arrow left
scroll-down

Hvor er Nicki Bille?

Dette er historien om en besættelse og en fire måneder lang kamp for at lave et interview med Nicki Bille. Euromans Teis Jeppe Gørtz kom med bag kulissen i Ishøj IF, da klubben pludselig hverken hørte eller så noget til deres nye signing. Efterfølgende oplevede han selv, hvor svær Bille kan være at få fat i. Men tre timer før journalistens barsel skete der et gennembrud.

Af Teis Jeppe Gørtz
Foto: Dennis Morton
Sport

Nicki Bille er begyndt at vise sig i mine drømme.

Jeg drømmer, han pludselig tager telefonen. At vi mødes på det spahotel i Nordsjælland, hvor han især opholder sig, hvilket jeg ved fra hans Instagram.

Han viser mig armen, der blev ramt af et haglgevær på klos hold forrige jul, og som kom til at ligne den ene halvdel af ansigtet på Batman-skurken Two-Face. Synlige knogler omgivet af sprængt flæsk.

Han fortæller mig om sine personlige kampe. Kampen med alkoholen og om at få en fodboldkarriere, hvis man stadig kan kalde den det, på rette spor igen. I en kort periode i år fik den kunstigt åndedræt af en fodboldklub på Vestegnen fra Danmarks fjerdebedste række, Ishøj IF. De rakte ham hånden og gav ham den chance, som ingen andre har villet. Han var til gengæld gået med til at spille for nul kroner i løn.

I vågen tilstand siger min kæreste også ofte, at jeg ikke er til stede, når jeg har fri derhjemme:

”Årrhh. Du tænker på Bille (ja, det kalder vi ham) igen.”

Og hun har jo ret.

Havde det ikke været for vores nu ni måneder gamle datter, der græder og skriger så højt, når hun har brug for min hjælp, var jeg nok også i nogle perioder blevet til en decideret zombie.

Nicki Bille er ved at blive en besættelse for mig. Han er mit Zodiac-mysterium. Jeg kan ikke slippe ham og vil så gerne forstå ham. Forstå, hvorfor han hele tiden holder mig hen, når han konsekvent siger, han gerne vil interviewes af mig. Og forstå, hvordan en mand med så stort et talent og godt et hjerte, som mange beskriver ham med, kunne forvandle sin karriere til allerede at slutte som 31-årig på grund af forkerte beslutninger, som har givet ham pletter på straffeattesten.

Næsten hver dag bliver jeg også mindet om ham af mine kollegaer:

”Hvordan går det med Bille-artiklen? Noget nyt?”

Det var slet ikke meningen, at han skulle fylde så meget i mit hoved. Men i fire måneder har jeg arbejdet på denne historie. Forgæves taget den lange tur til Ishøj flere aftener for at interviewe ham og har talt i telefon med sportsdirektør Murat Kütuk hver tirsdag og torsdag.

Jeg var med på tætteste hold i ledelsens maskinrum, da Nicki Bille gik under jorden, og hverken jeg eller sportsdirektøren kunne komme igennem til ham. Vi stod der sammen, side om side og så dumme ud. Brændt af igen, igen. Kun Billes stories på Instagram viste livstegn. Dem var der til gengæld mange af.

Nu vil jeg have historien ud af hovedet.

Mens jeg skriver denne introduktion, har jeg seks dage til deadline. En deadline, som jeg har givet mig selv for en time siden og netop har fortalt om til Bille i en Messenger-besked og på sms. Måske når han derfor alligevel at komme med i artiklen her til sidst, så det ikke kun bliver ved drømmene? Jeg håber det virkelig. Men han kan ikke få mere ventetid, det kan han bare ikke.

Læs hele artiklen med Euroman Premium
Allerede medlem. Log ind her
Bliv medlem, og få fuld adgang til hele EUROMAN.dk for 49 kr./md
Læs mere om Euroman Premium Euroman Premium