Shu-bi-dua

Det mørke kapitel i Shu-bi-duas historie: På toppen af succesen brækkede bandet over i druk, svigt og sceneskræk

Nyt lys på Danmarks bedst sælgende band.

De havde netop udgivet deres måske bedste plade, ’Syveren’, der både kreativt og kommercielt slog dem fast som tidens mest toneangivende danske popband. Men sammenholdet i shubberne var ved at smuldre. Danmarks Radio skulle lave et portræt af dem og havde fået lov til at tage i sommerhus med bandet. Her skulle de vise, hvordan de skrev deres sjove sange.

Den sommerhus-seance blev tæppefaldet for det oprindelige og originale Shu-bi-dua.

”Jeg husker den tur som dødssyg. Og det virker heller ikke ret glad, når man ser det. Da vi kørte vi hjem til vores hus og stod på trappen, sagde vi til hinanden: Det her gider vi ikke mere.”

Sådan fortæller guitarist og sangskriver Michael Hardinger i en ny dansk dokumentarfilm, ‘Fluer i Kødbyen’, som kommer på DR 12. november. Her fortælles en historie om Shu-bi-dua, som de færreste kender til.

En fortælling om, hvordan de på toppen af karrieren bogstaveligt talt blev splittet i to dele, da den ene halvdel sparkede den anden på porten. Hvordan druk, skænderier og sceneskræk splittede en ellers uovervindelig enhed.   

Alle danskere kender godt Shu-bi-dua. Deres musik vækker for de fleste klare minder til deres barndom eller ungdom med deres ’Vuffeli-Vov’, hvalen ’Hvalborg’ og ’Midsommersangen’, der hvert år lægger lydsporet, når Sankthans-bålene tændes.

Bandet er en så indgroet institution, at de er smeltet sammen med vores opfattelse af den danske folkesjæl med alt, hvad den indeholder af hygge-humor og syng-med-sange.

Nogle husker dem med glæde fra bandets storhedstid, andre med væmmelse og foragt for deres kunstneriske fald. Men hvordan lykkedes det dem at blive Danmarks største band, og hvorfor kunne de ikke kunne holde den kreative kadence?

Det er journalist Janus Køster-Rasmussen, der har opsøgt medlemmerne fra det originale band, der bragede igennem allerede fra den første single ’Fed rock’ af. Men hvorfor ripper op i historien omkring et af Danmarks kæreste klenodier?

”Det har aldrig været cool at sige, at man kan lide Shu-bi-dua. Og jeg synes, mange har glemt, hvor sjove og kreative de var. Da jeg begyndte at grave i bandets historie, blev jeg mødt af vantro fra især ældre kolleger, for hvis man var en del af en smagselite, måtte man jo ikke lytte til dem. De kunne slet ikke forstå, at jeg ville lave noget om det. Og det kan jeg altid godt lide, for det er et tegn på, at man er ved at røre ved et eller andet,” fortæller han.

Et af de medlemmer, der fik sparket, da det gik allerbedst, er trommeslageren Bosse Hall Christensen. Selv Gasolin og Kim Larsen måtte på det tidspunkt skule til shubbernes salgstal. Da det gik bedst, sad Shu-bi-dua på 1., 2., 3. og 4. pladsen på hitlisten på samme tid med deres fire første albums.

Men bandet blev splittet. Den ene halvdel, der bestod af Michael Hardinger, Michael Bundesen og Claus Asmussen var trætte af den anden halvdel bestående af Bosse, Kim Daugaard og Jens Tage Nielsen.

De førstnævnte ville fjerne Shu-bi-dua fra det mere legende tekstunivers til et mere seriøst popband. Og så var der ikke mindst de personlige konflikter.

Jens Tage Nielsen brød sig ikke længere om at spille live og måtte have op til to stand ins, når de tog på deres omfattende turneer. Og Bosse havde i popstjerne-tilværelsen udviklet et galopperende alkoholmisbrug.


Bosse Hall Christensen.

”Min alkoholisme var ikke på sit højeste på det tidspunkt, men den var stor nok til, at den var synlig,” fortæller Bosse Hall Christensen i dag og fortsætter:

”Jeg var også et brokkehoved og råbte hele tiden op. Jeg var tit uenig med især Michael Bundesen og Hardinger. De ville gerne føre bandet over i noget, som måske ikke umiddelbart var dansk top, men som det endte med at blive. Og jeg kæmpede imod af alle kræfter. Fx hadede jeg ’Vuffeli-Vov, som jo endte med at blive vores største hit. Den sang syntes jeg simpelthen var for dum for os.”

