Puk Damsgård: "Det er enhver forfatters drøm og mareridt at få sin bog filmatiseret"

Det er enhver forfatters drøm og mareridt at få sin bog filmatiseret. En drøm, fordi jeg har storhedsvanvid på min histories vegne. Jeg skriver en bog overbevist om, at netop dén fortælling er verdens væsentligste. En filmatisering er samtidig et mareridt, da det indebærer en kunstnerisk proces og fortolkning ind i et andet univers fra bog til film. Det er som at overlade sin nyfødte til en fremmed. Min baby, ’Ser du månen, Daniel’, er tilmed et stykke virkelighed, som skal transformeres til spillefilm, der har en anden fortolkningsret. Historien skal i filmen have et nyt og andet liv.

Som journalist er jeg optaget af præcise og detaljerede beskrivelser af virkeligheden. Da jeg skrev bogen og var i sidste fase af redigeringen og faktatjekkede hver en linje, vågnede jeg med mareridt om, at samtlige vokaler gik tabt i trykningen af bogen. Da jeg skrev ’Den sorte kat i Mosul’ drømte jeg, at forlaget havde erstattet teksten med vaskebjørne. Om natten spøger journalistens angst for at udgive noget, der ikke er rigtigt.

Derfor var det afgørende, hvem denne fremmede var, som skulle rumstere med historien. Da der tikkede en mail ind fra Hollywood, som ville købe filmrettighederne, var jeg smigret, men sikker. Babyen skulle ikke over Atlanten, hvor jeg ville tabe al kontakt og kontrol. Det handlede mindst om min egen forfængelighed. Det handlede mere om, at filmen skulle produceres med respekt for de mennesker, hvis historie skulle fortælles. Hvis jeg solgte filmrettighederne, stod jeg også med ansvaret over for de medvirkende i bogen. De skulle kunne se sig selv i det.

Jeg drak kaffe med flere danske filmproducenter. Jeg valgte et hold, der ikke viftede med meritter eller serverede fancy kaffebønner, men som sad foran mig som mennesker. Jeg valgte dem, jeg kunne mærke, og som havde læst bogen og gjort sig tanker, inden de henvendte sig. For det – fandt jeg ud af – var ingen selvfølge.