Foto: Jasper Carlberg

Stort interview med Christian Eriksen: Portræt af en glad mand

Hvis man siger det danske landsholds forvandling og genopstandelse fra de døde, siger man Christian Eriksen. Hvad er der sket? Og hvad i alverden tænkte han på, da han gjorde sin kæreste gravid, så hun skal nedkomme lige inden VM?

Her har vi ligget i årevis i sofaen og set ham servere sukkerbolde og score kongekasser med sine fynske flødefødder i Premier League og Champions League, set ham sætte sig som en boss på klubkampe med dræberpasninger gennem et nåleøje.

Og hvad skete der så, når vi satte os klar med rank ryg, øl, landsholdstrøjer og forventninger i størrelse XL for at se Middelfarts Messi gøre en eller anden tidligere, ukendt sovjetrepublik til grin i VM-kvalifikationen?

Hvor var verdensklassen henne? Ja, hvad fanden var egentlig meningen? Det ligger i den danske folkesjæl at føle sig berettiget til at tilsvine de af vores få verdensklassetalenter, som vi mener har lovet os så meget (og derfor næsten kun kan skuffe).

Indtil de endelig vinder, som de jo havde lovet. Spørg for eksempel Caroline Wozniacki. Eller spørg Christian Eriksen.

Christian Eriksen kunne aldrig drømme om at sige det. Måske ikke engang tænke tanken. Eriksen er et venligt menneske, typen, der siger tak og giver hånd til alle uanset rang og navn, typen, der husker at skrive tilbage. Premier League-stjernen ved, hvor han kommer fra, og han ved, at han skal tilbage (”Jeg prøver at overtale Sabrina til, at vi skal bo i Middelfart, når vi vender hjem. Men hun vil bo i Odense.”).

Men det ville være forståeligt, hvis den flinke mand efter efterårets VM-kvalifikations- og playoff-kampe havde lyst til at sige til danske medier og mandagstrænere:

”Sagde I noget?”

For efter to missede slutrunder og med hele Danmarks uindfriede forventninger på sine stadigt bredere skuldre satte Christian Eriksen tingene på plads med pragtkampe og hattrick mod Polen og Irland.

Uden at spørge ”Sagde I noget?”

Sådan er Christian Eriksen ikke. Men sådan er vi. Vi kræver en forklaring på, at han har været så suveræn for Tottenham, og ikke for os. Vi, der har betalt hans løn, okay, måske ikke, men så i hvert fald smidt vores drømme, nationale stolthed og forventninger efter ham.

Hvad er der sket? Hvorfor er det endelig lykkedes for dig at spille godt for Danmark?

”For to år siden blev jeg bedømt på, at jeg ikke scorede nok mål. Jeg var ikke afgørende nok, jeg var ikke med til det ene og det andet. På landsholdet spillede vi fine kampe, skabte masser af chancer, og jeg havde selv mange muligheder for at score, men fik aldrig puttet den ind. Det gør vi nu. Det er egentlig det, der er ændret. Måden, jeg spiller på og løber rundt på banen på og prøver at tage initiativ, har været den samme, så lang tid jeg kan huske.

Forskellen er, at kuglen ryger ind over stregen, og så bliver det bedømt anderledes. Det har været sjovt at følge, hvordan folk så på det inden, og hvordan de kigger nu. Jeg lever bare i det og rider med på bølgen. Nu er den tidligere kritik drevet over, så må vi se, om der kommer noget nyt. Hvis vi ikke vinder VM, haha. Nu kan de i hvert fald ikke længere skrive, at det går godt i klubben og dårligt på landsholdet. Det går måske næsten for godt, så jeg nærmest skal score i hver landskamp nu.”

Christian Eriksen er ikke typen, der giver andre skylden for noget. Men vi er nødt til at tale om elefanten, der fylder i rummet.

Elefanten hedder Morten Olsen. Den tidligere landstræners filosofi med vægt på boldbesiddelse og mange pasninger fremstod i de sidste år af Olsens embedsperiode mere og mere som en spændetrøje, forudsigelig og et stykke over sidste holdbarhedsdato som den hollandske dogmatik, systemet var inspireret af.

 

Olsens ’automatismer’ formåede ikke at udnytte vores eneste verdensklassespillers kvaliteter.

