Hvor orienterer du dig, når du står op?

”Jeg tænder for P1 Morgen som det første. Det er blevet en rar morgenrutine og en god måde at få et bredt nyhedsoverblik på. De slutter altid sendingen af med at snakke om et eller andet dyr, som gør mig dejligt arrig.

Jeg synes, det er et åndssvagt og ligegyldigt indslag, men jeg kan godt lide at blive skudt afsted med lidt vrede i kroppen, for så vågner jeg rigtigt op og bliver klar til dagen.”

Hvordan holder du dig ellers opdateret?

”Jeg bruger især Twitter til at danne mig et overblik over den aktuelle dagsorden. Kunsten på Twitter er at gå udenom alle skænderierne og finde de dygtige journalister, der er ivrige efter at vise deres gode historier.

Hvis kan man navigere rundt om Rasmus Jarlov og Rasmus Stoklund, der skændes, er der guld at hente på Twitter. En gang imellem skæver jeg også til CNN og Reuters, men det er mest de danske medier, jeg holder øje med på grund af mit job.”

Hvilke sociale medier bruger du?

”Facebook og Instagram. De sociale medier er blevet gode til at gøre nyhedsoverblikket overskueligt, og selvom jeg ikke holder aviser, er jeg altid opdateret på nyhederne og kan tale med om det meste.

Jeg bruger også Reels, Instagrams version af TikTok, en del. Det er ligesom flow-tv på speed, hvor man får en blanding af informativt og ligegyldigt indhold smidt i hovedet, hvilket er meget rart.”

Hvorfor er du ikke avisabonnent?

”Jeg er simpelthen for rastløs til at sætte mig ned og læse dem. Min nabo holder Information og tilbyder ofte, at jeg gerne må læse den, når hun er færdig. Jeg får dog aldrig fulgt op på tilbuddet, for jeg ved, at jeg ikke får det gjort. Det er ikke aviserne, den er gal med, det er mig.”

Hvilke podcasts hører du?

”Jeg kan godt lide at lytte til Altingets ’#dkpol’, og her fortjener værten Esben Schjørring at blive nævnt. Han er virkelig intelligent og god til at sætte tingene i et historisk perspektiv, hvilket jeg elsker.

BT’s ’Slottet & Sumpen’ nyder jeg også at høre, og jeg synes faktisk, at Joachim B. Olsen er den mest begavede politiske analytiker, vi har herhjemme. Han er utrolig skarp i sine analyser, og det er et plus, at han selv har været i spillet.

Derudover er jeg også fan af cykelsport og lytter med stor fornøjelse til cykelpodcasts som ’Radio Tour’, ’The Cycling Podcast’ og ’Forhjulslir’.”

Camilla Boraghi

(f. 1992) Reporter på ’Tæt på sandheden’ på DR. Tidligere journalist og vært på Den Uafhængige, P3 og det oprindelige Radio24syv. Desuden i dag vært på DR-podcasten ’Knaldperler’.

Har en professionsbachelor i kommunikation fra DMJX. Bor i København med sin kæreste.