De kender ham som en god kammerat. Høflig, velopdragen, ordentlig.
Han reder sengen, når han står op om morgenen. Han giver krammere til dem, han kender, og et fast håndtryk til fremmede, han møder på sin vej. Ser han nogen smide skrald på gaden, beder han dem venligt om at samle op. Han er glad for at gå i skole, men er endnu gladere for tanken om, at den snart er slut.
Annonse
Hans forældre er skilt, men de har det fint med hinanden og har fået det til at fungere med børnene. Han følger med i nyhederne og gør sig tanker om den verden, han lever i. Hans fulde navn er Nikolai William Alexander Frederik. Han er en ung mand på 18 år, som tilfældigvis er prins.
Nikolai er den ældste søn af prins Joachim og grevinde Alexandra. Hans titel er Hans Højhed Prins Nikolai, greve af Monpezat.
Han er den syvende i arvefølgen til den danske trone, og det er usandsynligt, at han nogensinde kommer i nærheden af titlen som konge. Men han er prins, og han tilhører en lille kreds af danskere, som er vokset op med særlige privilegier og særlige pligter. Han repræsenterer det danske monarki, et af verdens ældste, med en historie, der kan spores tilbage til Gorm den Gamle.
Jakke: Tonsure. Bukser: Boss
Der findes danskere, der mener, at Nikolais verden hører fortiden til. At han hører til en gruppe af mennesker, som kører gennem livet på en bølge af grønt lys. Men endnu flere danskere er glade for kongehuset og for de traditioner og historier, vi kan være fælles om.
Nikolai lever et liv, som til tider er usædvanligt og eksotisk, omgivet af ceremonielle handlinger og en vis form for diskretion. Men det meste af tiden lever han et liv, som er almindeligt, grænsende til det ordinære, og som minder om hverdagen i de fleste andre danske børnefamilier med teenagere, der bor i et hus med hårdt tag. Et liv med lektier, fredagsslik, computerspil og slåskampe med lillebror.
Og så alligevel: Nogle dage bliver det tydeligt for Nikolai, at han ikke er som de fleste andre unge mænd.
Da han fyldte 18 år i august sidste år, fik han en bil af sine forældre. Han blev inviteret af sin farmor, dronning Margrethe, til fest på kongeskibet Dannebrog, der lå til kaj i København. En chauffør bar gaver fra bagagerummet op ad trappen til skibet. Nikolai ankom som den sidste. Matroserne gjorde honnør, mens bådsmandsfløjten peb ham velkommen ombord.
Anekdoten er velkendt. Kronprins Frederik var 11 år, da han til en familiefrokost i 1979 fandt ud af, hvad han havde i vente: Hans lillebror Joachim skulle arve Schackenborg Slot, fortalte deres mor. Frederik skulle arve hele kongeriget. Kronprinsen har senere beskrevet det som en skræmmende erkendelse, han ikke var forberedt på. Det tog ham mange år at lære at elske det, man skal.
Annonse
Som søn af prins Joachim hviler der et mindre pres på Nikolai, men nu hvor han er blevet myndig, vil han fremover repræsentere familien i flere og flere officielle sammenhænge. Senest var han inviteret med til gallataffel på Christiansborg Slot, da hans farbror, kronprins Frederik, fyldte 50 år i maj.
Spørger man Nikolai, hvornår det gik op for ham, at han er prins, tænker han sig om et øjeblik. Det gør han ofte, inden han svarer.
”Jeg har altid været vant til det i en eller anden forstand,” siger han så.
Frakke: Paul Smith. Strik: Louis Vuitton
Han siger det uden tegn på dramatik eller anstrengelse. Det giver indtrykket af en mand, som lever fint med sin skæbne. Rollen som prins virker naturlig, behagelig og velkendt, som når man stikker fødderne i et par tøfler.
Sidder man over for prins Nikolai, står det hurtigt klart, at her er tale om gener, som er bedre end gennemsnittet. Han er i jeans og midnatsblå sommerskjorte. Under de vildtvoksende krøller er øjnene mandelformede. Blikket er observant og olivengrønt. Der er noget udefinerbart og fremmedartet over ansigtet, en knivspids af noget asiatisk fra hans mor, der flyttede fra Hong Kong i det sydkinesiske hav og giftede sig med prins Joachim i 1995. Blikket drages mod hans ansigt på samme måde, som filmpublikummets øjne søger hen mod de skuespillere, der ser ud, som om de har en hemmelighed.
