Taberne og stjernerne ved ConIFA World Cup

Det er store taberdag ved ConiFA World Cup, i Östersund, Sverige. 

De fire semifinalister fandt vi i går.

Det er Ellan Vannin, hvor holdet bestående af en flok gæve britiske gutter fra Isle of Man. Derudover er det assyrerne, Nice-provinsen og Sydossetien, som skal kæmpe om finalepladsen i morgen.

Der skal dog retsmæssigt findes en plads til samtlige 12 hold i turneringen, derfor spiller turneringens dårligste hold i dag om den tvivlsomme ære i at blive nr. 5. 

Det betyder til gengæld også, at vi får lov til at se vores favorithold, holdet der består af spillere i flygtningelejre i Darfur-provinsen, Darfur United, der røg ud af gruppespillet med to nederlag på 19-0 og 20-0. 

Mere om dem senere, for i går lovede vi at fortælle lidt om:

Når der spilles VM i fodbold, er det typisk forbundet med tusindvis af fans, der skriger deres heltes navne på tribunerne eller foran tv-skærmene.
Til ConIFA er der én stjerne.
En ganske stor en af slagsen. 

Enoch er uden tvivl denne turnerings største stjerne. Han er ikke den dygtigste. Langt fra. Han spiller i den tredjebedste italienske række for holdet Vallecamonica, og alligevel slås vi med internationale journalister om et kort interview.

Det skyldes, at Enoch også i nogle kredse bliver omtalt med efternavnet Balotelli.

Hanekammen, kropsbygningen og attituden bakker påstanden op. 

Når turneringen er slut, skal han direkte fra Östersund til Brasilien for at se hans storebror, Mario Balotelli repræsentere Italien i FIFAs verdensmesterskab.

Interessen er massiv – Alt taget i betragtning.
Først et føle-interview med sød svensk tv-personlighed, om hvor hårdt det er, at have en storebror, som er meget mere kendt. 
Derefter et hardcore ambitionsinterview til japansk tv.


Enoch Balotelli Barwuah (Foto: Kristian Klok)

Så har Enoch Balotelli Barwuah tid til Euroman. Men lad os vente lidt med det. 

For lige nu, går Darfur United på banen mod Nagorno Karabakh.

Nagorno Karabakh var af mange anset som outsidere til titlen, og med flere professionelle fodboldspillere i bl.a. den armenske og russiske liga, ser det svært ud for flygtningeholdet.

Nagorno Karabakhs nationalhymne:
3 minutters bombastisk marchmusik.
Tunge hornstykker skråler i kap med hvinende violiner. Upassende lang nationalhymne.

Darfur Uniteds nationalhymne:
11 flygtninge tager deres hænder til brystet, og så synger de.
Virkelig synger. Ingen musik.
Det er svært at afkode ordene, men Sudan bliver nævnt. 

Efter nationalhymnerne skal der tages holdbilleder. Femten fotografer knipser foran Darfur United. Nul foran Nagorno Karabakh. 

De holder dog et klassisk holdpositur i næsten tredive sekunder bag et officielt banner, før de indser at der ikke bliver taget nogle billeder i dag.
På banneret står der ”Respect”


Darfur United og Nagorno Karabakh. (Foto: Kristian Klok)

Kampen er i gang.

Efter et minut er der løbeduel mellem David Grigoryan, professionel fodboldspiller og Darfur Uniteds spinkle højreback, Abdelrazik Haroun Ibrahim. 

Grigoryan går på kroppen af Ibrahim i forsøg på at vinde bolden. Skulderen først.Skriget er så højt, at det giver et par ekkoer i dalen omkring Jämtkraft Arena.

Ibrahim vrider, spjætter og tager sig til knæet.

David Grigoryan kigger forskrækket ned. Ser spørgende over mod dommeren. Kampen bliver stoppet.Ud på sidelinjen. 

Flere skrig.

Klar igen.

Det går hurtigt op for både tilskuerne og Nagorno Karabakhs spillere, aten fysisk duel mellem en fuldtids-professionel fodboldspiller og en fuldtids-beboer i flygtningelejr er som en fægtekamp mellem et tohåndssværd og en tørret kvist. 


Abdelrazik Haroun Ibrahim (tv) hilser på Nagorno Karabakhs anfører. (Foto: Kristian Klok)

Efter ni minutter har fire Darfur United spillere været til behandling. 

