Igennem århundreder har det tyske livsstilsmærke Birkenstock fornøjet fødder verden over med deres karakteristiske læder og ruskindssandaler. Mærket er synonymt med sommer og sol, og så behaglige er deres selvbetitlede fodsenge, at de også flittigt bruges som hjemmesko.

Birkenstock har nu sluppet det første drop af 1774-linjens nyeste kollektion. I 2018 startede Birkenstock deres 1774-linje med det mål for øje at tilbyde brugerne mere eksklusive og luksuriøse genfortolkninger af de mest populære modeller. I det første drop fra den nye kollektion er det modellerne Boston og Arizona, der har fået sig en kærlig overhaling dog uden at miste deres originale æstetik.

Boston-modellen sender med sit bløde ruskind straks tankerne afsted mod lette briser og lyse nætter, mens Arizona-modellen er udarbejdet i sort læder, og det karakteristiske spænde står stadigvæk og glimter på toppen af den elegante sandal. Boston-modellen er unisex og kan derfor glæde enhver med hang til ruskind og frie fødder, hvorimod Arizona-modellen kun kan fås op til størrelse 42.

Birkenstock har gennem tiden udviklet sig til det absolut mest kendte mærke indenfor sandaler. Hvis man har opholdt sig bare én dag i det nordsjællandske sommerland, ved man, at den klassiske ruskindssandal sidder på snart sagt halvdelen af den købestærke og smukke elite, der i fryd og fordragelighed vandrer den varme asfalt rundt med lige akkurat nul bekymringer og et lille spring i deres tyske sommersandal.

Men bare fordi det varmere vejr er gået i vinterhi, og udsigterne til rosé på molen er lange, så betyder det ikke, at Birkenstocks nye kollektion er irrelevant. Brug dem som hjemmesko, så din utrættelige forfængelighed ingen skader lider. Dine fødder vil takke dig for det.  

Det første drop kan købes her og hos udvalgte forhandlere verden over. Den endelige kollektion lanceres i februar 2022.

Birkenstock-main.jpg