Kokain, utroskab og DJ-sets: På Folkemødet slår eliten sig løs scroll-down

Kokain, utroskab og DJ-sets: På Folkemødet slår eliten sig løs

I weekenden fandt Folkemødet sted i Allinge på Bornholm. Journalist Mia Skovby var til stede for at tage temperaturen på arrangementet, hvor lukkede fadølshaner og netværksarrangementer truede den gode stemning.

Af Mia Skovby
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Samfund Euroman

KØERNE TIL FJERNBUSSERNE TIL BORNHOLM er et sjældent afbræk fra det ellers pæne, anarkifjendske og dagpengegivende velfærdssamfund, vi køber selvhjælpsbøger for at trives i, og det er faktisk rimeligt befriende at stå der og mase sig frem foran Politikens chefredaktør Christian Jensen og halvdelen af FOAs medlemmer, der på deres overspændte rygsække har påduttet laminerede navneskilte, det er typisk noget med ’Helle’.

Vi vil gerne ombord på disse busser, da Folkemødet løber af stablen i denne forlængede weekend, hvilket jeg oprindeligt var i besiddelse af tre gode grunde til at tage part i. Jeg skulle nemlig have ment noget om det at være i en shitstorm, men da den ikke så lidt fluffy virksomhed Friday hellere ville høre på kunstneren Aske Kreilgaard, der har haft en ordentlig tur i manegen, blev jeg aflyst, og min tur er altså dermed nede på at have to gode berettigelsesgrundlag: netværk og fadøl.

Jeg har umiddelbart ikke mange planer om at bruge de tre dage på klippeøen på at forsøge at blive klogere. Dagen inden afgang mødte jeg en chefredaktør på et nærtstående kvindemagasin, der forklarede arrangementets hovedproblem:

”Der er jo ingen, der gider at se de debatter, man ikke selv deltager i.”

Det, jeg til gengæld har planer om, er at bruge en månedsløn i Toga-teltet og at hilse på alle de mennesker, jeg har opbygget parasociale forhold til gennem Twitter.

DER ER MANGE, DER TILBRINGER Folkemødet i sandaler købt på apoteket og meget stramme chinos.

Selv er jeg en anelse mere stilbevidst og har det dermed ikke særligt godt med det faktum, at jeg ikke er i besiddelse af et lejet sommerhus, men skal sove i et telt på en mark, som en underorganisation, der hedder ’Ung Agenda’, har kapitaliseret.

Det ville de helt sikkert gerne selv fortælle en masse om, men det, der er vigtigt at vide, er, at toiletterne her er væsentligt mere skidt til, end de er nede i byen, og at man desuden kun må slå et telt op, hvis man er under 30 eller optræder som vejleder for fx en flok højskoleelever.

Jeg er dog ikke den eneste journalist, der er endt i denne suppedas. Der går ikke længe, før jeg møder et par af Frihedsbrevets rabiate vagthunde, der lige om lidt skal ned og konfrontere Lars Løkke Rasmussen med hans kaviarindtag til et middagsarrangement, der blev holdt af CIP på sidste års Folkemøde.

Ingen kan konfrontere Frihedsbrevet, der virkelig har valgt den økonomiske løsning. Men de sover her altså ikke af økonomiske årsager, siger de, men fordi de har været ude i for dårlig tid, og det har det resultat, at to af deres præmiedrenge nu står registreret som vejledere for resten af banden.

Omstændighederne taget i betragtning finder jeg det meget vigtigt at forlade præmissen meget hurtigt, så jeg tager ned på havnen, hvor de mere højreorienterede interesseorganisationer i fjor var garanter for fadøl til fri afbenyttelse, men der er siden sket det tragiske, at organisationen bag Folkemødet har påbudt virksomhederne lige at vente med at dele ud af den slags, til klokken har passeret 16, så jeg går videre mod Cirkuspladsen, hvor jeg hilser på Esben Bjerre og Peter Falktoft, der er blevet hyret til at kommentere en fodboldkamp, Dansk Erhverv har sat op.

Den sidstnævnte fortæller, at han i morges vist nok så en tidligere socialdemokratisk minister ”drikke to fadøl i lufthavnen,” og at Carlsberg under flyvningen bød på gratis dåseøl. Selv er Peter Falktoft stoppet med at drikke, og det virker som værende den rigtige beslutning, at han et par timer efter sit moderatorjob har en billet væk fra øen.

HENNE HOS DANMARKSDEMOKRATERNE kan man få en nejer, selvom klokken ikke er nok, så jeg får en del af dem, og pludselig er klokken så mange, at det er tid til woke quiz.

