Et af årets største virale hits gav os en masse ømme kys. Nu får vi i stedet varme kinder. 

Der har tidligere været efterligninger af filminstruktøren Tatia Pilievas 'Kyssende fremmede'. Der har blandt andet været den homoseksuelle udgave. 

Men den nyeste udgave (der også allerede er et viralt hit) er den sjoveste. Det er den unge manuskriptforfatter Max Landis, der har sat sig for at dokumentere, hvad der sker mellem mennesker, når deres første møde er forbundet med en vis smerte. 

Ligesom der var mange forskellige kys, får vi også her mange udgaver af lussingen. Og generelt må man sige, at de går til stålet. 

Den lille film kalder han ’The Slap’, og den er sjovere og mere varm, end man umiddelbart skulle tro.