Andreas Granqvist
Foto: Getty

VM’s måske bedste midterforsvarer løber rundt en time fra København. Se ham, mens du kan

Sveriges VM-helt og anfører Andreas Granqvist spiller i Helsingborg. Det er en limited edition vintage defensiv gourmet-oplevelse at se ham på banen.

For tre måneder siden styrede han Sverige til en overraskende kvartfinaleplads ved VM. Måske var der andre centrale forsvarsspillere, der var mere elegante og havde flottere tatoveringer og personlige sponsoraftaler med eksempelvis betting-firmaer, men som bolværk og ankermand havde kun Uruguays Diego Godín samme værdi for sit land.

Fodboldstatistikerne fra Whoscored førte endda dokumentation for, at Andreas Granqvist var VM’s bedste midterforsvarer. ’Granen’ blokerede for eksempel flest forsøg (13) af alle i turneringen og var i det hele taget en levende mur hugget i svensk granit, som mere end nogen anden sørgede for at Sverige holdt tre nuller i fem kampe.

Den velestimerede engelske avis The Telegraph kårede svenskeren til nummer 36 i deres top 50 over turneringens bedste spillere.

Mindre end en måned efter VM løb Andreas Granqvist rundt i den næstbedste svenske række Superettan for sin ungdomsklub Helsingborg IF.
Det er sjældent, man som voksen (eller med en Kim Larsen-formulering om ikke andet så forklædt som voksen) får en ny favoritspiller.

Jeg har kun prøvet det få gange. Men for to år siden faldt jeg i en fremskreden alder pladask for Andreas Granqvist, da jeg overværede det svenske landsholds træning op til EM 2016.

Under spil til to mål brølede Andreas Granqvist uafbrudt, men aldrig aggressivt, autoritative og helt suveræne vejledninger som en urokkelig svensk bjørn til alle sine holdkammerater. Han råbte lige så højt til anfører Zlatan Ibrahimović som til andenmålmand Robin Olsen.

Da Zlatan stoppede efter EM 2016, overtog Andreas Granqvist anførerbindet, og det svenske landshold blev et arketypisk old school-svensk kollektiv styret af Granqvist, som på mange måder ligner kæphøje og ekstravagante Zlatans modsætning. Ingen tatoer, no nonsense. Høj holdånd, lav cigarføring uden for banen.

Ingen havde troet, at Granqvist skulle blive lederen, der fik det svenske folk til at elske landsholdet igen. For 10 år siden var han nærmest en stående vittighed på det svenske landshold. Men som en skovhugger i en dyb svensk ravnekrog har han arbejdet sig længere og længere ind, er blevet bedre og bedre med årene, og sidste efterår spillede han sig helt ind i hjerterne på svenskerne.

Da Sverige i november 2017 eliminerede Italien i playoff-opgørene om VM, græd den store, stærke forsvarsklippe efter 0-0-kampen i Milano. Det svenske folk blev så kære i ham, at juletræskugler under sloganet ”Granen på granen” (altså ’Granqvist på juletræet’) blev en bestseller.

På samme tid vandt han den svenske Guldbollen som den første efter Zlatan, der havde vundet den siden 2007. Granqvist ligner, spiller og opfører sig som noget fra før individualisme og instagram besatte vores sjæle.

En klassisk svensk forsvarsspiller fra 1965. En holdspiller. Er det for de fleste svenskere trods alt stadig nemmere at identificere sig med dét end med en på alle måder mere offensiv nysvensker og superindividualist som Zlatan? Man kunne sikkert skrive en kønsneutral phd-afhandling om det på universitetet i Uppsala.

I sommer græd den store forsvarsklippe igen - efter overtidsnederlaget til Tyskland, og så elskede de notorisk køligere svenskere (køligere end os, danskerne, ”Nordens arabere”, som de engang kaldte os) ham endnu mere.
Ligesom de gjorde, da han blev i VM-lejren i Rusland og spillede videre, mens hans kone lå og fødte hjemme i Sverige.

”Sofie er en stærk kvinde”, sagde anføreren om sin hustru. Hvis der havde været Rigsdagsvalg efter kampen 3-0 sejren over Mexico, hvor han scorede sit andet mål i turneringen (begge på straffe), ville Granen være blevet statsminister.

Det er med andre ord en statsgaranteret svensk helt, der løber rundt ovre i Helsingborg og spiller i den næstbedste svenske række. I søndags tog jeg færgen over for at se ham.