Mens vi taler lidt om, at Eriksen er med ved sin anden VM-slutrunde, udtrykker han karakteristisk og helt spontant sin taknemlighed over, at Morten Olsen gav ham chancen for at få erfaring dengang i 2010 i Sydafrika. Men elefanten er stadig i rummet, og Christian Eriksens første vidneudsagn i forsøget på at finde en forklaring på forvandlingen på landsholdet er ikke nok. Stolpe ind og stolpe ud er selvfølgelig altid forskellen i fodbold, men der er sket noget mere, og Christian Eriksen ved det. Det ligger bare ikke til ham at kritisere nogen andre end sig selv.

Hvad har det betydet for din og landsholdets forvandling, at vi har fået en ny landstræner og en ny spillestil?

”Vi har lidt af de samme værdier. Vi spiller på en lidt anden måde.”

Men det ser ud, som om denne lidt anden måde passer dig noget bedre?

”Det tror jeg. Det gør det. Altså, det kan du jo selv se på resultaterne og den måde, vi spiller på. Det passer mig bedre, at vi kommer hurtigere frem og skaber ubalance meget tidligere. Det er godt, at vi kan variere, om vi skal spille over eller gennem midtbanen. At vi både kan slå den langt og spille possession. Det passer mig rigtig fint, at vi spiller meget mere direkte, når vi har erobret bolden, og vi kan komme frem og afsted og få de muligheder og de sekunder mere, som gør, at vi kan score.”

Åge Hareide siger, at du er nøglen på holdet, og at du foran dig altid skal have hurtige, bevægelige og hurtigt opfattende folk. Er du enig?

”Det er klart nemmere for mig jo flere muligheder, jeg har frem ad banen. Jeg tror, alle midtbanespillere har det sådan. Hvis der er nogle løb omkring mig, så skal jeg nok kunne finde en medspiller at aflevere til, det ser man også på klubholdet. Det går ikke så godt, når det er statisk, og der ikke er bevægelse nok. Jeg er jo afhængig af, at medspillerne laver gode løb for, at jeg kan aflevere bolden.

Jeg er ikke Messi, der kan sætte fire mand. Det bliver jeg aldrig. Jeg skal have mere bevægelse omkring mig, end driblere skal. Den optimale måde at spille på for mig er at komme frem ad banen så hurtigt som muligt, når vi erobrer bolden, og prøve at skabe overtal. I Premier League pakker mange hold sig og står bare og venter. Det gør de ikke lige så ofte med Danmark, men vi skal stadig skabe overtalssituationer.”

Vi forlader den lokale øko-gastropub med tyk urban vegan-vibe og mandelmælk i kaffen og bevæger os ud i Christian Eriksens hyggelige nabolag, Hampstead. Det er en mandag i april, og det småregner, som det skal i England. Fotografen har udvalgt en fotogen aviskiosk i bydelen, hvor Christian Eriksen får dagens avis i hånden.

Det er Englands hæderkronede The Times, som bringer en side om Tottenhams lørdagskamp under overskriften ’Eriksen now main man in ’Kane’s team’ (med henvisning til Manchester Citys manager Pep Guardiolas omtale af Tottenham i efteråret som ’the Harry Kane team’ efter holdets store stjerne og topscorer).

Christian Eriksen har netop scoret begge Tottenhams mål i lørdagens sejr over Stoke, men Harry Kane kræver at blive krediteret for det ene – Eriksens frispark, som Kane påstår at have haft skulderen på. Tottenham appellerer på Kanes vegne, og fire dage senere får han medhold af det engelske fodboldforbunds appeludvalg. Mens Harry Kane bliver interviewet til tv efter kampen og ’sværger ved min datters liv, at jeg rørte bolden’, går Christian Eriksen forbi og joker:

’Er du ikke venlig at lade være med at tale om mit mål.’

Måltyven Harry Kane får ’sin’ scoring og æren af at være ugens mest latterliggjorte på de sociale medier, mens The Times’ vurdering denne mandag i april med få kampe tilbage lyder:

’Dette har været Christian Eriksens sæson.’

 

The Sun afsætter et helt midteropslag til at hylde danskerens statistik, inklusive hans hidtil højeste antal sæsonmål i karrieren og i det hele taget playmakerens mest ’impactful’ sæson. Christian Eriksen behøver tilsyneladende ikke sværge ved sit barns liv for at overbevise om sit værd.

Har du slet ikke brug for at sætte dig i respekt og sige: ’Hallo, det var mit mål’?

”Nej ikke på den måde. Jeg kan ikke se, hvorfor man skal sætte sig i respekt. Hvis han har rørt bolden, har han rørt bolden. Jeg er nok typen, der bare vil spille fodbold og blive taget ind som en del af gruppen, fordi man er meget god til at spille fodbold og blive accepteret som den person, jeg er. Jeg er ikke den, der råber højest på noget tidspunkt.”

