Lige siden det første FIFA-spil kom på markedet for over 20 år siden, har virtuelle og virkelige fodboldkampe udspillet sig sideløbende med hinanden. Begge versioner har til alle tider været populære, men e-sportsfodbolden har holdt sig til de computeranimerede effekter – indtil nu.
 
EA Sports og Adidas har nemlig indgået et samarbejde, som bogstavligt talt gør spillertøjerne fra computerspillet håndgribelige i den forstand, at fire af de computeranimerede klubtrøjer er blevet produceret i virkeligheden. Der skal jo også være noget merchandise til alle dem, der foretrækker e-sportsfodbolden. Trøjerne er ganske vist kun produceret i et begrænset antal, men hvis du skynder dig, kan du stadig nå at få fingrene i et eksemplar.
 
De fire trøjer repræsenterer hhv. Real Madrid, Bayern München, Juventus og Manchester United, og de kan købes allerede nu hos Unisport til den nette sum af 700 kr.
 
Skulle du være sulten efter mere e-sportsmerch, er der selvfølgelig råd for det. EA Sports har nemlig også udviklet en virkelig – og virtuel – fodboldstøvle med Nike, som du kan få fra i dag. ’Nike x EA Sports Phantom Vision’ er prissat til 2.150 kr., og det er skoene, som blandt andet Manchester Citys Kevin De Bruyne og Chelseas Fran Kirby kommer til at spille i.