Du fejrede, at I gik videre fra semifinalen i pokalturneringen ved at råbe ’Let’s go fucking mental.’ Hvorfor lige det kampråb?
”Vi synger den sang, før vi går ud af omklædningsrummet til en vigtig kamp. Det gjorde vi inden både semifinalen og finalen i pokalen. Mange af vores fans følger med og ved, at vi gør det, så vores dygtige capo havde spurgt mig, om jeg ville tage megafonen, og det gjorde jeg. Jeg endte med en reprimande fra Divisionsforeningen, fordi jeg ikke holdt afstand i forhold til corona. Det er jeg ærgerlig over, at jeg kom til, også selvom jeg ved, at jeg er negativ, fordi jeg bliver testet hver uge.”
Hvad er en god jubelscene for dig?
”Der findes mange sjove, indstuderede jubelscener. Jeg kan huske engang i Midtjylland, hvor Ken Ilsø scorede et mål. De andre spillere stillede sig op som bowlingkegler, og så faldt de, da han trillede bolden hen på dem. De scener er sjove, men dem jeg holder af, er dem, der kommer fra hjertet af, hvor man kan se, at det bare er kroppen, der reagerer instinktivt på en lykkefølelse. Det er også det, der sker for mig i Esbjerg, da fløjten lyder, og vi er pokalmestre. Det er ikke indstuderet, det kommer bare fra hjertet af. Jeg løber den forkerte vej, og jeg ved slet ikke, hvor jeg løber hen, der er bare så mange følelser, der kommer ud af kroppen.”
Har du en jubelscene, som du ikke kan glemme?
”Da jeg var 10 år, fulgte jeg VM i 1982 i Spanien. Der var en legendarisk jubelscene, da Marco Tardelli scorer til 2-0 i finalen mod Tyskland − han løber med armene ude og jubler, fordi han er så passioneret. Det var sådan et magisk øjeblik for mig, for når man kommer fra Vestjylland, som jeg gør, hvor man ikke er opvokset med at udtrykke følelser på den måde, var det en form for legitimering af, at når det var fodbold, så kunne man give den gas. Nogle gange ser jeg den stadig på YouTube, fordi det bare kommer helt inde fra hjertet af. Det er legendarisk.”
Vi kommer ikke udenom billederne i Ekstra Bladet, hvor du havde et jakkesæt på i guld. Går du altid all in?
”Jeg vidste godt, at det ville få en vis form for omtale, men jeg må sige, at jeg er overrasket over, hvor omfangsrigt det har været. Det er ikke noget, jeg har fortrudt, for jeg synes, det er meget sjovt. Jeg er også et menneske, der gerne vil give, fordi jeg er så privilegeret, at jeg kan leve af min passion. Det er jo ikke sådan, at Glen Riddersholm render rundt i sin hverdag og er Guld-Glen hele tiden, men det er noget, der kommer frem, fordi jeg arbejder med det, jeg elsker allermest.”