Om to højborde står Peter Skaarup, Søren Espersen, Peter Aalbæk og Ole Birk Olesen og siger højrepopulistiske ting om Brian Mørk, hvilket bliver lidt kedeligt i længden, så vil jeg hellere ned til Vandkantscenen, hvor der er fællessang og fiskefjæs ad libitum til søens folk.

Min aften står i musikkens tegn, da jeg senere tager hen i Politikens baghave for at høre Tøsedrengene. På min ene side står Lars Findsen og ser uforholdsvis skeptisk ud. På den anden side står en respekteret, gift journalist og forsøger at bilde en ung kvinde ind, at han ikke er dette.

DET, DER ER MED KANTEN, er, at det først er muligt at lokalisere den, når man er gået over den. Jeg går tydeligvis et godt stykke over den, da jeg næste dag sidder i fiskebuffeten på Nordbornholms Røgeri og har det exceptionelt dårligt.

På trods af dette vælger jeg at gå i isbuffeten, hvor jeg sidste år stod bag en socialdemokrat, der var ude af stand til at lukke softicemaskinen. I ren og skær panik begyndte hun at gribe softicen med hænderne for så at skovle den videre i nærtstående skåle.

I år virker den problemfrit, så jeg går ud igen på terrassen, hvor jeg får øje på Abdel Aziz Mahmoud, der lige er ankommet. Jeg overvejer, om man bør komme med et velmenende råd, men det når jeg ikke, før han er forsvundet ind og snart er ude igen med en tallerken, der vist mest af alt består af rejer.

På bordet bag mig snakker et par med panamahatte om dagens planer, da den ene bespiser siger:

”Jeg skal til et lukket netværksmøde, men jeg kan godt forsøge at få dig med.”

Jeg skal videre.

FISKEBUFFETEN ENDER MED at være godt givet ud, for jeg kommer ikke til at spise andet hele dagen.

På vej væk derfra møder jeg først den daglige Palæstina-demonstration, der hver dag klokken 14 tager deres keffiyeh på og går en tur gennem byen, mens de råber noget med en river og en sea og lidt andre ting, vist afhængigt af humøret, men det kan fx være: ”Lars, stop dit hykleri.”

Bagefter møder jeg Nordisk Union Nu, der spørger, om jeg vil have et kort, men jeg stiller spørgsmål ved nu’et, og så gider de ikke at snakke mere.

Det virker på mig som om, der er gået en anelse inflation i nu’et. Alle, der er den mindste smule revolutionslystne (hvilket aldrig bliver i en særlig stor størrelsesorden her i landet), har fået for vane at tilføje nu’et til deres budskaber: foreningen Republik Nu, borgerforslaget ’Mette Frederiksen for en rigsretssag Nu’ og nu Nordisk Union Nu, der går ind for en genindførelse af Kalmarunionen. Nu.

JEG BESLUTTER MIG FOR, at jeg må prøve at gøre et eller andet, så jeg besøger Berlingske Media, hvor der optages en episode af Joachim B. Olsens podcast ’Borgerlig Tabloid’, der har fået en del kritik i Twitter-kredse.

Podcasten gæstes af Frederik Vad, der heller ikke er særlig populær i de føromtalte kredse og i særdeleshed ikke i de venstreorienterede af slagsen. I går deltog han i en debat, som en håndfuld demonstranter afbrød med ordene: ”Ingen taletid til racister.”

Mens han fortæller om dette, har et af naboteltene besøg af en mand med en guitar, der synger en simpelthen for dybfølt udgave af Coldplays ’Viva la Vida’. Begge dele lyder som ubehagelige oplevelser.

Senere tager jeg til et lukket arrangement i Dansk Industris baghave, hvor der er masser af espresso martinis og Ida Auken. Der er ingen herinde, jeg har lyst til at netværke med, for de taler alle sammen i buzzwords om kapitalfonde, og hvordan det går med hinandens koner. En erhvervsjournalist forsøger at afsætte en pose kokain til mig, fordi vedkommende ”skal flyve hjem i morgen tidlig”, så jeg beslutter mig for, at jeg skal videre.

DER ER VIRKELIG MANGE MENNESKER på Folkemødet i år. Jeg kommer med nød og næppe ind på Gæsten, der normalt er the place to be, ved at påstå, at jeg er sammen med nogle vigtige. Men det er slet ikke sjovt derinde. Det er bare en masse, der er ude med pigerne og har været væk fra byen i så mange år, at de har glemt, at det ikke er en menneskeret, at alle skal holde en meters afstand til dem.

Det er ikke spor bedre nede hos Toga, hvor nogen fra Hjemmeværnet påstår, at jeg ikke må komme ind. Jeg hopper over en hæk, så jeg kan komme ind og mingle, indtil det er passende at tage på Pilen. Her er der også en lang kø, men jeg er fuld og en idiot, så jeg skubber nogle fra Politiken foran mig og insisterer.

