Artiklen blev trykt i Euroman, uden TV2 var blevet forelagt Anders Langballes kritik. Vi har efterfølgende inviteret TV2 til at kommentere web-versionen af artiklen, men det har TV2 ikke ønsket.


Som ung politisk journalist blev jeg opflasket med kulturen på Ekstra Bladet, hvor man levede for sit fag. Vi kørte med sen deadline, der var altid masser af smøger og bajere på bordet, og vi gjorde altid en dyd ud af, at vi først begyndte at lave avis sent om aftenen. Jeg var på arbejde hele tiden.

Da jeg begyndte som politisk redaktør på TV 2, var jeg sikker på, at jeg havde fået drømmejobbet. Det var det helt rigtige for mig. Jeg havde en brændende interesse for politik, og jeg blev opslugt af spillet i det. Politik er et meget specielt håndværk, og du skal kunne læse politikerne og forstå, at det, de siger, ofte betyder noget helt andet end de ord, der kommer ud af munden på dem, fordi de har dags-ordener på kryds og tværs. Det var jeg dygtig til, måske fordi jeg havde været politisk aktiv, før jeg blev journalist.

Jeg var altid til rådighed, og jeg arbejdede nærmest døgnet rundt. I midten af november 2017 var der kommunalvalg, og vi lavede en plan for, at jeg som politisk redaktør skulle følge alle parti-lederne en hel dag. Det vil sige, at jeg fulgte hver partileder fra tidlig morgen til sen aften, og så lavede jeg fjernsyn i løbet af dagen, hvor vi også klippede det sammen til en halv times program.

En af dagene sluttede sent om aftenen på Sjælland, og så kunne jeg lige præcis nå det sidste fly til Aalborg. Der blev jeg hentet i lufthavnen, og så kørte vi til Thisted. Næste morgen klokken syv skulle jeg følges med Mette Frederiksen hele den dag. Jeg var stresset, og indimellem føltes det, som om at alt smeltede sammen om ørene på mig.

På TV 2 oplevede jeg ofte en brutal og meget maskulin ledelsesfacon, hvor det ikke var en mulighed, at man var ved at knække sammen. Jeg kunne ikke være politisk redaktør, stærk mand og samtidig være ved at dø af stress. Der var dele af ledelseslaget, der bare ikke kunne forstå det. De syntes, jeg var hysterisk: Jeg kunne jo bare sige fra …

Den 19. november 2017 sendte jeg en mail til min chef, hvor der stod, at jeg blev nødt til at få noget hjælp. Jeg var kørt helt i bund. Vi justerede lidt på mine opgaver, så gik der få måneder, og så havde jeg endnu mere arbejde, end da jeg sendte den mail. Mine råb om hjælp blev ikke taget seriøst.

Et år senere sygemeldte jeg mig for vel første gang i min tid på TV 2. Det var en torsdag aften. Efterfølgende var melodien fra min øverste chef, at hvis jeg ikke kunne klare mosten, var jeg velkommen til at smutte. Mandag morgen mødtes jeg med min nærmeste chef for at tale om det. Jeg sagde til hende: ’Det her bliver nødt til at stoppe. I er simpelthen ved at slå mig ihjel.’ Efter vores snak gik vi til et andet møde sammen, og der fik jeg en blodprop i hjernen.

Næste dag lå jeg på en stue på Rigshospitalet. Min gode ven Kristian var der. Jeg forstod ikke rigtig, hvad der foregik, og jeg lå i min seng pakket ind i ledninger. En ung læge kom ind og fortalte, at det ikke så særlig godt ud med mig, og at blodproppen sad i venstre side af hjernen, hvor talecentret er placeret. ’Han får nok aldrig sit sprog igen,’ sagde lægen. Det var første gang, jeg tænkte, at det her var alvorligt.

Få dage efter blodproppen kunne jeg ikke læse, jeg kunne knap nok tale, og jeg kunne ikke selv manøvrere rundt i min kalender. Men alligevel kunne jeg kommunikere til min kæreste, at mine aftaler om 14 dage ikke skulle aflyses, for der var jeg helt sikkert tilbage på arbejde igen. Jeg havde brug for at bevise, at det kunne jeg sagtens. Der endte med at gå lang tid, før jeg kunne begynde at fungere nogenlunde normalt igen.

Når man får en skade i hjernen, ved man jo ikke, hvordan man reagerer i forskellige situationer. Da jeg havde været indlagt i noget tid, måtte jeg komme ud fra hospitalet med en ledsager. De skulle observere, om jeg kunne finde ud af at færdes i trafikken, eller om jeg fx kunne finde på at gå over for rødt. De havde også en øvelejlighed på hospitalet, hvor jeg skulle prøve at komme tilbage til livet. Jeg skulle fx vise, at jeg kunne lave en kop te eller riste et stykke brød.

Da jeg endelig blev sendt hjem, kom der nogen fra genoptræningscenteret, der skulle følge mig, mens jeg for-beredte en middag og ordnede ting i hjemmet. Jeg lavede frikadeller med kartofler og brun sovs, og så stod de og observerede, om det gik godt. Til sidst skulle jeg støvsuge. Evalueringen viste, at det gik rigtigt fint. Jeg kunne godt lave mad, kartoflerne var velkogte, og de kom på bordet samtidig med frikadellerne.

Men de mente, at jeg havde en meget aggressiv måde at støvsuge på, og at jeg ikke var så vanvittig god til det. Så nu har jeg faktisk papir på, at jeg er dårlig til at støvsuge, og det kan jeg da måske godt bruge til noget herhjemme, (griner, red.).

Jeg spørger tit dem, der er tættest på mig: ’I har kendt mig i mange år. Hvor skadet er jeg?’ Det er der jo ikke nogen, der kan svare på. Det er frustrerende. For noget tid siden sagde en af mine gode venner: ’Ved du hvad, nu har du spurgt om det så mange gange, og jeg kan jo for helvede ikke svare på, hvor meget dummere du er blevet.

På nogle punkter er du måske blevet 20 procent dummere, men du havde også virkelig en stor kapacitet før, så du halter jo ikke bagefter. Og på andre punkter er du blevet meget klogere, fordi du har nogle refleksioner, som du ikke havde tidligere.’

Sidste år blev jeg kommunikationschef i Danske Handicaporganisationer. Det gav mening for mig at bruge min egen erfaring fra sundhedsvæsenet i mit arbejde. Jeg har jo stadigvæk en stor interesse for politik, men jeg er virkelig glad for, at jeg ikke er så aktiv en del af miljøet på Christiansborg. Jeg fortryder ikke, at jeg har været der, selvom prisen for det har været skrækkelig for mig.

Det har været hele mit liv, og jeg har taget så meget med fra det. Det er en fascinerende verden, men det er også en fuldstændig lukket og tom verden, for det handler bare om nogle mekanismer, hvor man puster sig selv op og river nogle andre ned. Den del savner jeg ikke.

Mit sprog kan stadig drille mig, og nogle gange kan jeg ikke finde ordene. Mine læger er fortrøstningsfulde og tror, at jeg nok skal komme tilbage til noget, der næsten er mit gamle niveau. Men det forudsætter, at jeg har lært noget af de oplevelser, jeg har været igennem. Jeg skal lære at håndtere min egen stress og have fokus på andre værdier i livet. Det mener jeg også, at jeg har fået, men jeg er stadig bekymret for, om jeg på et tidspunkt vil være dum nok til at falde tilbage i mine gamle vaner fra TV 2, hvor jeg pressede mig selv for hårdt.

Det fylder fandeme meget for mig, og det er grunden til, at jeg fortæller om mine oplevelser og har skrevet min bog, ’Forfra’. Jeg har brug for at sige det højt, fordi jeg synes, at det er vigtigt, at vi taler åbent om den barske arbejds- og ledelseskultur, der eksisterer i blandt andet medieverdenen og i politik, så vi kan lære at gøre det bedre. Det tilkommer ikke mig at moralisere. Slet ikke. Men hvis det kan gøre, at andre ikke skal falde, som jeg gjorde det, så har jeg gjort noget.

’Forfra’ udkommer 26. april på Forlaget 28B.