I SOMMER I fjor viste jeg, som jeg har for vane, når tiden byder sig, min hovedstadsområdefødte kæreste rundt i den jyske muld, hvorfra jeg engang skød op og siden blev rundet af. Det er i området omkring Viborg, mere præcist lidt nord for Viborg, men når man er fra de kanter, er man vant til at køre efter tingene, så elastikken er ret slap, sådan lige hvad det angår. De forgangne somre havde jeg taget hende med rundt til heder og skove, små byer ved Limfjorden, vist hende Viborgs latinerkvarter (åh, det oversete latinerkvarter!) og så videre og så videre. Alt sammen til stor begejstring hos den rundviste.

Nå, men så nåede vi, i vores mægtige nordmidtjyllands-odyssé, til en sø: Vejret var godt, temperaturen var god, ikke ligefrem ækvatorial, men acceptabel, og jeg meddelte hende, at vi skulle bade en tur. ’I det der,’ sagde hun og vrængede en art frastødt grimasse frem og pegede ud mod søen, som om den var fyldt med menneskelige ekskrementer eller det, der var værre. ’Hvad skulle der dog være i vejen for det,’ forhørte jeg mig. ’Det er jo bare en sø.’ ’Jo,’ sagde hun, og listede så alle mulige mere eller mindre sandfærdige forhold op, som på en eller anden måde skulle gøre en hvilken som helst sø til et foragteligt badested: ’Den er grumset, den har en ulækker bund, den er grøn, der er alle mulige ukendte dyr,’ den slags fis.

Og så slog det mig, om søer i virkeligheden – ja, jeg forstår det jo ikke – har fået sig et blakket ry som værende det blåskønne havs slimede og uhumske fætre?

Det har jeg – eller herværende avis – af gode grunde ikke mulighed for at lave en fyldestgørende undersøgelse af, men hvis min kærestes søforskrækkelse skulle ske at angive blot en flig af en strømpil for resten af folkedybet, så tillad mig alligevel at levere dette uforbeholdne forsvar for noget af det dejligste, vi har at give os til: at bade i en sø.

Min egen erfaring med søer strækker sig mange år tilbage. I barndommen blev jeg og mine søskende altid slæbt med til de svenske skove, op omkring naturreservatet Glaskogen, der sandt at sige har alt, hvad et naturlystent hjerte kan begære. Elge, søer, vandfald, skov og det hele. Ja, det lyder måske ikke af meget, men det er det altså. Eneste aber dabei bestod i, at min søster og jeg skiftedes til at få beordret bilen ind til siden, så vi dér kunne stå og brække os i det grønne mos, alternativt gjorde vi det bare i bilen. Hvad kan man sige om det, andet end at transportsygen gjorde, at det så føltes så tilpas mere befriende at stikke fusserne i den lune sø, når destinationen omsider var oprindet.

Der er jo det med søer, at de for nogen godt kan virke en smule skræmmende, eller det er i hvert fald, hvad jeg fornemmer: Jeg forestiller mig, at det har noget at gøre med, at søen er et lukket økosystem, altså at det, der lurer dernede, ligesom altid vil være der – og aldrig særligt langt væk fra én. Gedden, for eksempel, det mægtige rovdyr, men heldigvis æder gedder ikke mennesker. Og mange flere skumle typer er der altså ikke dernede, medmindre man tror på fabeldyr (på vores breddegrader, om ikke andet).

Og den lidt sjappede, uhumske bund? Fis: Dens ry er langt ringere end virkeligheden, og desuden varierer den slags jo også. Men jeg vil gerne have, at du tænker på bunden som en opfindelse: et underlag, der er konstrueret udelukkende med det formål at skabe velbehag for dine fødder. For det ér fandeme rart. Ligesom de der kar med vand og alverdens småfisk, som folk betaler penge for at få lov at stikke deres fødder ned i.

Betragt i det hele taget søen som noget, der kun vil dig det bedste. For på mange måder er søen jo en meget mildere, mere tryg version af havet. Den er indrammet, der skabes ikke overrumplende bølger, nul brandmænd og kæmpekrabber. Du kan ikke drive væk i det uendelige som Frank i ’Frank vender hjem’. Okay, selvfølgelig findes der undtagelser: Driv fx ikke unødigt rundt i Det Kaspiske Hav.

Nej, søen er din ven.

Og så lige tilbage til det med frygten: Som voksne bliver vi så magelige, vi tror, vi dør, fordi en flåt har sat sig på vores ene testikel, alt googles og hvirvles op, men prøv for en stund at vende tilbage til barndommens ubekymrede facon. Brænd dig på en brændenælde. Og bad i en sø.