Thomas Delaney
Foto: Rasmus Weng Karlsen

Thomas Delaney

Thomas Delaney: "Det var ekstremt angstprovokerende, da jeg som 16-årig begyndte at træne med FCKs førstehold"

Thomas Delaney har levet stort hele sit 26-årige liv på en fodboldbane. Den tidligere FCK-anfører og nuværende Werder Bremen- og landsholdsspiller fortæller Sebastian Dall Mayoni om at få nyreslag af de ældre spillere, om at sidde i ’knallertgården’ i FCK, om at blive tilbudt en plads på det amerikanske fodboldlandshold og om (næsten) at skide i bukserne af skræk inden en kamp.

Min fars side af familien er oprindelig fra Irland, men flyttede til New York omkring den irske kartoffelkrise i 1800-tallet. Min farmor og farfar mødte hinanden, da min farfar var på ferie i Danmark.

Nu bor han i Tisvilde og snakker med en ret tyk amerikansk accent, selvom han har været i Danmark i rigtig mange år. Skal han fortælle en god historie, slår han tit over på sit modersmål. Han voksede op i New York med amerikansk fodbold og baseball, som han stadig følger med i, men han har heldigvis accepteret, at det hedder fodbold og ikke soccer.

Jeg hedder Joseph til mellemnavn, fordi min oldefar hed det. Det er et drengenavn, der har været i familien længe, og mange på min fars side af familien har haft navnet. Men derudover er der ikke meget irsk over min familie.

Min far og farfar er begge Manchester City-fans. Jeg kan tydeligt huske rivaliseringen mellem dem og Manchester United. Manchester City spillede ret dårligt, da jeg var yngre, og jeg skulle tit forsvare klubben over for mine venner, som var United-fans. Men Premier League er min yndlingsliga. Jeg vil gerne spille der en dag.

Frederiksberg er et nemt sted at vokse op. Jeg boede i en lejlighed med min far lige over for Café Lindevang ved Sløjfen på Frederiksberg og gik på Ny Hollænderskolen. Linie 1 kørte fra Frederiksberg Rådhus, hvor min skole lå, forbi Sløjfen, hvor jeg boede, og ned til KB, hvor jeg spillede fodbold.

Det var min linje gennem Frederiksberg. Det handlede stort set kun om fodbold og skole. Da jeg blev ældre, boede jeg også en del hos min mor. Så blev ruten bare en trekant i stedet for en lige linje.

Mine forældre gik fra hinanden, da jeg var tre. Min mor flyttede ud, mens min far blev boende, så jeg var mest hos ham. Jeg har ikke nogen søskende, så det var meget mine interesser, der blev dyrket. Min familie så stort set alle mine kampe. Min mor fik strikket en del i indendørshallerne, mens min far drak en øl med de andre fædre.

Mine weekender var altid booket op med kampe, indendørsstævner om vinteren og udendørsstævner om sommeren.

Mit værelse var fyldt med medaljer og pokaler. Jeg fik et stort Juventusflag af en ven, som jeg havde hængende, indtil jeg fik en Milan-trøje. Jeg var en meget letpåvirkelig ung mand. Da jeg blev ældre, sprang jeg det med nøgne damer på væggene over. Jeg skulle bare bruge en computer, så jeg kunne spille Football Manager, en PlayStation og et fjernsyn. Jeg har ikke været fan af noget hold siden Juventus og Milan. Man mister fanforholdet til en anden klub, når man bliver professionel.

Da jeg var 12, vandt mit hold DM, og jeg blev kåret til den bedste spiller. Men jeg fik problemer, da jeg blev ældre, fordi jeg var skide lille og ikke voksede i lang tid. Jeg var vildt frustreret, men jeg lærte nok at bruge min krop mere, fordi jeg var fysisk underlegen. Det var først som senior, jeg begyndte at vokse. Da jeg skrev min første kontrakt med FCK som 17-årig, vejede jeg 69 kg., i dag vejer jeg 79 kg.

