Fri for dansk fedtspilleri: Derfor er danskerne vilde med Mads P.

HAR DU VÆRET LÆSER af Euroman gennem en årrække, husker du måske, at vi allerede en gang tidligere har haft Mads Pedersen på forsiden. Det var i sommeren 2020.

Dengang var han nykåret verdensmester. Iklædt klassisk herretøj, ungt blik, helt skarp. I september året forinden havde han vundet det brutale og regnvåde linjeløb i Yorkshire i England, hvor verdensklasse-ryttere med opgivende miner og tårer i øjnene stod af en for en, indtil kun den stærkeste var tilbage. 

Verdensmestertrøjen er den smukkeste, der findes. Og vinder man den, har man den et helt år. Covid-19 frarøvede Mads Pedersens mulighed for at vise den frem til alle forårsklassikerne. Alligevel kan ingen tage fra ham, at han som den første dansker nogensinde vandt den mest prestigefulde trøje på hele World Touren. 

Hvad den verdensomspændende virus frarøvede Mads Pedersen det forår, har han til gengæld taget tifold tilbage siden. Han er blevet ældre, stærkere og om muligt endnu mere sulten. 

Og det har været en vild fornøjelse at følge. 

I dag er det ikke en sensation men en selvfølgelighed, at Mads Pedersen sidder med i forreste geled, når de hårdeste løb bliver kørt. Han blander sig, han animerer løbende, han vinder. 

Han har gennem efterhånden mange år haft sine øjne stift rettet mod Paris-Roubaix, det måske hårdeste monument af dem alle, og hvert år er han at regne for en af dem, der kører på podiet. 

Jeg er ikke ene om at være vildt begejstret over Mads Pedersens måde at være cykelrytter på. Han opfører sig som den kaptajn, han er. Til pressen er han ærlig og bramfri. Han er befriende fri for dansk fedtspilleri, men kører snarere som en utålmodig, brølstærk løve. 

Mads Pedersen bliver ganske enkelt stærkere, når løbene bliver hårdere. Og hvis ikke de er hårde nok, skruer han bare op. 

Cykelsporten er fascinerende, fordi alt altid er på spil. I starten af februar styrtede Mads Pedersen i Valencia Rundt og brækkede kravebenet og en knogle i hånden. En isnen jog igennem Cykeldanmark. Game over for forårskampagnen? 

Åbenbart ikke. For til Milano-Sanremo stillede han til start. Og det kommer han til at gøre i alle løb i Belgien.

Måske kan det endda vise sig at være en fordel, at den glubske løve skal køre mere påpasseligt, mere klogt, fordi han skal passe på hånden?

I det nye Euroman tegner Danmarks mest levende cykelskribent, Bastian Emil Goldschmidt, et portræt af Mads Pedersen. En iskold dag i februar ringede han til solrige Monaco og talte i lang tid med Mads om ambitionen, styrtet og livet som rytter. 

Og hvis der er nogen, der kan føje endnu mere kolorit til Mads Pedersens i forvejen farverige person, er det Bastian Emil. 

Rigtig god fornøjelse og tak for at læse Euroman.