Holdkammeraterne kalder ham ’Chris’. Tottenhams argentinske manager Mauricio Pochettino kalder ham ’Our Special One’, ’the man who makes my Tottenham play.’

Manageren siger, at danskeren i sæsonen 2017-18 har vist, at han er en af Premier Leagues bedste.

”Han er så dygtig, men især i denne sæson har han øget sit niveau på alle områder. Han fortjener ros, og det er åbenlyst, at han gør holdet meget, meget bedre. Christian skaber spillet og binder det hele sammen.”

Ude på Tottenhams træningsanlæg siger man, at de fleste af spillerne i Tottenhams forholdsvis unge trup ser Mauricio Pochettino som en faderfigur. Den 46-årige argentiner ligner da også den onkel, du aldrig fik, onklen, der trækker dig til side og giver dig 100 kroner med i byen efterfulgt af et, ’gør nu ikke noget, jeg ikke ville ha’ gjort.’

Han har forvandlet Tottenham fra evigt potentiale til fast top 3-mandskab i Premier League med moderne, højenergisk chikanefodbold og lige så effektiv mandskabsbehandling.

Ud over at vise åbenlys spilleglæde er Tottenham ifølge de fleste eksperter det hold med den bedste balance i hele Premier League. En balance med danske Christian Eriksen som metronom.

”Pochettino har haft meget stor betydning. Det er helt vildt, hvordan folk kigger på Tottenham nu i forhold til, da han kom hertil. Det har betydet rigtig meget for mig, at han har givet mig chancen og ladet mig spille så mange kampe som overhovedet muligt, og jeg har kunnet sætte mit præg. Selv om jeg har haft en dårlig kamp, har jeg alligevel spillet den næste kamp. Det er den tillid og tryghed, jeg prøver at betale tilbage, når jeg er på banen.”

Har hans individuelle coaching gjort dig bedre?

”Jeg er ikke den type, der behøver den der arm om skulderen fra træneren hele tiden. Han ved, at jeg bare skal ud på banen og spille fodbold, og han lader mig spille fodbold. Det er Premier League, så uanset hvem du er, har du defensive pligter. Jeg starter til højre, så skal man presse venstrebacken eller følge med ham, hvis han løber offensivt. Jeg har mange defensive løb, men når vi har bolden, har jeg frie tøjler til at vandre lidt rundt og skabe overtal andre steder. Han er argentiner og vil have, der bliver gået til den med tacklinger, og selv om jeg ikke er den, der laver flest tacklinger, har han tilført noget aggressivitet. Man bliver skarpere til at læse spillet, man skal tænke lidt hurtigere. Det synes jeg, man er blevet med ham.”

’Man’? Er det dig?

”Ja.”

For halvandet år siden flyttede Christian Eriksen i hus i Hampstead sammen med sin kæreste Sabrina Kvist Jensen, der venter parrets første barn, kort før VM-slutrunden begynder. På gaden stopper fans op og beder om en selfie.

”Det er blevet lidt værre nu end for et par sæsoner siden, men det er okay,” siger danskeren i centrum, mens en trind, skaldet cirka 40-årig bygningsarbejder iklædt orange kedeldragt med refleksstriber og store, mudrede gummistøvler kommer hen for at bede om et billede sammen med sin helt.

Han stråler over hele hovedet, da det lykkes. Flere kommer til. De siger alle sammen det samme: 

’Christian Eriksen er en legende. Han er vores vigtigste spiller.’

Før Pochettino var det en fast tradition, at Tottenhams bedste spillere blev købt af større klubber, lige så snart de blev rigtigt gode. Med undtagelse af backen Kyle Walker, som er rejst til Manchester City, er det dog indtil videre lykkedes Pochettino og bestyrelsesformand David Levy at holde sammen på hele A-kæden, som i øvrigt ofte udgør halvdelen af Englands start-ellever.

Er Tottenham helt deroppe med de største klubber i dine øjne, eller har du større ambitioner?

”Tottenham er en helt anden klub, end den var for fem år siden, da jeg kom hertil. Vi har været i top tre-fire i Premier League de sidste tre år, så vi er i hvert fald deropad. Vi har slået Real Madrid og burde have slået Juventus i Champions League. VM er det bedste udstillingsvindue, og jeg ser frem til at vise mig frem der. Hvis de ikke vil, så vil de ikke, det er op til dem, sådan er det jo. Jeg føler mig meget godt tilpas med at være i klubben, det må jeg sige.”