Jeg har aldrig haft en periode, hvor jeg ikke har villet spille fodbold. Men jeg har misundt mine venner, der ikke skulle spille kamp hver weekend. I gymnasieårene måtte jeg give afkald på en del, fordi det er der, man begynder at drikke og se piger. Jeg har været til en fest eller torsdagsbar lidt for tæt på kamp nogle gange, men jeg var ikke ude og skabe overskrifter i Se&Hør.

Jeg mødte Michelle (kæreste, red.) på Niels Brock, hvor vi gik i handelsskoleklasse sammen. Hendes familie er en af de store Brøndby-familier med både hendes far (Henrik Jensen, red.) og bror (Mike Jensen, red.). Det er lidt Romeo og Julie med en fod i hver lejr, men det har aldrig været et problem. Havde jeg været fast mand for FCK og haft den samme rolle, som Mike havde i Brøndby, havde det nok været anderledes. Det hjalp nok også lidt, at vi altid slog Brøndby i den periode.

2.

Det var ekstremt angstprovokerende, da jeg som 16-årig begyndte at træne med FCKs førstehold. Udover at jeg var mindre og dårligere end alle andre på banen, vidste jeg, at der ikke skal mange dårlige træninger til, før træneren ikke vil have dig op igen. Uden at det bliver nævnt, er det en form for eksamen hver gang.

Der er altid grupperinger på et hold, og i FCK havde man faste pladser. De unge under 20 år sidder ved en bordende, som bliver kaldt ’knallertgården’. Udlændinge, der taler det samme sprog eller er fra samme område, sidder også sammen, og til sidst sidder de ældre.

Det er ikke fordi, at man ikke snakker sammen, men det er tydeligt at se opdelingen til frokost. Jeg ville gerne iscenesætte mig selv en smule uden at være en idiot. Jeg satte mig bevidst hos dem, der var lidt ældre. Men så fik jeg også nogle gange at vide, at jeg havde sat mig ved det forkerte bord, eller om jeg ikke skulle tilbage til indskolingen.

Vi unge skulle altid fylde drikkedunke, gå ud med veste og kegler, pumpe bolde og fylde køleskabet op. Jeg tror, det er sundt, at de unge kommer op og ikke får det hele serveret. Når du får din første fuldtidskontrakt med lidt lommepenge, må du også hjælpe til.

De ældre kunne godt finde på at dirigere en rundt. Ulrik Laursen havde det med at give mig et hak i siden med sin bilnøgle uden for banen. Sådan et blødt nyreslag med en bilnøgle kan gøre rimelig ondt, skulle jeg hilse og sige.

Hvis lågene til drikkedunkene ikke var skruet ordentligt på, og hvis boldene ikke var pumpet helt op, var der bøder til de unge. Det er ret normalt, at der er sådan nogle småting.

De unge kommer jo reelt og tager de ældstes pladser. I udlandet er konkurrencemiljøet mellem spillerne endnu hårdere bl.a. pga. lønsystemet. I Tyskland er lønnen mere bonusorienteret end i Danmark, så man får flere penge, hvis man spiller fuld tid eller scorer mål. Inden jeg begyndte i Werder Bremen, havde jeg hørt historier om, at man i Bundesligaen bliver sparket ned af konkurrenten dagen før kamp. Men det har jeg ikke oplevet.

Den første kamp, hvor jeg startede inde for FCK, var imod AGF i Parken i august 2009. Hjalte Bo Nørregaard spurgte mig flere gange inden kampen, om jeg skulle sove inde hos min mor den nat.

Han kunne se, at jeg var ved at skide i bukserne af skræk. På det tidspunkt var AGF gode og lå helt i toppen af tabellen. Vi spillede ikke specielt godt i den kamp, og da jeg kiggede op på uret efter 17 minutter, følte jeg ikke, at jeg havde rørt bolden endnu.

Ståle har efterfølgende sagt, at det var en fejl at lade mig starte, fordi jeg simpelthen ikke var klar, men det var stadig en kæmpe mavepuster for mig, fordi det ikke bare gik dårligt, men decideret ad helvede til.

3.

