Foto: Rasmus Weng Karlsen

Daniel Agger: ”Jeg blev nødt til at komme væk, for ellers ville jeg sprænge i luften. Jeg befandt mig i det røde felt"

De taler om en hund og det står hurtigt klart, at det ikke er en historie med en lykkelig slutning. Vi er på Center Pub, der både har indgang fra Hvidovrevejs Butikstorv, lige over for Kvickly, og fra selve Hvidovrevej, og mens snakken i baren i mange måneder er vendt tilbage til sommerens skuddrab på en 28-årig kvinde på den anden side af pubbens vinduer, handler det denne eftermiddag om en hund.

En hund, som led en pinefuld død i en uagtsom hundefrisørs tørremaskine, viser det sig. Manden i hjørnet, som læner sig ind over bardisken og fører an i fortællingen, ryster på hovedet. Uret over det indrammede drinkskort viser 16.13, manden er ikke helt ædru, ikke helt fuld, men budskabet er klart:

Den sag skal have konsekvenser. En lille kvinde på den anden side gør store øjne, men det har hun gjort, siden vi kom, og længe inden historien gik i gang, så hunden kunne have sovet ind som følge af tarmslyng, og damen havde formentlig set ud på samme måde. De øvrige 10-12 kunder i butikken passer sig selv, deres øl, deres spillemaskine, deres dart og deres avis.



Det er tirsdag 13. januar, og Daniel Agger har inviteret på en cola på Center Pub. Vi har været på guidet tur i Hvidovre, og den 30-årige danske landsholdsanfører har fra bilvinduet udpeget familiens kolonihavehus.

LÆS OGSÅ: Mads Brügger møder Lars Seier til det store ædegilde

Han er kørt langsomt forbi Præstemoseskolen, hvor han tilbragte samtlige folkeskoleår fra børnehaveklasse til tiende, og da han havde parallelparkeret i en lomme ved det værtshus, han har været medejer af siden 2007, kunne vi kigge op på hans første lejlighed.

Etagen over Parma’s Pizzaria v. Hüseyin Seker, der ifølge skiltningen også skæver til mexicansk gastronomi. Den bopæl har hans søster nu overtaget, og hans forældre, begge født og opvokset i Hvidovre, bor ikke langt derfra. Rosenhøj, hans første fodboldklub, holder til på Kettegård Allé få hundrede meter på den anden side af Holbækmotorvejen, og Hvidovre Kirke, hvor han blev gift for snart fem år siden, ligger et overskueligt stykke den anden vej mod Damhussøen. Og sådan kunne vi blive ved.

Daniel Agger er ikke bare fra Vestegnen. Han er fra Hvidovre. Men ikke kun det. Han er fra Hvidovre Nord, som han understreger et par gange i løbet af dagen. Ikke fra Friheden, hvor man mellem det sociale boligbyggeri finder kommunens største husgrunde, eller Hvidovre Midt, men lige præcis Hvidovre Nord.



Det er der, han kommer fra, og det må være derfor, at han ikke opfører sig det mindste akavet, når en småfuld mand, som vist nok er bedst kendt som Røde Brian, på et indeklimaudfordret værtshus på en tung hverdag med silende regn fortæller en historie om en golden retriever.

Daniel Agger ligner en, der føler sig hjemme, også selv om han er vendt tilbage til basen i den københavnske forstad noget tidligere, end han havde håbet på. Men sådan måtte det være, og det fandt han ud af søndag 13. april 2014:

Han måtte bryde med Liverpool FC, som han, meget atypisk i moderne fodbold, havde vist ubetinget loyalitet i over otte år trods talrige muligheder for at skifte til en endnu større klub undervejs. Han havde fået ’YNWA’, forkortelsen af Liverpool-hymnen ’You’ll Never Walk Alone’, tatoveret på knoerne,
men nu ville han væk. Han befandt sig, som han siger, i det røde felt. Daniel Agger ville ikke finde sig i mere.



DET BEGYNDTE ELLERS godt, da Daniel Agger og Liverpool fandt hinanden. Han var den ukuelige opkomling på det Brøndby-hold, som Michael Laudrup og John ’Faxe’ Jensen førte til både det danske mesterskab og sejr i pokalturneringen i sæsonen 2004-05. Han var 20 år, og samme sommer fik han debut på Morten Olsens landshold. Han blev godt nok sat et halvt år tilbage af en knæskade, men den ene europæiske storklub efter den anden holdt sig til alligevel.

LÆS OGSÅ: De 10 bedste løberuter i Danmark

”Det hele skete meget hurtigt. Helt indtil foråret 2004 havde jeg det sådan: Hvad skal jeg egentlig her i livet? Jeg gik på handelsskole i Ishøj, og jeg vidste, at jeg ville gøre min skole færdig. Det var slet ikke i mine tanker, at jeg skulle ende på Brøndbys førstehold,” fortæller Daniel Agger, da vi tidligere på dagen sidder i Vilfort Lounge på Brøndby Stadion et par timer efter Brøndby-truppens første træning i 2015.

”Min mor har fortalt, hvordan jeg som barn skulle slæbes med på Brøndby Stadion. Altså, jeg elskede at spille fodbold, men det var slet ikke det vigtigste i livet for mig, og sådan  havde jeg det, indtil jeg var 19 år. Jeg var i  tvivl om, om fodbold var det rigtige for mig, og jeg havde fundet ud af, at jeg gerne ville i militæret.”

I januar 2006 kom opkaldet. Daniel Agger havde mellem jul og nytår været på sommerhustur med sin gamle folkeskoleklasse, og hver morgen havde han kunnet hente avisen hos bageren og læse om de klubber, der ville have ham.


Brøndby på træningslejr denne vinter i Hoffenheim.

Efter klasseturen var han taget på ferie med sin familie på Gran Canaria, og der kunne man også købe danske aviser. Spekulationerne fortsatte. Han kan huske, at Juventus var mere end blot et rygte på sportssiderne. Men manageren, som viste størst interesse, kom fra den klub, der i det seneste halve år havde rangeret som hans egen foretrukne destination.

LÆS OGSÅ: 12 fodboldspillere vi gerne vil på ferie med

”Rafael Benítez (Liverpools daværende manager, red.) ringede til mig. Han sagde, at jeg skulle komme til Liverpool, fordi han havde brug for mig. Ikke så meget andet. Det var selvfølgelig vigtigt for mig at vide, men det vigtigste var det, at han ringede. Jeg har siden oplevet mange spillere blive solgt til en klub, uden at de har mødt eller hørt fra træneren. De ved ikke, om det er ham, der har købt dem, eller om de er en brik i et større spil.”

Dagen efter traf Daniel Agger sit valg, og 12. januar skrev han under på en kontrakt på fire et halvt år. Den rolige, boldsikre midterforsvarer, nu 21 år, skulle ikke i militæret alligevel.

Han skulle være en del af det hold, der var forsvarende Champions League-mester og talte spillere som Steven Gerrard, Jamie Carragher, Pepe Reina, Xabi Alonso, Sami Hyypiä, Dietmar Hamann og Robbie Fowler. Dygtige, dygtige spillere og store personligheder, som han siger.

”Jeg kan sige så meget, at der ikke var nogen af dem, der lagde sig fladt ned. Alle havde en mening. Der var højlydte diskussioner i omklædningsrummet. Det var lige mig, og sagen er, at vi stod mere sammen, når vi kom videre fra de der ting. Der var en stærk vindermentalitet.”



Diskussionerne kunne ifølge Daniel Agger handle om en krise, der skulle håndteres i en pause eller efter en kamp. Det kom enkelte gange til deciderede slagsmål, og den spanske manager var ikke fredet, når detaljer fra kampene skulle endevendes.