Han er høj og slank uden at være ranglet. Han bevæger sig med lydløse, lidt glidende bevægelser, som ønsker han ikke at påkalde sig unødig opmærksomhed.
Jeg ved ikke hvorfor, men han ligner sømanden Edmond Dantés, som jeg forestiller mig ham i ’Greven af Monte Cristo’. I Alexandre Dumas-klassikeren fra 1844 er den unge, respekterede sømand lykkeligt forelsket, og alt tegner lyst, da misundelige mænd udtænker et komplot og får ham dømt til indespærring på fængselsøen ud for Marseille. Mange år senere dukker han op i Paris som den mystiske greve, der hævner sig på dem, som fik ham spærret inde.
Med sit specielle udseende har Nikolai vakt opmærksomhed i modekredse. I februar 2018 var der modeuge i London. Interessen samlede sig især om det britiske modehus Burberry, hvor chefdesigner Christopher Bailey havde sit sidste show. Opvisningen blev et tilløbsstykke, men ingen på publikumsrækkerne bemærkede, at der blandt de unge mænd på catwalken gik en prins fra Danmark.
Annonse
”Vi havde lagt lidt skjul på det,” fortæller Nikolai om sin debut som model. ”Der var ikke nogen, der havde fået noget at vide. Det var først, to dage efter vi kom hjem, at det kom i pressen, og så boomede det.” Han smiler. ”Det var ret sjovt.”
Vi sidder i et hjørne af restauranten på Skovshoved Hotel. Der er kaffe, boller, juice og en tallerken med charcuteri på bordet. Til venstre for ham sidder grevinde Alexandra. Hun følger med i sin søns arbejde som model. Hun var også med i går, da Nikolai fik taget billeder til dette magasin.
Under fotograferingen stod hun nogle skridt fra fotografen i studiet i et gammelt industrikompleks i udkanten af København og kom med opmuntrende bemærkninger til sin søn. Hun sørgede for, at han fik noget at spise i pauserne, så han kunne holde energiniveauet oppe.
Indimellem gik hun hen og rettede lidt på hans skuldre, eller hvis håret tjavsede til den forkerte side. Ingen var i tvivl om, at Alexandra er stolt af sin søn.
Nikolai siger, at han gerne vil lave flere modelopgaver, hvis han får tilbuddet. For modehusene er han et spændende navn, og prinsetitlen gør ikke interessen mindre. Men Nikolai har også oplevet, at modelarbejdet vækker undren.
Frakke: Prada. Strik: Paul Smith. Bukser: Boss. Sneakers: Garment Project
Der var dem, der mente, at Nikolais modelarbejde var udtryk for dårlig timing. Andre fandt, at det er helt i orden, at han tjener sine egne penge og skaber sin egen karriere, nu hvor hverken han eller de øvrige prinser og prinsesser får årpenge. Om kritikken af Nikolais modelopgave i februar siger Alexandra:
”Jeg har prøvet at lære mine børn, at man skal kunne stå inde for de valg, man træffer. Man vil aldrig kunne tilfredsstille alle, og det er heller ikke derfor, vi er her, for alle kan have en mening i dag. Men langt de fleste syntes, at det var helt i orden, at Nikolai banede vejen for sit fremtidige liv og sin egen karriere. Som man også helt rigtigt observerede, så var han med til alle sine pligter og familiens gøremål med henblik på grandpapas begravelse. Nikolai gjorde det med den ypperste respekt. Selvfølgelig er savnet af hans grandpapa enormt, men vi er ikke tvivl om, at grandpapa ville have ønsket, at Nikolai gjorde det (medvirkede i modeshowet, red.). Det skal vi ikke glemme. Og jeg kan sige, at alt er gjort med prins Joachims samtykke, velvilje og opbakning og største støtte.”
Til daglig bor Nikolai på Herlufsholm Kostskole i Næstved, hvor han er i færd med at tage de afsluttende eksamener, inden han kan kalde sig student. Skolen blev grundlagt i 1565 og er kendt for sine traditioner og disciplin. Når eleverne holder bal, er der udskænkning med mådehold, og man senges, som det hedder, senest klokken 00.30, uanset hvor sjov festen har været.