På Madvigs Alle på Frederiksberg, hvor jeg boede, mens jeg spillede for FCK, stødte jeg tit ind i en cyklist, som piftede af mig og gav mig en fuckfinger. Han må have været Brøndy-fan.

En dag tog det lidt overhånd for mig og Nicolai Jørgensen med at bytte om på folks ting i omklædningsrummet. Alle i FCK havde en Mercedes, så vi gik rundt og byttede rundt på folks bilnøgler og kreditkort. Det var sjovt, lige indtil vi fandt ud af, at ca. halvdelen af spillerne lige netop den dag ikke var i bil og derfor tog hjem med hinandens bilnøgler i lommerne.

Hvert år holder spillertruppen i FCK en julefrokost efter sæsonafslutningen, men et år havde vi en Europa League-kamp mod Sparta Prag lige før jul. Ståle gav os lov til at holde festen en uges tid inden kampen, men han var ikke glad for det.

Efter festen hev Ståle Ulrik Laursen, der var anfører på det tidspunkt, ind på kontoret, for at finde ud af, hvem der havde været den fuldeste. Ulrik svarede bare, at det havde han selv.

Det synes jeg er en fed måde at afvæbne træneren på. Han kendte jo godt sin rolle som anfører, så han var ikke udsat. Det var meget cool, at han indirekte sagde til Ståle, at han ikke skulle blande sig.

For nogle spillere handler det om at være ham, der scorer målene. Men for mig giver det en speciel følelse at være ham, der tager ansvar og går forrest. Jeg har altid drømt om at være anfører i FCK.

På et tidspunkt, mens jeg spillede i FCK, begyndte jeg at læse HA på CBS, men den sæson fik vi en rigtig dårlig start. Vi spillede ikke ordentligt sammen og fik en masse kritik, så selv om det kun var på deltid, droppede jeg ud af studiet efter et halvt års tid. Der indstillede jeg mig på, at hvis jeg ville sætte fodbolden først, må jeg også tage det med, at jeg i nogle perioder ikke kan have et studie ved siden af.

Erik Rasmussen havde i 2012 startet organisationen ’Football for a new tomorrow’, der gennem fodbold støtter humanitært arbejde i Sierra Leone. Han holdt foredrag for alle danske Superligaklubber.

Den klub, der donerede mest, fik nogle billetter til Sierra Leone, som man kunne slås om internt. Ståle var med til mødet og kiggede over mod Lars Jacobsen, der var anfører på det tidspunkt. Så sagde Ståle: ’Jeg tror, at drengene vil donere 25.000 kr.’ Og så blev der bare nikket pænt. Han er jo socialist, så det gik vist lige i hjertet på ham. Vi endte med at blive den klub, der donerede mest.

Don Ø var virkelig holdets mand, og der var ikke noget, der var umuligt dengang. Det var selvfølgelig også en anden tid økonomisk, men han fremstod virkelig som ejeren af klubben. I dag er det mere moderne med direktioner og bestyrelse. Men dengang var det bare Don Ø. Han stod altid lige uden for banen.

 4.

I 2012 ringede USAs U23-landstræner. Han havde fået nogle talentspejderrapporter om mig og ville høre, om jeg ville spille for USA. Han vidste godt, at det kun er min far, der er amerikansk statsborger, men det kunne han få ordnet, sagde han.

Indenfor en uge kunne jeg stå med et amerikansk pas i hånden, hvis jeg var interesseret. I fodbold kan man næsten blive en hvilken som helst nationalitet, så længe man har et lille tilhørsforhold. Jeg tænkte selvfølgelig over det, men jeg har altid drømt om det danske landshold. Jeg sagde til mig selv, at hvis jeg som 26-årig stadig ikke havde været på det danske landshold, og det amerikanske blev aktuelt, kunne jeg gøre det.

Der er nogle karakterer, som indtager nogle bestemte roller på landsholdet. Vi er en klynge, der tæller Nicklas Bendtner, Viktor Fischer, Lasse Schöne, Simon Kjær, Nicolai Jørgensen, Mathias Zanka, Jannik Vestergaard og så mig. Vi sidder altid bagest i bussen og spiller musik.