LÆS OGSÅ: 11 fodboldstadions, du tror er fra fremtiden

”Det betød ikke, at vi ikke havde respekt for ham, for det havde vi bestemt, men kulturen var sådan, at hvis der var noget, man ikke var enig i, så sagde man det sgu. Jeg har aldrig været den mest højtråbende, men jeg har altid sagt min mening."

"Der har ikke været noget udenomssnak, noget bullshit, og jeg ved, at mange af de ældre spillere respekterede mig fra start, fordi jeg altid gik lige på og hårdt,” fortæller Daniel Agger, inden han med et smil, der vokser, tilføjer: ”Det var sgu en god tid.”

Liverpool vandt den traditionsrige FA Cup i maj 2006 og blev fejret i byen fra en åben bus. Året efter spillede Daniel Agger hele kampen, da holdet tabte Champions League-finalen 1-2 til AC Milan.



I sæsonen 2008-09 var holdet blevet forstærket med verdensstjernerne Fernando Torres og Javier Mascherano og i førerposition til at vinde det engelske mesterskab, men selv om holdet tabte pusten til sidst og blev nummer to, stod en ting klart: Daniel Agger befandt sig i toppen af europæisk klubfodbold.

DANIEL AGGER KUNNE med det samme lide den lille nordirer. Liverpool havde stoppet samarbejdet med Rafael Benítez efter en skuffende syvendeplads i 2009-10.

Og efter en decideret dårlig oplevelse med den senere engelske landstræner Roy Hodgson og en overgangsløsning med klubfænomenet Kenny Dalglish blev Brendan Rodgers præsenteret som ny manager op til sæsonen 2012-13. Rodgers fra Carnlough i Nordirland kom med en masse energi, en masse godt humør. Han var til at tale med, og hans dør stod altid åben, som han sagde. Træningerne blev sjovere.



”Et eksempel er, at han af og til droppede de planlagte øvelser, og så spillede vi et mini-VM: England mod resten af Europa osv. Det var selvfølgelig ekstra sjovt, fordi mit hold for det meste vandt, men hovedsagen er, at stemningen blev bedre med ham.”

Daniel Agger og hans danske kone Sofie havde nu fået to drenge, Jamie og Mason, de levede et stille og roligt familieliv ved Aigburth, syd for Liverpool, på østbredden af Mersey og tæt på Liverpool Cricket Club. Hans kone studerede på byens universitet, og tanken om, at Daniel Agger skulle spille sin karriere til ende i Liverpool FC, faldt mere og mere på plads. Derfor blev der også takket nej til henvendelser fra andre klubber.

Også i sommeren 2013, da FC Barcelona rørte på sig. For den spanske storklub, som sjældent oplever afvisninger, var på banen, bekræfter Agger. Men han tog en snak med Brendan Rodgers, og manageren overbeviste danskeren om, at han skulle blive. Han ville bygge et hold op om club captain Steven Gerrard og Agger, som samme sommer blev udnævnt til vice-captain.



”Men fra den dag gik det galt, og mit problem er, at jeg ikke kan sige hvorfor,” opsummerer Daniel Agger. Danskerens udlægning af forløbet, fra han blev vice-captain i sommeren 2013, til han i foråret 2014 fandt ud af, at han ville forlade Liverpool, ser således ud: Han spillede på et vinderhold, angriberne Luis Suárez og Daniel Sturridge scorede og scorede, Liverpool var mesterskabsaspirant for første gang siden 2008-09.

Daniel Agger følte sig i god form, han følte overskud, og at han havde noget at bidrage med, men han følte også, at Rodgers udnyttede hver en lille mulighed til at sætte ham af holdet. Stadig tidligt på sæsonen bankede danskeren på managerkontoret på Melwood. Måske havde de talt forbi hinanden over sommeren? Måske havde manageren ikke så store planer med ham, når alt kom til alt?

