Foto: Rasmus Weng Karlsen

"Min morfar sagde i ramme alvor, at hvis jeg droppede ud af gymnasiet, skulle jeg ikke være ked af det. For det var ikke meningen, at arbejderbørn skulle gå der"

Det 32-årige folketingsmedlem for Socialdemokraterne, Peter Hummelgaard, om Kastrup Lufthavn, lange byture og idolet Poul Nyrup.

Jeg var tæt på at gå ud af gymnasiet i 1. g, og der stod et job klar til mig ude i lufthavnen. Jeg kom fra et hjem, der overhovedet ikke er akademisk, og alle de andre i klassen var så meget bedre til at gå i skole. Jeg var rodløs, udisciplineret og ikke i det bedste selskab.

Min morfar sagde i ramme alvor, at jeg ikke skulle være ked af det, hvis jeg droppede ud, for det var ikke meningen, at arbejderbørn skulle gå i gymnasiet. Først tænkte jeg, det var lidt rart, og tog det lidt som en accept, men jo mere jeg tænkte over det, jo mere provokeret blev jeg og tænkte, at jeg måtte tage mig sammen.

Det eneste krav, der var fra min mor og min mormor og morfar, hvor jeg delvist er vokset op, var: ”Sørg for at holde din straffeattest ren.” Den sad altid i baghovedet.

Jeg er vokset op i en boligblok i Kastrup. Det er på alle måder et charmerende og fascinerende sted, men dengang var det ikke det bedste kvarter. Der var mange familier, der ikke fungerede. Jeg rendte rundt sammen med en større gruppe, og når jeg kigger tilbage, var det fuldstændig tilfældigt, om man endte med at stå på den ene eller den anden side af de streger, der blev trukket op. Jeg endte med at stå på den rigtige side af stregen, fordi jeg ikke turde andet.


Kastrup Lufthavn har fyldt en del i mit liv. Som dreng kørte jeg ud til lufthavnen om sommeren og hjalp de amerikanske turister med at finde hen til den rigtige gate. Jeg stod klar ude ved taxaerne med en bagagevogn i håb om, at de gav en lille skilling i drikkepenge. Det kunne blive helt udmærket i løbet af sådan en dag. Siden har jeg fyldt slikautomater op, skubbet bagagevogne, stået i kiosk og café. Der var en periode på 10 år, hvor det ene deltidsjob i lufthavnen afløste det andet. 

Jeg kom hos en fra skolen, der var nogle år ældre end mig. Familien havde ikke kunnet betale deres husleje og boede derfor i nogle kommunale boliger, vi kaldte ’Slottet’. Moderen blev af og til taget for butikstyveri i supermarkedet, og min mor ville ikke have, at jeg kom dernede, men det gjorde jeg alligevel. Da vi havde krydset den kriminelle lavalder, blev det virkelig alvorligt for nogle af os i den gruppe, jeg hang ud med. Og de, der fik en dom og kom ind at sidde, blev ikke rettet op, tværtimod. De fik et kriminelt netværk og blev mere hærdede. Det sidste, jeg hørte om ham fra ’Slottet’, var, at han sad i fængsel for salg af kokain.

Jeg syntes, Nyrup havde været en god statsminister, derfor blev jeg DSU’er. Det er en af de bedste beslutninger, jeg har truffet. Det ændrede mit liv og var medvirkende til, at jeg fik en uddannelse.


Jeg gad godt være god til at lave mad. Bare sådan at kunne improvisere ud fra, hvad der lige er i køleskabet. Jeg laver sjældent mad, og når jeg gør det, skal jeg følge en opskrift minutiøst. 


Jeg havde en historielærer i folkeskolen, Hedme hed han. Han lavede en klub for en gruppe drenge, hvor vi en gang om ugen efter skoletid gik på tanken og købte seks colaer, en Tuborg og 20 King’s for hans penge, og så sad han i to eller tre timer og fortalte om anden verdenskrig og alt muligt andet. Også en del om politik. Det stod på i flere år og var med til at vække min interesse for historie og politik.


Når jeg går i byen, gør jeg det altid til meget sent. Det er ikke altid lige klogt. 


Jeg har et helt særligt forhold til SAS. Både min far og mor var ansat der. Min mor arbejdede om natten i vaskehallen, hvor hun vaskede det brugte service fra flyene. Min far håndterede bagage. Jeg kan huske de store juletræsfester, SAS holdt i Bella Center. Det var med pomp og pragt, og selv om man var allernederst i hierarkiet, var man medlem af familien. Og så kunne man få personalebilletter. Det var billigere at sende mig til USA hos min mormors lillesøster, der boede i L.A., end at tage på charterferie. Fra jeg var fem år gammel, rejste jeg til USA. Jeg kender L.A. ud og ind og lærte meget tidligt at snakke engelsk.

To af mine fortænder er lavet af porcelæn. Da jeg var 12-13 år, kunne jeg godt lide at køre hurtigt på skateboard ned ad bakkerne. Jeg havde overset et hul i vejen, så skateboardet stoppede, og jeg fortsatte og smadrede tænderne ned i asfalten. Siden har jeg ikke kørt så meget på skateboard. Men jeg har lært at lave rullefald. Det har sparet mig for mange skrammer.

Jeg var meget, meget arg modstander af, at man afskaffede efterlønnen. Min mor gik tidligt ud af skolen og har arbejdet, siden hun var 15-16 år. Det er helt utænkeligt, at hun kan arbejde, til hun er i begyndelsen af halvfjerdserne. Og jeg synes, det er vederstyggeligt, at man kan sidde på Christiansborg og have den forestilling, at folk kan det.

Jeg får vasket og strøget mine skjorter. Det er en luksus, jeg tillader mig. Jeg ryger ikke, og jeg bilder mig ind, at der er en sammenhæng mellem det. At jeg godt må bruge penge på skjorter, når jeg ikke bruger penge på cigaretter.


Nyrup er et slags idol for mig. Jeg kan stadig huske den nytårstale, hvor han sagde det der med, om vi ikke kunne gøre det lidt bedre. Han talte om de enlige mødre. Min mor havde været enlig i en del år. Det var min virkelighed, han talte om.


Jeg har prøvet at blive kørt hjem af politiet. Jeg har været omkring de 14 og altså under den kriminelle lavalder. Vi var nogle stykker, der havde opsnappet nogle rigtig voldsomme kanonslag, som vi bandt fast til en telefonboks. Min mor blev så rasende, at politiet måtte beskytte mig mod hendes vrede. Det var helt på sin plads.

Den eneste engelsksprogede kanal, vi havde, var CNN. I weekenderne sad jeg og så CNN med en forventning om, at lige om lidt kom tegnefilmene, som jeg havde været vant til, når jeg så tv i USA. Jeg så CNN, fra jeg var 5-6 år, og blev ret tidligt en nyhedsjunkie.

Jeg har et mareridt, der kommer i forskellige scenarier flere gange hver måned, hvor jeg har gjort noget uigenkaldeligt, sagt noget dumt eller røvet en bank. Det er en kæmpe lettelse at vågne. 

LÆS OGSÅ: Chefen for Mændenes Hjem: ”Alle kan havne her. Men ikke alle kan komme herfra”

LÆS OGSÅ: "Af og til er der nogen, der siger: ”Gud, er du grevesøn?” Ja, men vi lever i 2015, så det er jo ikke, fordi jeg rider rundt i en rustning på en hest"

LÆS OGSÅ: Rekrutterings-direktør: ”Dem, der bliver forfremmet, er dem, der knokler”

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt