Leder: "Kærlighed kommer i mange former. Grib ud efter den, når den viser sig. Og lad den forgå, hvis den visner"

Jeg har en alder, hvor jeg går til en del bryllupper i vennegruppen. Folk bliver gift, og alt er lykkeligt, jeg sagde tilmed selv ja til min udkårne sidste år. Man vil hinanden. Til bryllupsfesterne, der langsomt er ved at blive genoptaget efter en noget tørlagt corona-periode, er alt fryd og gammen. Musikken spiller, natten er ung, og pigen er smuk. Intet bør gå galt, men tallene taler deres eget tydelige sprog.

Kigger jeg rundt blandt mine venner og tæller ægteskaberne, vil godt halvdelen af os blive skilt. 48 procent af alle par, der i dagens Danmark får papir på hinanden, går senere i livet fra hinanden. Det, der engang var ’til døden os skiller’, må i dag omformuleres til noget i retning af ’til vores tid sammen rinder ud’.

Et blik på statistikkerne gør det indlysende at tænke, at vi alt for hurtigt og alt for bekvemt lader os skille. Bevæbnet med NemID kræver det ikke meget mere end et håndslag over en åben computer en aften, hvor begge parter bliver enige om at være uenige om fremtiden.

Hvorfor bliver vi skilt? Hvorfor ikke, bør man måske snarere spørge. Forleden mødte jeg en gammel bekendt, der netop er kommet retur til Danmark efter at have kickstartet en fornem, akademisk karriere i udlandet. Nu har han flyttet familien hjem, så børnene kan vokse op her. Med stor selvfølgelighed fortalte han, at han og konen var gået fra hinanden, selvom de både havde forsøgt at bo på landet og i byen, sammen og hver for sig.

”Alle skal jo skilles før eller siden,” konstaterede han tørt.

Og han har en pointe.

Faktum er, at vi efterhånden er nået til et punkt på vores rejse som civiliserede mennesker, hvor vi må erkende, at lykken ikke er at leve i et ulykkeligt forhold for evigt.

Måske er det på tide at ændre vores tilgang til parforholdet, så det ikke længere er i medgang og modgang, og til døden os skiller. Hvad nu hvis vi i stedet tør erkende, at vi gennem livet krydser veje med andre mennesker, men ikke nødvendigvis i kærlighedsforhold, der varer evigt? Og samtidig tør være på god fod og sende hinanden videre i livet, når det så ikke længere går?

Nogle forhold er for en enkelt aften og aldrig igen. Andre varer i 10 år, mens man vokser ind i hinanden, ud af byen, op til en ligusterhæk og så keder sig så meget ihjel, at man en dag samler sig mod til at sige stop. Og så er der dem, der er så heldige, at de kan holde sammen for evigt.

Er man forhippet på, at det skal være for altid, bliver man altså i 48 procent af tilfældene skuffet. Det er en ret høj risikofaktor, man eksponerer sig selv for. Jeg tror, flere vil føle glæden ved kærligheden i nuet, hvis de lyttede til den britiske sangskriver Steven Patrick Morrissey, der på nummeret ’Stretch Out and Wait’ engang sang:

‘All I do know is we’re here and it’s now.’

For ingen kan love dig i morgen, som en anden folkekær sanger, Rasmus Seebach, synger på nummeret af samme navn.

I denne udgave af Euroman skriver vi om dem, der er sammen. Vi taler med det unge kærestepar, der lige har mødt hinanden, men endnu er så hyldet ind i forelskelsen, at de end ikke har overvejet deres forhold i evighedens perspektiv. Vi taler med Keld og Hilda Heick, der om nogen er billedet på det uopslidelige forhold, hvor man umuligt kan forestille sig den ene uden den anden.

Vi møder også par, der går igennem grusomme ting sammen. Som Sandie Westh og Mikkel Skouborg, der mistede deres datter blot 55 minutter efter, hun var kommet til verden. Eller Uri og Helle Løvevild Golman, som stadig er sammen, efter at Uri blev stukket ned og efterfølgende blev lam. Det er stærke sager, der sætter livet, døden og parforholdet i perspektiv.

Kærlighed kommer i mange former. Grib ud efter den, når den viser sig. Og lad den forgå, hvis den visner.

Kristoffer Dahy Ernst