Liverpools træningsanlæg i West Derby nordøst for byens centrum er i europæisk topklasse, efter at den daværende manager Gérard Houllier havde stået bag en modernisering i begyndelsen af 00’erne. Manager’s Office ligger på førstesalen over omklædningsrummene og med panoramavue til træningsbanerne, klublegendeplakater på væggene, skrivebord og sofagruppemiljø. Brendan Rodgers tog imod, hans dør stod jo altid åben, og han forsikrede Agger om, at danskeren stadig var en nøglespiller på holdet. Smil og håndtryk.

Kommunikationen med manageren forblev på et nulpunkt i hverdagen, men Daniel Agger gjorde op med sig selv, at han ville klø på. Fra kampen hjemme mod Swansea 23. februar 2014 og yderligere fem Premier League-kampe frem startede danskeren inde. Der var håb. Liverpool vandt alle kampene. Under træningen inden den syvende kamp, 6. april mod West Ham, fik Daniel Agger en slagskade.



”Mit knæ svulmede fuldstændig sindssygt op, og jeg fik suget 120 milliliter blod ud af det. Lægen og fysioterapeuten sagde, at jeg under ingen omstændigheder måtte spille kampen mod West Ham, og jeg sagde, at jeg ville spille, for jeg ville ikke give manageren mulighed for at sætte mig af til den store kamp mod Manchester City ugen efter. Aftalen blev, at lægen og fysioterapeuten gav manageren besked, og meldingen tilbage var, at jeg skulle stå over mod West Ham, så jeg var helt klar til City-kampen.”

Dagen efter kampen mod West Ham trænede Daniel Agger med igen, men da holdet blev udtaget til topopgøret mod Manchester City, var han ikke med. Det var palmesøndag 2014. Daniel Agger var på Hope Street Hotel med sine holdkammerater inden hjemmekampen, og nu var han helt sikker på, at han ville væk fra klubben.

”Den dag var der ingen vej tilbage. Jeg blev nødt til at komme væk, for ellers ville jeg springe i luften. Jeg befandt mig i det røde felt. Men forstå mig ret: Jeg klynker ikke. Jeg har ikke brug for en manager, der klapper mig på skulderen hele tiden. Tværtimod, jeg vil hellere have en, der giver mig en sviner, for så har jeg noget at tage fat i, og så skal jeg nok bevise, at han ikke har ret. Så det var ikke det,” forklarer han.



”Det var mere det med, at nu havde han gjort mig til vicekaptajn, som altid har været en stor ting i Liverpool, en særlig ting, og jeg var, hvor jeg gerne ville være. Vi skulle bygge et hold op omkring mig. Men så fra den ene dag til den anden stoppede kommunikationen.”

Daniel Agger gik med sin beslutning for sig selv, for han ville ikke lave ravage i den klub, der stadig havde mulighed for at vinde mesterskabet. Han spillede ikke før sæsonens sidste kamp, hjemmekampen mod Newcastle i maj, da mesterskabschancen var forspildt.

Han scorede i 2-1-sejren i The Kop-enden, hvor klubbens særlig dedikerede fans er samlet. Han vidste med sig selv, at det var hans sidste store øjeblik i Liverpool-trøjen.

”OUR KEY IS BROKEN,” råber en mand på kantet engelsk. Han befinder sig i en flok på 4-5 tyske mænd, der står samlet omkring et elskab 50 meter væk. En af de andre slår ud med armene, og Brøndbys team manager Kim Hallberg må organisere den sene eftermiddagstrænings anden baneflytning på Hoffenheims anlæg, der er så nyanlagt, at værterne endnu ikke har helt styr på detaljerne. Herunder banebelysningen.

Det er onsdag, og Brøndbys Superliga-trup har været i gang med opstarten til forårssæsonen i lidt over en uge. Torsdag eftermiddag skal de møde Bundesliga-holdet Turn- und Sportgemeinschaft 1899 Hoffenheim i en træningskamp, og selv om lysmasterne stadig ikke fungerer optimalt, er Daniel Aggers tilstedeværelse synlig på lang afstand.