Det kan varmt anbefales. Helsingborgs hjemmebane Olympia er det, en ejendomsmægler ville kalde ’intim’, og i oktobersolskin en sen søndag eftermiddag kunne ikke engang Astrid Lindgren have sat en bedre scene eller Carl Larsson malet græstæppet mere idyllisk.

Ovenikøbet stod opgøret mellem nummer et og to i Superettan og var døbt ’Seriefinalen’. Helsingborg og Falkenberg havde før kampen lige mange point. Dette var den direkte duel om førstepladsen. Og det blev et drama.

Helsingborgs fans er imponerende. Hele endetribunen bag det ene mål er fyldt med ”rigtige” fans, skånske flag og er en evigt gyngende, syngende hærskare bag holdet, som fansene selv kalder ”Skånes stolthed” med slet skjult hilsen til rivalerne fra Malmö FF. Deres sangrepertoire er overraskende bredt og fantasifuldt.

I en moderne fodboldverden, som selvfølgelig afspejler resten af verden, er det nogle gange sjovt at komme til noget mere ”autentisk”. Sådan føles Olympia, og det er endda nyrenoveret og lækkert.

Og med sin egen utilsigtede, naturlige fremtoning er Andreas Granqvist et symbol på autenticiteten. Det er enkelt. Effektivt. Pragmatisk. Ærligt.
Efter sigende har Granqvist tjent gode penge i sine år i Krasnodar, Rusland, men hele hans aura ligner stadig en gammeldags centrehalfs fra længe før Simon Kjær fik sin første personlige bettingfirma-sponsoraftale/fullsleeve.

Svenskeren går mere som en bondemand på vej til marked i Vimmerby end som en moderne spiller på vej ud af sin Louis Vuitton-betrukne Range Rover. Under opvarmningen inden kampstart laver Andreas Granqvist op mod 50 huggende ’strækøvelser’ med armene ned langs skinneben mod støvlerne. De hug blev ellers forbudt i 1990.

Fra start er det som at se ham under VM i Rusland. Han råber sine backer frem, så det kan høres over hele Olympia, han dirigerer og trækker offside som en lidt rustik, men snu general. Helsingborg kommer foran 1-0, og resten af kampen er tæt. Granqvist råber ”LUGNT!” og laver bevægelser med hænderne som matcher budskabet. Ro på. Helsingborgs midtbane har dog svært ved at holde fast i bolden i 2. halvleg.

De sidste ti minutter hælder Falkenberg bolde ind i feltet, som var det kanonkugler mod Kärnan, Helsingborgs gamle fæstning, der ligger 500 meter fra Olympia. Helsingborgs forsvar er under belejring og Granqvist er præcis den granitmur, han var under VM.

Han trækker holdkammeraterne med, kaster sig ind i nærkampe og op i duellerne og rager efterårskastanjerne ud af feltet i den brandfarlige overlevelsesfase til sidst. Stadig på en rolig, autoritativ måde. Har man selv spillet bare lidt bold, ved man hvor meget en sjælden type som Granqvist betyder på ethvert hold. Især når det brænder på.

Vi er självklart på lavere niveau i Superettan end ved VM, men det er tydeligt, at Granqvist har taget det hele med. Engagementet, placeringsevnen, overblikket og lederegenskaberne.

Og så har han faktisk rigtig gode opspilsfødder, lægger præcise afleveringer bag modstanderens forsvar, hvor det kan gøre ondt, og er selv et farligt luftvåben ved dødbolde i den anden ende.

Det er fascinerende at se på nærmeste hold. Fodbold skal ses i virkeligheden. Og Olympia i Helsingborg er meget virkelig. Med en virkelig VM-profil lige for øjnene af tilskuerne.

Jeg er ikke den eneste, der har fundet ud af, at der løber en undervurderet klassespiller rundt i den næstbedste svenske række. De siger her på pressepladserne, at spejdende repræsentanter Manchester United er i huset i dag.

Rygterne siger, at klubben vil genforene den svenske midterforsvarsduo Victor Lindelöf og Andreas Granqvist, som var så stærk ved VM i sommer. På torsdag spiller Granqvist for Sverige mod Rusland i Nations League-opgøret i Kaliningrad. Flere russiske klubber skulle være stærkt interesseret i at lokke den 33-årige skåning tilbage til ligaen, hvor han finsleb sit effektive spil. Så måske er han i Helsingborg på lånt tid.

Man tager toget til Helsingør. Færgen til Helsingborg tager 20 minutter. Gå 10 minutter op til stadion. Det er turen værd. En af VM’s bedste spillere løber rundt i vores baghave. En ægte fodboldspiller. Så længe det varer.

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold og Sverige