Til gengæld fører Nagorno Karabakh 2-0, og de har også besluttet, at kampen skal spilles færdig uden nærkampe. 

Bolden er meget sjældent på Darfurs fødder, men når den er, jubler hele stadion. 
På tribunen står Ellan Vannins trup. Darfur Uniteds trofaste heppekor. 

Midt mellem de begejstrede spillere, sidder assistenttræner Lee Dixon, som foruden at være en meget jovial herre også arbejder som talentspejder for flere engelske championship-klubber. 

Og mens Darfur United kommer bagud 3-0, fortæller han om hvilke spillere, han anser som stjernerne ved ConIFA World Cup. 

Enoch Balotelli Barwuah: Han scorer nok ikke foreløbigt en kontrakt i England. Han besidder hverken broderens ærgerrighed eller teknik.

Til gengæld ser Lee et potentiale i Nices høje angriber Malik Tchokounte.


Lee Dixon, assistenttræner for Ellan Vanin og talentspejder. (Foto: Kristian Klok)

“Han er stærk og høj. En type som ham passer godt ind på et championship-mandskab, hvor der bliver spillet meget fysisk fodbold”

Tchoukounte spiller til dagligt for den franske tredjedivisions klub USL Dunkerque.
 En kontrakt i England ville formentlig være væsentligt bedre lønnet, så hvis din yndlings championship-klub tilknytter Malik over sommeren, så husk hvor I læste det først.

Derudover er Lee imponeret over en række af Kurdistans spillere, som også tidligere har repræsenteret Iraks landshold i FIFA-regi. Han kunne ikke nævne nogle navne, men nr. 9 skulle efter sigende være sindssygt dygtig. 

”Han spiller som Messi”

At selv en talentspejder ikke kan overskue, hvem der er hvem til turneringen er et meget godt billede på ConIFA World Cup. 

Journalisterne taler hele tiden om spillere fra Bundesligaen, Premier League, Ligue 1, sågar Champions League, men spørger om navne, er der ingen, der reelt kan komme på nogle. 

Det kan skyldes dovenskab, og mangel på research, men der også det faktum at der er stor forvirring om hvilke spillere, der er mødt op. 

Det officielle magasin skriver om assyrernes største stjerne, Sanharib Malki, der i denne sæson har scoret seks mål i den bedste tyrkiske liga. Han fik i 11. time ikke tilladelse af sin klub Kasimpasa til at deltage i et stævne som ConIFA.

Det er nok også derfor, at journalisterne har kastet deres kærlighed på Enoch Balotelli Bawauh. Ham kan man forholde sig til. 
De andre spillere kræver obskure google-søgninger, og er sjældent en god historie. 

Når nu journalisterne ikke ved det. 
Talentspejderen og ConIFAs repræsentanter heller ikke hvem de bedste spillere er, blev vi nødt til at gå direkte til kilden.
Enoch Balotelli Bawuah.
Med Balotelli som efternavn, var det forventede svar selvfølgelig en arrogant bemærkning og et træk på smilebåndet, men Enoch er anderledes end sin bror.

Hvem er den bedste spiller til ConIFA World Cup?

”Andrea Mussi” 

Hvem?

”Andrea Mussi – vores angriber.  Han har spillet kampe i Serie A”

Hvad med dig?

”Min bror er en stjerne. Jeg er bare en almindelig person”

Andrea Mussi?
Balotellis 36-årige angrebsmakker i Padania.
Han har spillet 19 minutter i Serie A.
I 1997.

Dommeren fløjter for sidste gang i kampen mellem Darfur United og Nagorno Karabakh. 
Kæmpe jubelbrøl. Stående ovasioner.
Darfur United bliver hyldet af hele langsiden på Jämtkraft Arena. 
Måltavlen siger 12-0. 
Deres mindste nederlag nogensinde.


Foto: Kristian Klok

Balotelli, Tchokounte, Mussi. Turneringens stjerner?

Målt ud fra hvilke navne der bliver skrålet på tribunen står det klart, hvem ConIFA World Cups største stjerner er.
Holdet med målscoren på 0-51. 
Darfur United.

De største tabere. 
De største stjerner.

I morgen kigger vi på turneringens semi-finaler og taler med Nordic Bet, som har sat oddsene til ConIFA world cup. 
Ellan Vanin gav 250 gange igen på en sejr – nu er de i semifinalen.

Se, hvad vi ellers skriver om: Artikler