Han danser med runde, elegante bevægelser omkring i øvelserne. Hans hoved er let fremskudt på en lang, næsten vinkelret nakke, som det ofte er hos ranglede mennesker. Rundt om ham hvirvler kompakte, lavstammede fodboldkroppe, som de er flest.
Efter træningen fremhæver cheftræner Thomas Frank Daniel Aggers attitude.

Frank sidder med Brøndbys øvrige trænere og ledere over aftensmaden, kylling, pasta og salat, på det rosa- og pastelgrønklædte Ringhotel Winzerhof, hvor truppen tilbringer det to døgn lange træningsophold.

Den hjemvendte spiller har taget dagens kaotiske træning med et smil, og nu bruger han tid på at sidde og snakke med 4-5 U-17- og U-19-spillere ved det nabobord, træneren nikker mod. De unge spillere vil vide alt om, hvordan det er at spille over for Messi og Ronaldo.

”Der er så meget kvalitet hele vejen rundt, som menneske og fodboldspiller,” slutter sportsdirektør Per Rud sig til, inden han rejser sig for at melde sig ind i transfervinduet igen. Han defilerer rundt med mobilen i hånden eller ved øret, og skulle den sætte ud, har han en anden i beredskab. Det er et erklæret mål, at truppen skal slankes.



Fysioterapeuterne gør klar til endnu et rykind af spillere med ømme ben, og førsteassistenttræner Albert Capellas, som har en fortid på FC Barcelonas ungdomsakademi, finder et sofahjørne med den Pep Guardiola-biografi, han hele tiden synes at bære under armen.

At det i sommer lykkedes at få Daniel Agger hjem til Brøndby i en alder af kun 29 år betragtes af de fleste tilstedeværende på det sydtyske hotel som et mirakel. Han var på kontrakt i Liverpool FC til 2016, og den engelske klub troede ikke på danskerens melding om, at han under ingen omstændigheder ville fortsætte i klubben.

Til sidst forstod de beskeden. Brøndbys bestyrelsesformand, Jan Bech Andersen, og Agger selv sørgede for formaliteterne, og 30. august 2014 var Daniel Munthe Agger fra Hvidovre Nord Brøndby-spiller igen på en toårig aftale. Han glædede sig til at vende hjem, han glædede sig til at være med til genopbygningen af Brøndby.

I dag udlægger han selv forløbet på denne måde: ”I første omgang skulle vi finde ud af, om Liverpool overhovedet ville slippe mig. Det var ikke sådan, at vi bare knipsede med fingrene, og så var det ordnet. Men hvor der er vilje, er der vej. Jeg var heldig, at jeg har været i Liverpool i så mange år, at de kendte mig så godt. De vidste godt, at når jeg sagde noget, så mente jeg det.”

Og om, hvorfor det blev Brøndby og ikke en klub i Spanien eller måske i Frankrig:

”Spanien spøgte, men nu kan jeg godt lide, at tingene bare fungerer, at tingene er planlagte, og hvis jeg skulle til at flytte min familie til Sydeuropa i 2-3 år for så at tage tilbage til Danmark, ville det ikke fungere for mig. Jeg ville gerne have et langt stræk mere, som jeg havde i Liverpool.”

Torsdag kl. 12.15 er der match meeting. 41-årige Thomas Frank, som kom til klubben i juni 2013 efter at have været træner for det succesrige danske U-19-landshold, skal sætte holdet op til kampen mod TSG 1899 Hoffenheim. Træneren har den helt rette profil til at stå i spidsen for klubbens strategi om at satse på egne unge talenter. Støttet af rutinerede, hjemvendte kræfter som Daniel Agger, Johan Elmander og Thomas Kahlenberg.

