Damen over dem alle
Robert Skov blev kåret som efterårets profil i Superligaen. Det var fortjent nok. Men han bør ikke vinde titlen som sæsonens bedste spiller. Han har ikke engang været FCKs bedste spiller. Robert Skov er med sine 25 mål i gang med en fantastisk sæson. Han er fabelagtig på dødbolde, og han er også blevet stærkere i spillet på banen, men der er stadig et stykke vej at gå, når det ikke handler om dødbolde.
Dame N’Doye har nu lavet 21 mål – deraf en god håndfuld af målene i de største og vigtigste kampe. Den 34-årige senegaleser blev hentet på en fri transfer – ja, det virker jo fuldstændig utroligt nu – før sæsonen og var tiltænkt en plads som 3.-, eller 4.-angriber i FCKs angreb. Dame N’Doyes kontrakt var udløbet i Trabzonspor, og Ståle hentede ham gratis på, hvad der mere eller mindre var en lottokupon.
Mange drog paralleller til, dengang Brøndby hentede koryfæet Elmander tilbage. Men Elmander var færdig og bidrog ikke med andet end nogle grimme frispark for Brøndby.
Damen har vist sig at være en kæmpegevinst. Han er måske ikke så løbestærk, som han har været, men på stort set alle andre parametre har han været Superligaens bedste på sin plads. Han er med afstand den bedste spilstation i angrebet – helt på højde med Timmo Pukki i Brøndby sidste sæson. Han er måske den stærkeste spiller på låget i ligaen. Selv Erik Sviachenko havde besvær med at vinde 50 procent af duellerne i Parken i hovedspillet. Meget usædvanligt for en defensivspiller af hans karat.
Damen vinder et væld af bolde i luften både defensivt og offensivt. Han lægger boldene flot af til medspillere, og han tilbyder sig konstant og holder godt fast i bolden. Derudover er han ekspert i at få et billigt frispark, når FCK en sjælden gang imellem er lidt presset og har brug for en lille pause. Sidst, men allervigtigst, sparker han bare boldene i kassen, når han får chancen i modsætning til fx Paul Onuachu fra FCM, der skal bruge langt flere chancer end Damen for at score. En af de meget afgørende forskelle på de to mandskaber især i slutspillet, hvor FCM har været ekstremt uskarpe foran målet i modsætning til FCK.
Fantastisk dygtig og lidt heldig signing af Ståle denne sommer har gjort, at FCKs angreb fra at være relativt svagt i FCK-termer – hvem husker ikke sidste sæsons elendighed i offensiven? - til at være ekstremt stærkt. Dame N’Doye har været FCKs klart vigtigste og bedste spiller denne sæson, og han har med afstand været Superligaens bedste spiller. Selv for neutrale iagttagere har Damens comeback været en fornøjelse at se på. Smuk svanesang for den sympatiske senegaleser, der altid har været en pryd for ligaen.
Mo Salah tilbage
Efter et voldsomt dyk i februar og marts, er Liverpools Mohammed Salah tilbage på noget nær højeste niveau. Han har nu spillet to sæsoner og har scoret +20 mål i sine første to sæsoner i klubben. Legenden Michael Owen nåede aldrig at score 20 mål for Liverpool i en sæson. Det er helt ekstraordinært. Mange mente, at Liverpool skød sig selv i foden, da hentede en lidt forvirret kantspiller i Roma for 42 millioner euro. Det gør de næppe længere.
Rodet i Fiorentina
Christian Nørgaard var en af Superligaens bedste spillere de sidste tre sæsoner og en helt central figur på det Brøndby-hold, der skulle have vundet DM sidste sæson. I begyndelsen af denne sæson skiftede han til Fiorentina, men det har ikke været den helt store succes. Han har kun fået spilletid i fem kampe i sæsonen, og det var nok næppe, hvad en spiller i sin karrieres sommer havde håbet på.
Men det har været en svær sæson for Viola. De har været ekstremt ustabile på banen. Den ene dag spiller de lige op med Inter og Milan, den næste spiller de uafgjort med SPAL og Chievo. De har spillet hele 16 kampe uafgjort. Så mange uafgjorte kampe er en rigtigt dårlig taktik, hvis man vil slutte godt i tabellen.
Holdet har masser af unge, dygtige spillere. Den mest lysende stjerne er Federico Chiesa. En gudsbenådet dribler med fart i fødderne og evnen og lysten til at være farlig hele tiden. Problemet er, at Chiesa halvvejs gennem sæsonen indså, at Fiorentina intet kunne nå, og derefter begyndte han spille for sig selv på banen. Han prøver hele tiden det mest spektakulære uden den store interesse i, at hvad der er bedst for holdet.
