst i 1800-tallet som palomino, assyrtiko, agiortiko og aglianico. Selv pinot noir kan fås i cool versioner fra Australien.

Pedro Parra
Han graver og graver. Og finder langsomt, men sikkert ud af, at Chile dyrker vin de forkerte steder – eller i hvert fald de forkerte druesorter de forkerte steder. Hans detaljemani har vist et utal af granittyper, og han understøtter vækkelsesbevægelsen i Maule, Itata og de højtliggende østlige dele af Colchagua og Cachapoal. Han er en af de få videnskabsmænd, der tør tale om jordbundens betydning for vinens tekstur og struktur og laver selv vin under minimum tre etiketter: Pedro Parra y Familia med fokus på oldingestokke af cincault, carignan og païs; Clos des Fous med fokus på cool climate chardonnay, pinot noir og carmenère; samt ikke mindst Aristos, der laver Chiles ubetinget største chardonnay. Parra viser, at Chile også er mangfoldighed og gamle vinstokke.

Brdr. Michelini
Chaos reigns! siger ræven i ‘Antichrist’. Ildevarslende, men også åbningsagtigt; nu kan der ske noget nyt. Brødrene Michelini laver vin under så mange etiketter, at man bliver forpustet. De leder Argentinas lille vinrevolution, hvor malbec pludselig får stedkendetegn fra kalkjord, vinificeres i amfora, gæres med stilkene, plukkes ultratidligt, sauvignon blanc får skindkontakt, bonarda gennemgår maceration carbonique, malbec gæres løbende i betonæg og får successivt modnende parcellers frugt tilføjet og torrontés gæres oxidativt. Hold nu fast: SuperUco har alle brødrene med, Gen de Alma er Gerardo Michelini med hustruen Andrea Mufatto, Plop! laves af samme duo, Via Revolucionaria laves af Matias Michelini, Montesco ligeledes af Matias, og Zorzal laves af Matias og Juan Pablo Michelini og sidst, men ikke mindst Passionate Wines, Matias’ eget vineri.

Beth Miliken-Novak
Hun laver ikke vinen selv, men ejer vingården Spottswoode i St. Helena Napa Valley og udstikker som sådan husets stil. Og den er, som den altid har været. Spottswoode er en af Napas klassicister, der gennem 90’erne og 00’erne blev glemt, de blev overhalet af modenhedsmonstrene, men som de seneste år er genophøjet til der, hvor de rettelig hører hjemme. Spottswoode, Dunn, Togni, Corison, de forsvarer alle en mere moderat kropslighed i cabernet sauvignon og har ingen problemer med lidt ’grønne’ toner, der kan friske op på Napas naturlige tendens til svulmende former. Beth Miliken-Novak er pludselig blevet kult, og det fortjener hun.

Gavin Chanin
Han laver pinot noir og chardonnay og hyldes specielt for de burgundiske chardonnayer. Gavin Chanin tænker som en kunstner, han bruger faktisk penslen og tegneblyanterne som en mester, og han repræsenterer den helt unge generation af californiske vinmagere, pragmatikere af hjertet, men dybest set også anti-establishment. Chanin plukker sin frugt, når han mener, den er moden, og det er et andet tidspunkt end de fleste, men han plejer også sine stokke, så frugten faktisk ER moden tidligere. Han bruger gerne hele klaser pinot noir i gæringen, men er ikke dogmatisk. Han laver fremragende cali-burgundere i både ejet navn og under Lutum-brandet.

Sashi Moorman og Rajat Pahr
De hører sammen, selvom de har egne soloprojekter, men med brands som Domaine de la Côte, Sandhi, Piedrasassi og Evening Land er de bannerfører for den lethedssøgende nye skole i Californien med fokus på druesorterne pinot noir, chardonnay og syrah. Vindblæste og iskolde marker er inspiration snarere end problemer. De anvender minimale mængder sulfit og næsten konsekvent hele klaser, også for syrah. Moorman og Pahr arbejder især ved Santa Barbara. Bevægelsens fremmeste repræsentanter i nord er Duncan Arnot Meyers og Nathan Lee Roberts fra Arnot-Roberts, som endda tør anvende de dybest set gammeldags, men trendy teknikker på cabernet sauvignon … og trousseau!

Ted Lemon
Han lærte sin metier af navnkundige Guy Roulot, og i dag er Ted Lemon både stilskaber og bannerfører for hele to trends i Californiens boblende vinmiljø: 1. mere præcision og geologisk/klimatisk styring på AVA-systemet og 2. biodynamisk markdrift. Ted Lemon arbejder kun i the real Sonoma Coast og tænker holistisk, uden at være religiøs eller hokus-pokus-influeret. Californien er, tro det eller ej, en af verdens mest restriktivt styrede og miljøbevidste vinstater og fokuserer bredt på bæredygtighed, men Ted Lemon tegner en voksende bevægelse, der vil gå endnu videre. Staten domineres overordnet fortsat af stedløs og kønsløs bulkvin, og Lemon præker gerne: Vin skal ikke laves på druer, der ligeså godt kunne være spisedruer.

LÆS MERE: Månedens drink: Lambrusco er langt bedre, end du (måske) aner

LÆS MERE: Supermarked: Peaky Blinders får whiskysalget til at stige

LÆS MERE: Sådan arbejder en vindetektiv