I 1996 var populærmarkedet for jeans fordelt imellem to mastodonter, Levi’s og Diesel.

Lige som folk har det med at sværge til Coca Cola eller Pepsi og Burger King eller McDonald’s, var man i 90’erne også holdningsorienteret, når det kom til valg af jeans. Diesel var det nye og friske alternativ til dem, der var til garderobelarm og farver, mens Levi’s var for nostalgikerne, de historisk fikserede og generelt bare dem, som synes, at alt var bedre i gamle dage. Jeg hørte personligt til den sidste kategori.