Når den vigtigste spiller på holdet gør den slags, smitter det af på alle de andre. Alle begynder at dække sig selv ind, når de kan se, at stjernen stort set er ligeglad med, om holdet vinder elle taber. Der er også en klar rangorden på Fiorentinas hold. Jeg har set stort set alle Nørgaards kampe (jeg er stor fan af Nørgaard) for Fiorentina. Chiesa og flere af de andre etablerede spillere spiller aldrig bolden til Nørgaard, når danskeren er på banen. Heller ikke selvom Nørgaard står godt placeret. Hierarkiet skal bevares, og når resultatet er ligegyldigt, er der ingen, der har interesse i at Nørgaard tilspiller sig en fast plads på holdet og skubber en anden ud.
Skal man være kyniker, kan man sige, at Nørgaard skal gøre sig fortjent til at få bolden fra de andre spillere, og det har han ikke gjort med sine præstationer på banen. Man kan så diskutere, om det overhovedet kan lade sig gøre på så dysfunktionelt et hold som Fiorentina.
Jeg tror, det er vigtigt, at Christian Nørgaard kommer væk fra Fiorentina, hvis der ikke sker ændringer denne sommer. De har netop fået ny træner i den gamle Roma-legende Vincenzo Montella. Måske har han pondus til at straffe spillernes sololøb på banen, og så kan Viola pludselig blive et fint hold at spille på.
Meget tyder også på, at Chiesa er på vej væk. Masser af større klubber, bl.a. Arsenal og Inter, er interesseret, og den unge italiener har i den grad værktøjerne til at gøre sig i en stor klub. Det er vigtigt, at han kommer et sted hen, hvor han ikke er den største fisk. Både for ham og for landsholdet, hvor han sikkert bliver en nøglespiller de næste mange år.
Würtz og Risgård bliver hyldet
På søndag spilles der en gammel jysk klassiker mellem AaB og AGF i Aalborg. Der er samtidig officiel afsked med Rasmus Würtz og Kasper Risgård – to af de helt store spillere for AaB de sidste ti sæsoner. Tag på stadion, og send noget kærlighed afsted til de to nordjyske midtbanekrigere. Det kan vare lang tid, før AaB finder sådan nogle spillere igen.
Liverpool igen uden titler
3-0 stod der på lystavlen på Camp Nou, og Messi og hans medspillere jublede, som havde de vundet VM. Liverpool-fans var nærmest i chok. De røde havde spillet så god en kamp, som man næsten kan håbe på verdens sværeste udebane. I perioder havde de nærmest udspillet FC Barcelona, der har vundet otte af de sidste nationale mesterskaber i den bedste liga i verden. Alligevel er de nu med 99 procents sikkerhed slået ud af Champions League. Hvad gik galt?
Messi er selvfølgelig en vigtig del af forklaringen. Den lille halvgud var med flere niveauer banens og Barcelonas bedste spiller. Hans frispark – selvom muropstillingen var taknemmelig – var helt fabelagtigt. Messi har i denne sæson lavet otte mål direkte på frispark. Liverpool, Manchester City og Manchester United har lavet syv. I alt.
En anden og lige så vigtig del af forklaringen var en helt utrolig mangel på engelsk skarphed. Liverpool havde et væld af halvstore muligheder og to kolossale chancer på blankt mål, som henholdsvis Mane og Salah formåede at formøble. Expected goals-statistikken – det såkaldte xG – der optæller chancer og foreslår et sandsynligt resultat havde Barcelona til at vinde kampen med mellem 0,5 og 0,9 mål. En sejr på tre mål er nærmest umuligt med den xG.
I ligaen er det samme sang for Liverpool. Hvis de vinder deres sidste to kampe i ligaen, slutter de på 97 point. I de sidste 119 år i den bedste række i England ville det gøre dem mestre 117 gange. Men ikke sidste år og i år, fordi City vil slutte et point bedre. Og blive mestre – ganske fortjent i øvrigt.
Konklusionen må være, at Liverpool med overvældende stor sandsynlighed for andet år i træk vil være et af de mest berusende hold i Europa – men de vil stadig ikke vinde et trofæ. Det er hård kost for de mange fans, der ikke har vundet noget i så mange år, at deres hold spiller så fantastisk en sæson for andet år i træk. Og stadig ikke vinder noget.
Karsten Krogh kommenterer La Liga og Serie A på Strive Sport og har skrevet om international fodbold i en årrække.
