Franciska Rosenkilde elsker at have magten – både i politik og som DJ Franny: ”Jeg har kæmpet lidt med, hvordan man er feminist og hiphopper”

Hvordan begyndte du at dj’e?

”Da jeg var barn, var jeg typen, der havde blandede kassettebånd med til skolefesterne og tænkte, at jeg skulle styre dansegulvet. Jeg har altid selv danset. Musik har været en gennemgående og meget, meget vigtig del af mit liv.

I starten af 00’erne begyndte jeg så at dj’e lidt, og selvom jeg fik min datter i 2002, så fortsatte jeg lidt år frem. Dengang var det jo CD’ens højtid, så jeg pakkede en masse mapper, som jeg tog ud og optrådte med på nogle forskellige klubber og til fester. Men det var mest i sjov, og jeg spillede aldrig fast nogen steder. Det var ikke, fordi det var hver fredag på Jazzhouse eller X-ray.”

Hvad var dit DJ-navn?

”Jeg kaldte mig DJ Franny, det er mit kælenavn.”

Hvad er dit første musikalske minde?

”Jeg kan huske, at min storebror kom hjem med Beastie Boys’ første album. Jeg tænkte: ’Shit mand, her åbnede der sig en halleluja-port. Det er lige mig’. For mig var det et blik ind i et USA, som dengang i 80’erne var meget glat og glamour. Det var ’Dollars’ og ’Dallas’, et USA, man så op til. Pludselig kom en musikgenre, som brød så hårdt igennem med en stemme fra gaden og det virkelige liv.”

Hvilken artist har du været særligt glad for at sætte på?

”Jeg har især været glad for Public Enemy. Vreden var der, men det var også subtilt. Hele den arv, som sorte amerikanere sidder med, blev formidlet på en interessant måde. De præsenterede politivold, ulighed og strukturel racisme, som tændte min politiske indignation.

Hip-hop var ikke kun musik, men en hel kultur med graffiti, dans, film med Spike Lee. Det blev tydeligt for mig, at fattigdom og racisme er politisk besluttet. Det er en strukturel måde at se verden på. Det fik mig til at tænke, at det kan fandme ikke være rigtigt. Den uretfærdighed og ulighed. Samtidig var der en smerte, aggression og vrede, men også fest, som jeg kunne se mig selv i.”

Er der en særlig artist, som du kan spejle dig i?

”Jeg har jo kæmpet lidt med, hvordan man er feminist og hiphopper, for det er jo en meget maskulin kultur. Jeg synes jo at 90’erne er det mest sexistiske årti overhovedet. Hugh Hefner, Bill Clinton og hele den seksualiserede kultur. H&M havde en g-strengs-linje til børn. Vi, der var unge, gjorde ikke rigtigt oprør dengang. Heldigvis kom der flere og flere kvinder ind, og Lauryn Hill lavede et af hiphoppens bedste albums nogensinde. Hun havde hele pakken.”

Hvilken sang virker hver gang, når du skal have gang i dansegulvet?

”Der er jo nogle ting, man selv gerne vil høre, og dem, man ved, der virker. Det kommer meget an på crowdet, men Medinas ’Kun for mig’ og Rihannas ’We Found Love’ kan man altid regne med. Hvis noget er helt galt, så kan man lige trække et par af dem op.”

Er der noget, som du aldrig kunne finde på at spille?

”Coldplay er indbegrebet af sådan noget stadionrock, som jeg bare ikke kan blive ramt af.”

Hvordan har du kunnet bruge din dj-fortid i dit politiske virke?

”Det handler om at have kontrollen over hele gulvet eller festen uden nødvendigvis at være forsangeren. Jeg kan godt lide at have kontrol. Det er jo også at tage ansvar, som er et generelt træk ved mig. Derfor kan jeg godt lide at dj’e og være politiker, fordi jeg godt kan lide at have magten og have kontrollen.

Jeg bruger også musik aktivt i mit politiske liv for at se, hvad der rør sig, og hvilke kulturer der bliver skabt selv i et lille land som Danmark.”

Hvad skal der spilles til valgaftenen, hvis Alternativet får et godt valg?

”Jeg har forberedt nogle playlister med både amerikansk hiphop, men også Gilli og Sivas, som jo var revolutionerende og skabte et helt nyt sprog.”