Træneren kører sit slideshow igennem. Taler om tyskernes høje pres, deres fysiske power, deres hurtige omstillinger. Han inviterer spillerne til at give deres besyv med og lægger ikke skjul på, at Hoffenheim spiller for spiller er bedre end Brøndby. Men, siger han, husk på, hvordan organisation og offervilje gjorde Atlético Madrid til spansk mester i sidste sæson, selv om Barcelona og Real Madrid havde langt bedre spillere.

Tre timer senere har Brøndby tabt kampen 0-7. Daniel Agger skulle ikke overbelastes og blev skiftet ud i pausen ved 0-2. Med til historien hører, at Hoffenheim står på spring til sæsonens første turneringskamp, mens de danske gæster først er ved at løbe julepausen ud af kroppen. Men nederlaget er alligevel 4-5 mål for stort.

Spillerne er ikke stolte, da de går ned i hjørnet af Dietmar-Hopp-Stadion for at takke de små 25 fremmødte Brøndby-fans for opbakningen, og der er stille i den bus, der skyder ud ad Autobahn for at bringe truppen til lufthavnen i Frankfurt.
 
VI ER tilbage i Brøndby på den første træningsdag efter juleferien. Vi har forladt Vilfort Lounge og er på vej ud på den Hvidovre-rundtur, der har Center Pub som endemål. Regnen er vedvarende, ikke tung. Daniel Agger drejer til højre ad Park Allé og fortæller om det endelige opgør med Liverpool.

Han havde holdt sommerferie med familien, men da han startede træningen op, bankede han atter på Rodgers’ dør på Melwood: ”Jeg gik bare ind og sagde: ’Hør her, jeg mener ikke, at du har behandlet mig ordentligt.’”

Hvordan tog han det?

”Jamen, det kunne han ikke forstå, sådan så han ikke på det, og det var også fair nok. Men han tog imod og virkede interesseret. Han vendte så tilbage og sagde, at han gerne ville beholde mig, og at han havde brug for mig næste år. Det var første gang, vi kommunikerede ordentligt i et års tid."

"Vi havde sgu en rigtig god dialog, men jeg vidste ikke rigtig, om det var spil for galleriet. Jeg følte, at de ord var lidt tomme i forhold til, hvad der var sket sæsonen inden, så jeg bed ikke på. Og til sidst lykkedes det mig at få dem overbevist.”

Hvis du skal sammenfatte hele din Liverpool-tid, har du så forløst dit potentiale?

”Argh … Jeg er sådan en irriterende type, der hele tiden føler, at jeg kunne gøre det bedre. Jeg har sgu aldrig spillet en perfekt kamp, der er altid noget, der irriterer mig. Men jeg har fået nogle kæmpe oplevelser og spillet nogle store kampe, voldsomme kampe, som ikke mange fodboldspillere kommer i nærheden af. Så på den måde, ja.” Pause et par meter. Viskerne fejer. ”Det, der irriterer mig mest, er, at jeg ikke var bedre til at kende min krop.”

Hvad mener du?

”Jeg spillede, selv om jeg var småskadet. Jeg spillede, selv om jeg ikke burde, og det kostede mig mange kampe i længden.”

Følte du dig presset til det?

”Nej, kun af mig selv. Ikke af andre. Jeg ville ikke holde endnu en pause.”

Gjorde du det for tit?

”Det gjorde jeg for tit, ja.” Daniel Agger sidder lidt uden at sige noget. Vi passerer Motorring 3. ”For nylig fik jeg at vide, at jeg i de 10 år, jeg har været professionel fodboldspiller, har spillet omkring 350 kampe. Det er fandeme mange kampe."

"Og hovedmængden af dem er i Premier League. Men jeg skulle have spillet 100 eller 200 kampe mere i Liverpool. På et tidspunkt førte jeg regnskab: ’Åh nej, nu har jeg misset 35 kampe.’ I dag har jeg lært at få det bedste ud af de kampe, jeg spiller. Virkelig nyde, når jeg går på banen, virkelig nyde, når jeg trækker landsholdstrøjen over hovedet. Men det har taget lang tid at nå dertil.”

