15 år efter ’Baby one more time’: Da Britney Spears ændrede popverdenen

15 år efter ’Baby one more time’: Da Britney Spears ændrede popverdenen
Offentliggjort

Ideen til den legendariske cheerleader-video, der på et øjeblik skabte en enorm bule i popkulturen, kom fra Britney Spears selv. Hun ville ifølge instruktøren bare danse rundt med nogle søde fyre i en skole. Og sådan blev det. Et simpelt koncept, ingen af de involverede havde forventet ville gå så vidt.

Umiddelbart kunne videoen til ’... Baby one more time’ ligne en kalkuleret fantasi fra et udspekuleret pladeselskab. Et ønske, om at tjene en skilling på Britney Spears' på en gang uskyldige og sexede udtryk. Men ifølge instruktøren Nigel Dick, der på The Daily Beast ser tilbage på et af pophistoriens største gennembrudshits her 15 år efter, kom mange af ideerne fra sangeren selv.

”Jeg var kommet med en idé, som alle havde afvist. Men de sagde, at Britney havde en idé, og at jeg skulle ringe til hende. Jeg var ikke meget for at tage imod ordrer fra en 16-årig. Men jeg tænkte, at hun måske havde en bedre forståelse for publikum, fordi hun var lige så gammel som vores målgruppe. Hendes forslag var, at hun ville være på en skole, dansende med en masse søde fyre. Og det blev ideens kerne.”

Se videoen her:

Hendes ikoniske outfit med skoleuniform og rottehaler var også Britneys egen idé. Nigel Dick havde foreslået flere forskellige udgaver af jeans og t-shirts, som de fleste skolepiger gik med, og han var noget skeptisk, da Britney foreslog skoleuniformen. Men både kostumedesigneren og produceren syntes, det var en god ide.

”Jeg har arbejdet med mange artister, og jeg har indset, at det er vigtigere, at det er dem og ikke mig, der trænger igennem i videoen. Jeg skræddersyr et suit for dem, men det er dem, der skal bære det.”

Nigel Dick var ansvarlig for flere af Britney Spears' videoer i begyndelsen som 'Sometimes', '(You Drive Me) Crazy', og 'Oops!…I Did It Again.'

Se videoen til 'Oops! ... I Did It Again' her:

Siden sit tidlige gennembrud har Britney Spears' karriere og liv rummet stor kommerciel succes, men også mange turbulente år med diverse indlæggelser på afvænnings- og psykiatriske klinikker. De fleste husker en karseklippet Britney Spears med et manisk blik i øjnene.

Hendes nedtur kulminerede i 2008, da hun mistede forældreretten til sine to børn. De senere år har Britney Spears dog fået bedre styr på det virak, der har præget hendes tilværelse siden hun debuterede som blot 16-årig. Sidste år var hun ifølge Forbes Magazine den bedste betalte kvindelige musikere med en indtjening på 58 millioner dollars.

I december i år kommer hendes nye album ’Britney Jean’, hvorfra førstesinglen ’Work Bitch’ kom i september 2013. Lyt her:

FACEBOOK Bliv ven med Euroman