Er det vigtigere for dig, at du har det godt og spiller, end at du er i verdens største klub?

”Jeg foretrækker klart at være et sted, hvor jeg har det godt. Og jeg vil mene, at når man har det godt, præsterer man også bedre inde på banen. I hvert fald den type jeg er. Jeg tror ikke, jeg ville føle mig dårligt tilpas, hvis jeg var i en af verdens største klubber. Man er det sted, man er. Man skal gøre sig tryg ved det. Det formåede jeg her i Tottenham, som er en storklub i forhold til Ajax, hvor jeg kom fra. Og siden er klubben kun blevet endnu større.”

Din manager Pochettino siger, at du ikke har brug for opmærksomhed og anerkendelse, og at det er noget, han virkeligt godt kan lide ved dig. Han siger, du kun har brug for at vide, at du er elsket internt i din klub. Er det sandt?

”Ja. Jeg er ikke den, der råber højest eller forlanger, at nogen lægger mærke til mig, eller folk krediterer mig for en assist eller et mål. Jeg prøver bare at gå på banen og gøre det, jeg har lyst til. At spille fodbold. Alt det, der kommer ved siden af, tager jeg, som det kommer.

Anerkendelsen fra den træner og klub, man er i, er selvfølgelig vigtig, men man gør sig vel fortjent til den. Og så er det op til dem, om de kan lide mig eller ej. Jeg vil mene, at jeg har gjort min del for at gøre mig fortjent til at få lidt anerkendelse i Tottenhams klubdragt. Fansene synger også en sang om mig. Det er specielt hver gang.”

Du bliver hele tiden sat i forbindelse med klubber som Real Madrid og FC Barcelona. Sidst vi talte sammen, sagde du, at dit eget succeskriterium var, at I vandt et mesterskab. Har du tid til at vente på, at Tottenham vinder et stort trofæ?

”Jeg har stadig to år tilbage af min kontrakt, og hvis der ikke er nogen, der vil have mig udefra, så er jeg godt tilpas her. Hvis der kommer nogen og lægger noget på bordet, så kigger man på det. Men der har ikke været noget fra andre klubber.”

Din agent siger noget andet …

”De ringer sikkert bare for at snakke.”

Christian Eriksen skynder sig at tilføje et kort ’haha’, det gør han tit for at markere, at det er sagt i sjov. Det er ikke altid, hans humor, som englænderne ville kalde ’deadpan’, bliver bemærket. I modsætning til det indtryk man kan få i tv-interviews, er den stille fynbo udstyret med en humoristisk sans, der aldrig er nedladende, men ofte selvironisk.

Christian Eriksen er en glad mand. Christian Eriksen er en succes. Øjnene stråler mere end normalt. Det er ikke målene i weekenden, som blev til et mål og en assist, det er en anden assist, noget større, aner man. Det er, når snakken falder på, at han skal være far.

”Jeg glæder mig helt vildt til at være far. Det bliver sgu spændende.”

Fødslen er dog sat til at ske faretruende tæt på Danmarks første kamp ved VM.

Hvad tænkte du på? Hvordan kunne du gøre det? Så tæt på VM? Hvad gør du, hvis din kæreste skal føde, når Danmark skal spille?

”Jeg tager hjem til mit barns fødsel. Det ved Sabrina også godt. Jeg håber ikke, at VM og fødslen lapper over hinanden, men jeg vil ikke gå glip af mit barns fødsel.”

Og efter VM? Kunne det afgøre, om du rejste til en større klub eller blev i London, at du lige er blevet far?

”Det kommer an på, hvad der kommer på bordet af tilbud. Hvis der ikke kommer noget, har jeg absolut intet imod at blive. Men Sabrina ved godt, at selv om der kommer en lille en, er det fodbolden, der står øverst. Det er hun helt med på. Men det kan være, jeg skifter mening på det tidspunkt og siger: Vi bliver her, uanset hvad der er af tilbud. Det ved man jo aldrig.”

Åge Hareide siger, du er enhver træners drøm, og at du også er enhver svigermors drøm, fordi du er en god dreng. Er du enig?

”Du skal nok have fat i Sabrinas mor. Men jeg tror da, hun synes det samme. Det håber jeg da. Jeg er ikke den, der farer rundt og har megatravlt med alt muligt. Selvfølgelig foregår der meget oppe i hovedet på mig, men det handler for det meste om stress og fokus på grund af kampene. Der er kommet mere pres på, og jeg har fået mere fokus. Der er mere fokus på mig udefra, hvilket jo er et godt tegn. Det kommer jo, fordi det går godt på banen.”