Inden da var gået mange lykkelige år for et band, der var blevet født ved en tilfældighed. Michael Hardinger og Michael Bundesen mødtes på DR, hvor sidstnævnte var vært for et program for ældre.

Til satireredaktionen lavede Michael Bundesen og Jens Tage Nielsen nummeret ’Fed Rock’, og efter første afspilning i radioen skabte det en lytterstorm fra folk, der ville have fat i singlen.

Flere pladeselskaber fik også øre for de sjove tekster og den fængende melodi, og Shu-bi-dua blev lynhurtigt dannet for at indspille nummeret. Bandet bestod af sammenbragte venner, og alle havde de rødder i det bedre borgerskab nord for København.

Det var ikke som Gasolin født ud af hverken en indre eller ydre nødvendighed. Det var fra begyndelsen sjov og ballade. Og de var meget forskellige. Men netop den sammenbragte enhed med vidt forskellige hoveder og indfald skulle blive kimen til den sejlivede succes.

”I starten var vi alle for en, og vi sad sammen og skrev det hele. Det var meget drengerøvsagtigt alt det, der pludselig kom på plade.”

På samme måde som numrene let kom til bandet, gjorde succesen det samme. Folk tog de sjove indfald, udtryk og vendinger til sig, og deres tilgang til sproget ændrede, hvad man kunne eller ikke kunne på dansk.

”Tiderne var anderledes, og i dag undrer man sig måske over, hvordan det kunne skabe så meget furore, men vi var banebrydende. Primært på teksterne. Man var ikke vant til, at nogle turde putte det sprog ned i rillerne. Man brugte aldrig ordet sgu, og vi talte om at ryge fed og sang: 'Sikken en dulle, sikken en balle, sikken et numsehul.'”

Der var i mange år et stærkt sammenhold i bandet, og flere af dem tog blandt andet på ferier sammen. På album nummer tre rykkede bandet op i en ny liga. Det var slut med bare at putte sjove tekster på allerede eksisterende udenlandske melodier, og de begyndte at lave alle melodierne selv. Det er her, de har numre som ’Hvalborg’, ’Tryk på’ og ’Nam-nam’.

Det var også meningen, at ’Vuffeli-Vov’ skulle have været med, men Bosse nedlagde veto mod sangen. Da de på album nummer fire stod og manglede en sang kom den med alligevel.

Og netop den sang blev brohovedet på det helt store folkelige gennembrud. ’Shu-bi-Dua 4’ har til dags dato solgt over 500.000 plader og har for nylig overgået Kim Larsens ’Midt om natten’ som den mest solgte danske plade nogensinde.

 

Men det glade popliv sled på medlemmerne og sammenholdet. Især keyboardspilleren Jens Tage og Bosse Hall Christensen kæmpede for at holde fast i det legende univers, mens Michael Bundesen og Michael Hardinger ville i en mere seriøs retning. 

Shu-bi-dua var blevet big business, og der var ikke længere samme plads til, at alle skulle ind over og have deres mening. Der var ikke plads til sceneskræk og druk. Efter de udgav syveren kom det til et opgør. Michael Bundesen var forsanger og talsmand udadtil, mens Michael Hardinger skrev mange af sangene.

De to købte hus sammen, og de blev enige om, at der skulle ske noget. Der skulle strammes nogle baller. De var rigtig trætte af Bosses druk, som var begyndt at spænde ben for arbejdet.



Når man åbner album nummer fire, er der et stort opslag af bandet, hvor de sidder og nyder lidt rødvin og øl. Under seancen var Bosse blevet rigtig fuld, og mens de andre tog videre i studiet for at indspille, kørte Bosse hjem og sov den ud. Alle de episoder blev for meget for blandt andre Michael Hardinger, som han fortæller i filmen.

”Jeg har det svært med folk, der har et misbrug. Der er jeg nok ikke så forstående.”

Det endte med, at den ene halvdel den ene halvdel med Hardinger og Bundesen fyrede den anden halvdel.

 ”De ville fortsætte uden os, og så fik vi andre et gyldent håndtryk. Det handlede jo om mange penge, og der var advokater på,” fortæller Bosse i dag og fortsætter:

”Det tog rigtig hårdt på mig. Det var min identitet. Det var min drengedrøm om at leve af musikken, der var gået i opfyldelse. Det var også mit levebrød. Jeg havde lavet Shu-bi-dua i 10 år, så det var også svært mentalt at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Har man først smagt på det søde liv, svinger det altså rigtig godt, og 9-17 svinger altså ikke ret meget.”