Han nævner selv, at hans krop nok slet ikke egner sig til fodbold. Vi nærmer os Avedøre Havnevej.

”Jeg er meget fleksibel, hypermobil, musklerne overstrækker. I fodbold er det bedre at være lidt tæt, af gennemsnitlig højde, lidt stiv i kroppen, så får du færre skader.”

Kan det være, at Brendan Rodgers blev træt af dine skader?


”Måske, men kunne han så ikke bare have sagt det? Var det derfor? Fair nok. Var jeg ikke god nok? Fair nok. Hvis han ikke havde planer med mig, fair nok. Men så kunne vi have taget videre til en af de klubber, der ville have mig for et par år siden. Og få et langt stræk der, inden vores ældste skulle starte i skole.”

Har han andre teorier om, hvorfor Brendan Rodgers aldrig sagde noget? Var hans dør ikke så åben, som han gav udtryk for? Var det andre folk i klubben, der udnævnte Agger til vice-captain? Nej, det giver ikke mening. Og så er vi tilbage ved, at Daniel Agger under ingen omstændigheder vil fremstå som ”en pivskid i jeres blad”.

I julen var han med sin bror tilbage i Liverpool for at ordne et par praktiske sager, og da besøget faldt sammen med en hjemmekamp mod Swansea, trak han huen godt ned over ørerne og overværede kampen fra vennen og højrebacken Glen Johnsons VIP-boks på Anfield. Han hilste på et par af de gamle spillere, men holdt ellers lav profil.

”Det var fedt at være tilbage. Jeg har haft en god tid derovre. Uanset hvad der skete til sidst. Men jeg har haft den slags ture med træneren før. Jeg havde dem også med Roy Hodgson. Vi fungerede heller ikke sammen. Der var det så mig, der blev, og det var jeg lykkelig for. Men uanset de opgør har jeg haft en rigtig god tid i Liverpool. Min familie har haft en rigtig god tid.”

Var du stadig afklaret med beslutningen, efter at du havde været derovre?


”Jeg var afklaret, men jeg havde også den følelse, at jeg savnede det sgu lidt. Men som jeg talte med min kone om: Det er meget naturligt efter så mange år det samme sted. Grunden til, at jeg var der i så lang tid, var, at Liverpool er en af verdens største klubber. En ting er fodbolden, hvor vi ikke altid har været i toppen af Europa, men kulturen, klubben, traditionerne, stadion, alle de der ting, der er Liverpool blandt de bedste i hele verden,” svarer Daniel Agger.

”Jeg har altid tænkt, at der er mange fodboldspillere, der skifter, hver gang der sker et eller andet. Hver gang der er noget, der går dem på, er det en ny klub. Jeg tror også, at der er mange af dem, der tænker tilbage på deres Liverpool-tid og siger: ’Hvorfor blev jeg ikke?’ De finder først ud af, hvor godt de egentlig har haft det, når de er videre. At græsset ikke altid er grønnere på den anden side. Og lige i forhold til Liverpool er der ikke mange steder, hvor græsset er grønnere på den anden side.”

Daniel Agger har stoppet bilen foran Center Pub på Hvidovrevej. Da han var barn kiggede familien ofte forbi, og så fik han håndmadder eller friturestegt camembert. Vi nåede også omkring kolonihavehuset og Præstemoseskolen. Til sommer skal han på den årlige sommerhustur med drengene fra den gamle klasse. De er hans bedste venner. Der er ikke mere at sige. Nu er det Røde Brians tur. ■

LÆS OGSÅ: Sådan træner du som en livvagt

LÆS OGSÅ: "Da jeg begyndte at tabe håret, var det kun skægget, der blev tilbage. Jeg lignede Walter White"

LÆS OGSÅ: De 15 højest betalte jobs, der ikke er bag et skrivebord

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold, Landsholdet, Brøndby IF, Liverpool og Premier League