Hvis ikke, man kender til Pilen, skal man vide, at det er et fuldstændigt fremragende sted, specielt hvis man ikke har ret mange penge. De opererer nemlig med et pantsystem, hvor man betaler 20 kroner for en kop. Det vil sige, at man skal have fem kopper ish, hvis man vil have en drink. Den har dem fra Frihedsbrevet regnet ud, der nu går og samler pant.

Pilen, som det ser ud lige omkring klokken fem.

NÆSTE DAG REGNER DET, og jeg er dårlig i regnvejr og føler mig bestemt ikke i topform, da jeg trækker et regnslag fra BT ned over hovedet.

Et øjeblik senere får jeg øje på Claes Theilgaard fra den for tiden borgerlige tabloide avis B.T. Det styrter ned, men han er hverken i følgeskab med en paraply, en regnjakke eller et regnslag. Alligevel er han fuldkomment tør. Der er noget meget venstreorienteret over at være våd og vice versa.

Jeg tager hen til ’DM i debat’, der er et meget velbesøgt arrangement. På scenen står en masse ungdomspolitikere og foregiver et par holdninger. Et par rækker foran mig står Pelle Dragsted og strækker armen helt ud for at tage adskillige selfies, som jeg forestiller mig ville gøre sig godt på Instagram ledsaget af et par ord om, hvor tryg han er ved ungdommen.

AFTENEN UDVIKLER SIG PÅ forudsigelig vis, og snart står jeg i Togas telt igen, hvor jeg først hører det politiske satiriske boyband Magt give en koncert, der har tilkaldt alle øens flipcovers, og senere Magnus Heunicke levere et DJ-set. Det er ikke vildt spændende, ikke mindst fordi jeg følger ham på Spotify og derfor rimeligt fint ved, hvad vi har i vente. Det er desuden noget, jeg vil anbefale nogle flere at gøre. Jeg erindrer særligt én episode, hvor han lige inden et pressemøde om coronasituationen hørte Dire Straits’ ’Why Worry?’

Da mørket falder på, møder jeg Liberal Alliances Mads Strange, der for nyligt har været i vælten for nogle tweets, en del har ment var udtryk for et uheldigt kvindesyn i partiet. Det mærker man ikke nu, hvor vi står og drikker hans shotsrør, lejlighedsvist afbrudt af nogen, der vil have taget et billede og fortælle, at de stemte på ham. Et antal af disse ligner folk fra Socialistisk Ungdomsfront.

Tilbage på Pilen igen får jeg en drink af en mf’er, inden dennes presserådgiver kommer hen for at bemærke, at vi er uden for citat nu. På beværtningen er der til aften samlet en masse prominente mennesker, og bemærkelsesværdigt mange af disse gå rundt og ryger lange Prince Light, da det er de mindst bistandsvenlige cigaretter, der er tilbage på øen. Det er heldigt for disse mennesker, at nogle af dem for år tilbage lovgav om anonyme cigaretindpakninger.

Jeg snakker med en embedsmand om, hvor mange mf’ere, der egentligt er utro, og så ser jeg for første gang i mit liv en blive slået ned, alt imens han råber:

”Så kom!”

DER GÅR FULDEMANDSSNAK i den af sådan en kaliber, at min kompagnon, der ligesom mig har udsigt til mindre end tre timers søvn, inden snuden skal vendes mod København, nævner, at man bare burde afholde Folkemødet i Fælledparken.

Det fremkommer mig dog som værende noget nær den dårligste ide, jeg nogensinde har hørt.

Det kan godt være, at Folkemødet er elitært og dyrt og upraktisk. Men charmen ligger i afsidesheden og forståelsen for ikke at kunne komme hjem for slet ikke at tale om, at man aldrig blot kan åbne døren til folket.

Lagde man arrangementet i København, ville det ikke kun være Gitte nede fra kommunen, der havde mulighed for at komme, men også hele 1.b fra Niels Brock og alle deres dåser Dansk Pilsner, og så ville alle lige pludseligt skulle hjem klokken 19 for at spise pasta kødsovs i den herskabslejlighed på Vesterbro, som de har haft siden lige inden Finanskrisen.

Det er essentielt, at det er placeret så langt væk fra civilisationen, at man intet andet valg har end at stå og høre de Rasmus Seebach-sange, Magnus Heunicke mener, man skal høre, mens man drikker en fadøl, som en eller anden fra Berlingske, man engang var til jobsamtale ved, mener, man da skal have.

Se, hvad vi ellers skriver om: Christiansborg