Nikolai har sit eget værelse, et hummer, og han sover i en sovesal sammen med en snes andre elever. Han er en af de elever i 3.g, som er blevet udnævnt til præfekt, hvilket betyder, at han forventes at være en rollemodel for yngre elever. Præfekterne har til opgave at sørge for, at skolens regler overholdes og at mægle i konflikter mellem elever og irettesætte dem, der larmer og blæser på sengetiderne. Andre dage må præfekterne trøste dem, som er kede af det og har hjemve.
Der er regler for elevernes påklædning. Uniformerne er i grå og mørkeblå nuancer. Piercinger og andre eksperimenterende udtryk er ikke tilladt. Men for 3.g’erne følger visse privilegier, fortæller Nikolai.
Strik: Louis Vuitton. Bukser: Acne Studios
”Fordi vi er de ældste elever på skolen, må vi gå i hvide benklæder og bære en hat, en bør. Den ligner en konduktørhat. Den har vi på til hverdag. Det værner lidt om fællesskabet og prestigen, at man er den ældste. Det er fedt på en eller anden måde. Vores gallauniform er slips og en blazer og habitbukser og bør.”
”På ingen måde, nej. Der er en vis standard. Det er fedt.”
”Jo, altså, nu har vi haft rigtigt meget om religion. Vi har debatteret, om det er folk, der skaber traditioner, eller om det er traditioner, der skaber folk. Jeg tror, at skolen skaber nogle traditioner, men at det er eleverne, der ønsker at vedligeholde dem og skabe nogle nye.”
Nikolai mener selv, at han er bedst til sprog – engelsk, tysk og latin. Matematik går også fint, det interesserer ham bare mindre. Til gengæld er han til sin overraskelse stærk i kemi.
”Ligefrem en fest ved jeg ikke. Man er altid lidt nervøs, når man træder ind.”
Efter sommerferien flytter Nikolai til Varde, hvor han er optaget på Hærens Sergentskole. Han har gennemgået de nødvendige undersøgelser og er klar til at gennemføre den toårige uddannelse til reserveofficer.
Annonse
”Der var et ønske i familien om, at jeg tog i hvert fald værnepligten derinde. Så tænkte jeg, at det vil jeg bygge videre på med en lidt længere militæruddannelse.”
Alexandra: ”Jeg tror, vi har anbefalet nogle ting. Men det var dit valg i sidste ende.”
Det kan Nikolai bekræfte:
”Det var mig, der kom til far og sagde, at jeg gerne vil ind og tage den uddannelse.”
Han tænker lidt. Formentlig bliver der tale om en civil uddannelse i Danmark eller udlandet, men han har ikke besluttet sig endnu.
”Der er mange valg og muligheder. Jeg er ikke sikker på, hvad jeg vil lave, når jeg bliver stor. Nu har jeg udskudt den her kæmpe beslutning i to år med en militæruddannelse. Det er dejligt, og det er også en uddannelse i sig selv.”
”Jeg tror, landbrug er helt ude af billedet. Men racekører …”
Han lader tanken hænge i luften et øjeblik.
Frakke: Lanvin. Trøje: Lanvin. Bukser: Lanvin
”Hvis jeg fik muligheden for at være racekører, ville jeg gerne. Men det bliver nok aldrig aktuelt.”
Annonse
”Så skulle du være startet noget tidligere og måske have kørt gokart først,” indskyder Alexandra.
Når Nikolai ikke er på Herlufsholm, bor han i familiens hus i Charlottenlund, hvor han stadig har sit værelse. Han har et nært forhold til sin bror, 15-årige Felix. De to drenge har haft en god og tryg opvækst, selv om familien er blevet rykket op med rode og har boet flere forskellige steder.
Når Nikolai tænker tilbage på sin barndom, husker han pokemon, fodboldkort og trampolinen i haven. Hverken han eller Felix var til at drive indenfor, når der var aftensmad.
Siden de var små, har drengene set tv-avisen med deres forældre. Deres far har det princip, at der ikke er nogen grund til at skærme børn for realiteterne.
Nikolai tænker videre.
”Vi havde en bandekasse. Jeg tror, man betalte fem kroner per bandeord. Den, der havde bandet mindst, fik gevinsten slut på ugen. Det plejede at være far, der tabte.”
Som voksen er Nikolai bevidst om miljøet og de udfordringer, verden står overfor. I villaen i Charlottenlund går man op i genbrug, og man smider ikke mad ud, bare fordi der ikke er spist op.
På andre tidspunkter bliver det mere tydeligt for Nikolai, at han er prins. Som når han står i køen i supermarkedet med sin mor og får øje på ugebladenes forsider.
Alexandra har haft bladenes bevågenhed, siden hun kom til Danmark og imponerede alle, da hun holdt sin første tale på dansk. Interessen for hendes liv blev ikke mindre efter skilsmissen fra Joachim. Er familien til fest eller på ferie, tænker de sig om, før de lægger billeder ud.
”Vi forsøger at være private,” siger Nikolai.
Strik: Acne Studios
Vi sidder en stund i restauranten uden at sige noget. Vi nærmer os det uundgåelige spørgsmål, samtalen længe har kredset om.
Alexandra ved, at der kommer en dag, hvor hendes ældste søn flytter hjemmefra.
Nikolai er en ung prins, der skal ud i verden og finde sin egen vej. Hun ved også, at hun og Joachim har gjort, hvad de kunne for at forberede ham.
Alexandra siger ikke noget. På hendes dueblå skjorte er der broderet to bogstaver. PN, står der. Skjorten har tilhørt Nikolai, han havde den på til sin konfirmation. Det er lang tid siden, han voksede ud af den. Nu passer den Alexandra.
”Jeg elsker den,” siger hun.
”Apropos genbrug,” siger Nikolai.
Han kigger på sin mor med et prøvende blik. Så siger han:
”Du sagde noget om gradvist at give slip …”
Alexandra fanger den med det samme: ”Gradvist … det er vist det optimale ord.”
Nikolai smiler. Han skænker vand til sin mor, til journalisten og sig selv.
Vi har siddet på restauranten i en time og 26 minutter, da Alexandra kigger på sit ur.
”Oh my goodness.”
Hun ligner en, der er gået hjemmefra og er kommet i tanke om, at hun har glemt at slukke for vandet i sit badekar. Tiden er gået. Alexandra og Nikolai skal videre i dagens program.
Han skal hjem og forberede sig til næste eksamen. Hun skal skrive videre på sin bog. I bogen undersøger Alexandra, hvorfor danskerne gang på gang udråbes til verdens lykkeligste folkefærd. Bogen er en blanding af interview med eksperter og Alexandras egne betragtninger. Hun understreger, at der ikke er tale om en selvbiografi.
Hun rejser sig og giver hånd. Det samme gør Nikolai.
”Tak for i dag,” er det sidste, jeg hører Alexandra sige, inden de forsvinder ud ad døren, rundt om hækken og hen mod parkeringspladsen.
På Nikolais tallerken ligger bestikket korrekt, så man kan se, at han er færdig.
Der er tomt i restauranten. Ude fra køkkenet høres lavmælt snak. Om en halv time kommer det store rykind til frokost.
Jeg kigger på mine notater på blokken.
Hvor lang tid skal der til for at lære et menneske at kende? Er 86 minutter nok?
Jeg ville gerne have haft muligheden for at tilbringe en hel dag i selskab med prins Nikolai for at se, hvordan hans verden ser ud. Jeg ville gerne have besøgt ham på Herlufsholm, set hans hummer. Svaret fra familien lød, at ingen af delene desværre kunne lade sig gøre, men mange tak for interessen. I visse dele af samfundet har man en naturlig skepsis over for pressen. Man lærer at tage sine forholdsregler. Sikkert med god grund. Man holder en venlig distance, beskytter sig selv.
Så hvad kan man lære om en mand på 18 år, som tilfældigvis er prins? En mand, der lever et liv, som er både ualmindeligt og almindeligt. Med privilegier og pligter.
Jeg har lært om Nikolai, at han elsker tatar med rå æggeblomme.
Han er i strålende fysisk form. Han løbetræner, svømmer, spiller tennis og fodbold.
Han griner uden lyd.
Han kører i en Renault Twingo.
Han nikker til sine medtrafikanter, når de viser hensyn. Han bliver glad, når andre gør det samme for ham.
Han har en kæreste, men foretrækker at holde hende uden for pressens bevågenhed.
Han har lært af sine forældre, at hvis man møder verden med et positivt sind, vil man ofte få det samme tilbage.
Han drikker ikke cola.
Han kan sende sms’er under bordet, uden hans forældre opdager det.
Han er en fremragende storebror.
Han kigger dig i øjnene, når han trykker din hånd.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
