Som fodboldfan er det i disse år en ukompliceret sag at komme i nærkontakt med den sælsomme oplevelse, det er at blæse og have mel i munden på samme tid. Sagt på en anden måde: Ens moralske og etiske overbevisninger må med jævne mellemrum justeres, påføres en solid gradbøjning.

Hvordan – ellers – skal man kunne håndtere ublu sportsvaskning i Paris, Newcastle og Manchester, forslag om ekskluderende, profitmaksimerende superligaer, korruptionsskandaler, idolet David Beckham (formue: 450 millioner dollars), der har indladt sig på en rolle som ambassadør for Qatar forud for VM-slutrunden, for hvilket han årligt kan indkassere omkring 100 millioner danske kroner i de kommende år?

Ja, det smukke spil og dets følgere har immervæk fået påført sig nogle skræmmer de senere år. Størst af disse er velsagtens selve slutrunden i Qatar (døde migrantarbejde, bestikkelse, korruption og fravær af basale menneskerettigheder).
Kulminationen på den moralske forråelse, der i årtier har gennemsyret fodboldens internationale forbund og lovgivende organ, FIFA.

En forråelse, der de seneste 10 år er blevet blotlagt i den store offentlighed. Og i retslokaler verden over.

Men hvad er status på FIFA? Og hvornår begyndte kollapset i forbundet at tage form? Et godt sted at starte er i 2010 hos Andrew Jennings, legendarisk, tilbundsgravende sportsjournalist fra Kirkcaldy i Skotland, der har udgivet tre bøger om FIFA, senest ’The Dirty Game: Uncovering the Scandal at FIFA’ (2015). Jennings, der gik bort tidligere i år i en alder af 78, kom i 2010 i besiddelse af, hvad der på det tidspunkt var lidt af en sensation: en liste, der dokumenterede 175 hemmelige betalinger til topfolk i FIFA i perioden 1989 til 2001. Betalingerne beløb sig i alt på i omegnen af 100 millioner dollars, og de kom fra sportsmarketingfirmaet International Sports and Leisure, der til gengæld for de store summer fik råderetten over tv-rettighederne til forskellige VM-slutrunder.

Modtagerne af bestikkelsespengene var blandt andre de to brasilianere João Havelange, mangeårig FIFA-præsident og medlem af Den Olympiske Komité, og hans svigersøn og formand siden 1989 for det brasilianske fodboldforbund samt medlem af FIFA’s eksekutivkomité (EK), Ricardo Teixeira.

En saftig anekdote i den forbindelse: med hjælp fra sit diplomatpas smuglede førnævnte João Havelange i en årrække guldbarrer ud af Zürich i Schweiz, hvor FIFA’s hovedkvarter ligger, og hjem til Brasilien.

Et andet nøgleøjeblik i den moderne historie om FIFA foregik en majaften i 2015. På det femstjernede hotel Baur au Lac, lige i midten af Zürich, var repræsentanter fra toppen af FIFA samlet til organisationens årlige møde. Men i de tidlige morgentimer rykkede civilklædte politibetjente – på foranledning af FBI og det amerikanske justitsministerium – ind og arresterede syv af deltagerne, som efterfølgende blev ført ud ad hotellet i ly bag et hvidt lærred.

Da nyheden brød ud, udtalte netop David Beckham: ”Nogle af de ting, vi nu ved, er sket, var frastødende, uacceptable og frygtelige for det spil, vi elsker så højt.”

Længe havde FBI været på sporet af det netværk af korruption, der i årtier var spundet ud af den internationale fodboldtop – særligt kampen om VM-værtskaber og lukrative tv-rettigheder havde ansporet millioner og atter millioner af dollars i retning mod FIFA. En helt særlig rolle i dette spillede den farverige amerikaner Chuck Blazer, der døde i 2017. Han var i årene 1990-2011 generalsekretær i det nord- og mellemamerikanske fodboldforbund, CONCACAF, og medlem af FIFA’s eksekutivkomité fra 1996 til 2013.

I 2011 blev Blazer, der var en stor, smilende mand med viltert hvidgråt hår og skæg, prikket på skulderen af FBI, der fremlagde følgende to muligheder for ham: Enten samarbejder du med os, eller også ryger du i fængsel. Blazer valgte mulighed nummer et, og de næste par år var han FBI’s øjne og ører i lukkede mødelokaler med fodboldens internationale top.

I 2013 lagde Blazer, i et domhus i Brooklyn, New York, de fleste af kortene på bordet. ”Jeg og andre i FIFA’s eksekutivkomité har modtaget bestikkelse i forbindelse med valget af Sydafrika som værtsnation for VM i 2010,” sagde han.

Chuck Blazer fortalte videre, hvordan det samme havde været tilfældet i forbindelse med slutrunden i 1998 i Frankrig. Her havde bestikkelsen – der flød ind på vegne af Marokkos bud på et værtskab – dog slået fejl.

I alt 14 personer – en blanding af ledende personer i FIFA og i CONCACAF, et par præsidenter fra to sydamerikanske forbund samt sportsmarketingfirmaer – blev siden anklaget i denne sag for forskellige former for bedrageri, afpresning, bestikkelse og korruption.

Blandt de mest prominente var Jeffrey Webb, daværende præsident i CONCACAF og vicepræsident i FIFA; Jack Warner, tidligere præsident i det nord- og mellemamerikanske fodboldforbund og vicepræsident i FIFA (en kuriøs detalje: Jack Warners to sønner, Daryan og Daryll, havde ligesom Chuck Blazer slået en aftale med FBI); Eugenio Figueredo, medlem af FIFA’s eksekutivkomité og mangeårig præsident i Uruguays fodboldforbund og Nicolás Leoz, præsident i det sydamerikanske fodboldforbund i årene 1986-2013 og også medlem af eksekutivkomitéen.

Siden – i årene, der fulgte – blev over 50 personer og firmaer tiltalt, hvoraf en hel del erklærede sig skyldige og fik millioner af dollars konfiskeret. Men hvad med d’herrer Sepp Blatter (præsident i FIFA fra 1998 og frem til skandalens eruption i 2015) og Michel Platini (præsident i det europæiske fodboldforbund, UEFA, fra 2007 og frem til samme år), selve ansigterne på FIFA’s forfald?

Ved udgangen af 2015 blev de begge udelukket fra alt engagement i fodboldens verden, efter at det var kommet frem, at FIFA i 2011 havde overført et beløb på to millioner euro til Platini – godkendt af Blatter – som betaling for konsulterende arbejde. Men retten godtog ikke forklaringen. Og Platini, der senere også dukkede op i Panama Papers, det internationale datalæk omhandlende penge i skattely, måtte, som han selv formulerede det, vinke farvel til det præsidentembede i FIFA, som han havde sat sin let klumpformede næse op efter.

I stedet faldt valget i begyndelsen af 2016 på schweiziske Gianni Infantino, som halvandet år senere kunne erklære den interne undersøgelse, som FIFA straks havde sat i værk i 2015, for ovre. Resultaterne – det vil sige 1.300 sider plus 20.000 siders bilagsbeviser – blev udleveret til de schweiziske og amerikanske myndigheder. ”FIFA vil nu vende dets fokus tilbage mod spillet,”
udtalte Gianni Infantino oven på færdiggørelsen af undersøgelsen, som to prominente advokatfirmaer havde stået for.

Og således skulle man måske tro, at historien om makkerparret Blatter og Platini – i hvert fald i fodboldforbundregi – havde nået sin umiddelbare slutning, men sidste sommer blev de to frifundet ved en schweizisk domstol (om end Blatter stadig har en sag hængende over sig, denne om en betaling på en million dollars til fodboldforbundet i Trinidad og Tobago, hvilket han benægter).

De to – Platini nu 67 år gammel, Blatter 86 – trådte ud af domhuset og erklærede deres lettelse over for verdenspressen. ”Sandheden har set lyset i denne retssag,” udtalte Platini, stadig frisk i spyttet. Og Blatter, anderledes gammel, bedyrede, at hans samvittighed er ren, det samme er han i ånden. Nu står VM i Qatar så for døren. Og for fire år siden var det i Rusland. To værtskaber, som – slog det amerikanske justitsministerium fast i 2020 – er blevet anskaffet igennem bestikkelser af FIFA-toppen.

Således opmuntret. Og så har vi endda ikke for alvor berørt de tusindvis af døde migrantarbejdere.

Men som allestedsnærværende David Beckham siger i en billedskøn reklamevideo fra august: ”Qatar er virkelig et fantastisk sted at bruge et par dage på en smuttur. Jeg kan ikke vente med, at mine børn skal herhen igen.”

Desværre er Beckham, engang en af verdens bedste midtbanespillere, blevet et levende billede på en af de mange personer fra fodboldens verden, hvis etiske kompas i den grad trænger til en kalibrering.