Hvilken slags far vil du være?

”Uha. Jeg vil gerne være den bedste far, som man overhovedet kan. Jeg egner mig nok mere til at være en sporty far end den anden type, men nu må vi se, hvad der sker.”

Christian Eriksen har tidligere beskrevet i Euroman, hvordan hans egen far, der også var hans træner, fra han var to, til han var 13 år, stillede store krav og råbte højt ad ham, selv om drengen egentlig selv syntes, han havde spillet en god kamp.

”Jeg kan ikke forestille mig, at jeg bliver den type, der står og råber. Men man ser nogen, der ændrer sig, når de bliver forældre og virkeligt vil noget for deres barn. Min far var ikke den, der normalt råbte op, men når det handlede om fodbold og om at presse mig i den retning, var han meget oppe på tæerne. Det kan da godt være, jeg bliver den der irriterende mand, der står og råber og skriger ude på sidelinjen. Men jeg tror det ikke. Nej. Det kommer ikke til at ske. Jeg tror heller ikke, Sabrina ville lade mig gøre det.”

Tror du, du ville være nået så langt, hvis din far ikke havde presset dig?

”Nej, det tror jeg faktisk ikke. Jeg tror, jeg er blevet skubbet meget af, at der blev krævet noget, og der blev sagt nogle hårde ting. Det forberedte mig for eksempel på, hvordan det var, hvis jeg kom til at læse en avis efter en dårlig landskamp eller en klubkamp i starten for Ajax. Jeg tror, det har hjulpet mig, at jeg fra starten fik at vide, at det hele ikke er en succeshistorie.

Det går op og ned. Selv om jeg havde spillet godt, var der nok nogen, der skulle sige til mig, at jeg ikke havde spillet godt nok. Min far gjorde det ikke på en måde, så jeg fik en fornemmelse af, at jeg skulle stoppe med at spille fodbold. Det har jeg aldrig overvejet. Men han forberedte mig åbenbart på nogle ting.”

Du kommer fra middelklassen, men har ikke som sådan fået noget foræret, ud over et vist talent. Det er nogle helt andre materielle vilkår, et helt andet miljø, du kan tilbyde dit barn. Hvad tænker du om det?

”Ja, det er rigtigt. Men nu er Sabrina og jeg heldigvis begge meget jordnære. Vi håber at give vores barn så ’normal’ en opvækst som muligt. Selvfølgelig ved jeg godt, det ikke bliver normalt i forhold til normale danske arbejdsvilkår, der kommer nogle pænere ferier, gaver, huse og biler end gennemsnittet. Men der skal vi sige til vores barn: ’Du er heldig, at du får det her.’”

Vi har kørt Christian Eriksen hjem og holder foran hans hus, hvor vi tager afsked. Der holder en matgrå Porsche i indkørslen. Ejeren siger selv, at de materielle vilkår ikke er det eneste, der bliver anderledes end hans egen helt gennemsnitlige danske parcelhusopvækst hjemme hos far Thomas og mor Dorte på Siøvænget i Middelfart.

”Jeg ved godt, hvis jeg engang skulle få en søn, og han skulle ende med at blive fodboldspiller, ville der, fordi han er min søn, være et pres på en helt anden måde, end hvad jeg selv oplevede. Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt. Det kan godt være, han vil skifte efternavn. Det får han bare ikke lov til.”

Christian Eriksen skynder sig at tilføje et smil og et kort ’haha.’

Har du fået opfyldt dine drømme?

”Jeg lever min drøm. Jeg ville være professionel, jeg spiller på det danske landshold, vi skal til VM. Jeg er sgu heldig. Men jeg synes, man skal være ambitiøs. Jeg sætter altid barren højere. Jeg prøver altid at udvikle mig. Det kan man som person, og det kan man som fodboldspiller. Det bliver noget andet, når man har rundet de magiske 30, men jeg har stadig et stykke vej. Jeg må se, hvor langt jeg kan nå at udvikle mig, og hvor langt jeg kan komme inden.” 

Få Euromans 32 sider store VM-optakt i vores aktuelle magasin, der kan købes i kioskerne eller på mitblad.dk

LÆS MERE: Yaya Touré med ny vild udtalelse: ”Pep Guardiola har problemer med afrikanere”

LÆS MERE: Festen fes ud i fodboldbyen: ”Her bliver man født Liverpool-fan”

LÆS MERE: Her kan du se fodboldlandsholdets kampe på storskærm

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold, Far og Portræt