 

 

Bosse kom dog ud i erhvervslivet igen og skabte et af Danmarks største lydstudier, der lavede stribevis af succesfulde reklamekampagner. Kreativiteten fra bandet tager han med og lavede blandt andet slogans for ’De gule sider – findes det, findes det her’, ’B.T. – så sker der noget’, og så lagde han stemme til Tigeren Tony fra Kellogs.

Alkoholmisbruget tog han dog også med i sin nye karriere. Det gjorde, at han efter mange succesfulde år begyndte at tage de forkerte forretningsmæssige beslutninger. I starten af nullerne gik han konkurs og måtte afhænde en stor købmandsgård i Nyhan, sin Porche i Nyhavn og villaen i Gentofte. 

Samtidigt kunne han se Shu-bi-dua forvandle sig til noget, han ikke længere kunne genkende.

”Jeg blev tvunget til at stoppe på toppen, og det skulle de andre også have gjort,” siger han og griner.

”Derfra gik det ned af bakke. Det gik lige på 8’eren og 9’eren. Men derfra blev det meget dansktoppet og mainstream. Da jeg hørte det nummer ’Kære Lone’ til Lone Dybkjær tænkte jeg, hold kæft, skal mit band lægge navn til det? Det blev trukket gennem sølet. Og jeg var enormt bitter.”

I eftertiden har deres store konkurrent Gasolin fået et flot eftermæle, mens Shu-bi-dua, i hvert fald blandt mange meningsdannere, længe blev betragtet som platte og populistiske. De mange senere albums op gennem 90’erne og 00’erne fortyndede brandet gevaldigt, mener Janus Køster Rasmussen. Og på den måde kan opfattelsen af magtkampen måske også ses i et andet lys i dag.

”Dem, der blev fyret i 81, fremstod jo dengang som taberne i den magtkamp, der var i bandet. Men bandet tabte måske noget afgørende, da de blev splittet.”

I filmen siger en af dem på det ’vindende’ hold, Claus Asmussen, at Shu-bi-dua ikke var så sjovt længere, efter de havde sparket de andre ud. Men Janus Køster-Rasmussen mener, at det er svært at fælde en dom nu så mange år efter.

”Man kan jo godt forstå strammeholdet med Hardinger og Bundesen. De kunne ikke holde ud, at den ene blev alkoholiker, og den anden ikke kunne lide at gå på scenen. De ville gerne udvikle sig.”

I dag er Bosse ædru efter en tur i AA, og han har fået tilgivelse fra sine børn og nærmeste for de turbulente år, han slæbte dem igennem. I forbindelse med premieren på en musical, der er lavet over Shu-bi-duas musik, fik for første gang samlet det oprindelige hold fra dengang. Og flere af dem skal holde julefrokost sammen. Samtidigt spiller Claus Asmussen, Bosse Hall Christensen og andre nye navne stadig de gamle sange under navnet Shu-bi or not Shu-bi.

Når journalist Janus Køster-Rasmussen skal bedømme Shu-bi-duas betydning for eftertiden er det svært at skelne fra hans egen personlige minder med bandet.

”Da jeg gik i folkeskole havde vi et bordtennisbord, hvor vi spillede rundt-om-bordet og altid havde Shu-bi-dua på båndoptageren, og deres musik vil jeg altid forbinde med den tid. Og sådan tror jeg, mange har det. De var jo på mange måder forløbere for 90’er ironien. Og de legede jo med sproget og opfandt udtryk som fx Malk De Kojn også kan. Det var altid med tungen-i-kinden, og vi mener det aldrig helt alvorligt,” siger han og fortsætter:

”Når man laver pis med det hele, er måske sværere at holde af end Gasolins meget romantiske og rene følelser som ’This Is My Life’. Men der ligger altså en række rigtig gode melodier og fremragende tekster i Shu-bi-duas store katalog, som også kan noget i dag.”

LÆS OGSÅ: 11 nedslagspunkter i Coster-Waldaus liv

LÆS OGSÅ: På turné med Lukas Graham
  
LÆS OGSÅ: Thomas Eje: "Når man som jeg nærmer sig 60 og har prøvet at være ung, ved man også, at når man er ung, ved man ikke en skid"