Victoria Carmen Sonne var afhængig af film som barn, snød sig ind i biografen og blev et af Danmarks største skuespiltalenter scroll-down

Victoria Carmen Sonne var afhængig af film som barn, snød sig ind i biografen og blev et af Danmarks største skuespiltalenter

Victoria Carmen Sonne har, trods sin unge alder, både en Robert og to Bodil-priser stående på hylden derhjemme. Nu er hun aktuel i Daniel Denciks ’Miss Osaka’, hvor hun spiller Ines, der stjæler en anden kvindes flybillet og pas og tager til Japan og forsøger at kopiere hendes liv. Her fortæller Victoria Carmen Sonne om, hvordan film har præget hende, om at snige sig ind i en biograf uden billet, og om hvordan hun forberedte sig til den nye hovedrolle.

Af Nina Buth Olsen
Kultur Euroman

Som barn var jeg nærmest afhængig af at se film. Jeg var ret heldig, for hver gang jeg besøgte mine bedsteforældre, gav de mig et nyt VHS-bånd. Jeg opbyggede en ret stor samling. Når jeg havde set en film færdig, skyndte jeg mig at spole den tilbage og begyndte at synge, så ingen kunne høre det. Så satte jeg båndet i gang igen i håb om, at jeg kunne se filmen en gang til.

Jeg gik også meget i biografen, da jeg voksede op. Det var dyrt, men det blev prioriteret i min familie. I mine ungdomsår boede jeg tæt på Grand i København, en biograf jeg holder meget af. Jeg gik på en cirkusskole, havde skæve arbejdstider og derfor ofte fri om formiddagen, så der var jeg tit inde og se film. Jeg havde ingen penge, men fandt ud af, at man kunne snige sig ind. Hvis man kom i morgentimerne, kunne man ofte undgå at få tjekket sin billet, fordi der ikke var så mange på arbejde. Nogle gange købte jeg også en billet, men hustlede mig til en film mere ved at gå ud i baggården, ryge en cigaret eller to, og når den næste film gik i gang, kunne jeg smutte ind og se den. Jeg har så mange gode minder fra Grand. Og jeg håber virkelig, at de tilgiver mig, hvis de læser dette.

Som 13-årig fik jeg et job i Playtime Video i Husum. Jeg gik bare ind og spurgte, om de manglede nogen, og det gjorde de. Det var aftalen, at jeg måtte låne alle de film, jeg ville, og der var ikke så meget at lave i butikken, så jeg fik virkelig set meget der.

En dag var jeg på vej i skole med bussen, da jeg i en af de hedengangne gratisaviser så et opslag om en audition, der søgte unge skuespillere. Jeg genkendte navnet på instruktøren fra film, jeg havde set i Playtime, og mødte op til en åben casting. Sådan fik jeg min første rolle. Det faldt mig meget naturligt at lave karakterarbejdet og analysere teksterne. Det kunne jeg på en eller anden måde bare forstå.

Jeg begyndte i gymnasiet, men droppede ud efter halvanden måned og startede i stedet på cirkusskolen AFUK. Der havde jeg en lærer, som syntes, at jeg lyste særligt op, når vi lavede improvisationsteater. Hun opfordrede mig til at søge ind på skuespilskolen. Jeg var kun 17 år, og man skulle egentlig være 18, men jeg prøvede alligevel. Og kom ind.

Se, hvad vi ellers skriver om: Film, Skuespil og Talenter