Landsholdet er meget dansk, og der er mange traditioner forbundet med det. Vi har en ældre massør, Allan Poulsen, som har haft over 300 kampe med det danske landshold. Han går altid rundt og hænger det danske flag op og lægger alle tingene på den samme måde hver gang. Han har været med i 100 år og en sommer.

Han har en afspilningsliste på sin iPod, som er en blanding af dansktop og gamle danske landsholdssange, bl.a. den med Nephew og den med Det Brune Punktum. Indtil for nylig hørte vi det helt op til kampstart, men der er langsomt kommet et generationsskifte, for vi hører mere ungdommelig musik nu.

Der er ikke noget fast ritual på landsholdet, men man skal holde en lille tale nede i omklædningsrummet efter sin landskampsdebut. Jeg kan ikke huske præcis, hvad jeg sagde, men det var nok klassikeren, hvor jeg takkede holdkammeraterne og trænerstaben. Så snart man nævner trænerstaben, råber og skriger alle spillere, at man er en røvslikker.

5.

Den sommer, jeg skrev kontrakt med Werder Bremen, havde de først meldt ud, at jeg var for dyr. Men FCK tilbød en pakkeløsning med mig og Ludwig Augustinsson til en lavere pris med det krav, at vi begge skulle skifte til Werder Bremen sommeren efter.

Jeg ville ikke vente et helt år, så vi aftalte, at jeg kunne skifte i vinterpausen. Jeg blev solgt for en slik i en handel på et gadehjørne.

Jeg tænkte, at skiftet kunne være et godt træk, fordi Werder Bremen lidt er en sovende kæmpe i tysk fodbold. Jeg håbede, at jeg kunne komme ind på det her store hold, der ikke performede, og gøre en forskel med det samme. Det viste sig at være rigtigt. Og så kunne jeg samtidig sende en fuck-finger til alle dem, som syntes, at det var et forkert skridt.

Det har været en udfordring at vænne sig til ikke at vinde hver kamp. I FCK var en uafgjort det samme som et nederlag, men her kan et nederlag være en god præstation. Jeg husker tydeligt, at jeg satte en syngende tackling ind i min første kamp mod Dortmund. Stadion vågnede op. Dér tænkte jeg: ’Nu er jeg sgu i gang.’
Det var et kæmpe skulderklap at blive viceanfører i klubben, men jeg er også den type spiller, man giver anførerbindet. Jeg har haft en rigtig god halvsæson, og jeg er en duel-stærk midtbanespiller, der er meget verbal. Jeg har fundet ud af, at jeg er bedst, når jeg kan dirigere mine medspillere.

Fodboldkulturen i Tyskland er anderledes. Det er hele Bremen, der tager til kamp. Enten sidder man på en pub, eller også er man på vej til stadion. Der er karnevalsstemning til hver hjemmekamp. I Bremen er klubben overalt. På hospitalet og i supermarkedet er der Werder Bremen-plakater, og da jeg fik mit tyske kreditkort, var der et Werder Bremen-logo på. Det er en rigtig stor klub, og alle 42.100 pladser er udsolgt til hver kamp.

Det jeg savner mest ved København, er restauranterne og caféerne. Her til aften bestilte jeg mad over nettet. På den tyske hjemmeside stod der, at det var noget lækkert vegansk, men da jeg kom derud, var det den lokale kinagrill.

Jeg spiser kun på de meget tyske restauranter, når jeg får mine venner fra København på besøg. Så skal vi ud og have weissbier og schnitzel.

Nogle gange er man lidt alene i hverdagene, men det er sgu fint nok. Det er i hvert fald noget helt andet end i København, hvor jeg er vokset op og har min omgangskreds. Det er et andet liv, det er det bare.

LÆS OGSÅ: Verdens rigeste fodboldspiller er ikke Messi eller Ronaldo, men en 19-årig fra Leicester

LÆS OGSÅ: Danske Nikolaj Rosenthal er verdens første elitesportsmand, der får sin løn i bitcoin

LÆS OGSÅ: Fodboldlandsholdet er ikke alene med ’store patter’: Her er fem andre sjofle kampråb

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold