Det er efterhånden utopisk at ønske sig en hvid jul herhjemme, men alligevel er der mulighed for at få masser af sne i juledagene på de danske streamingtjenester. For tiden kan man nemlig blive trakteret med både julet, plat og elegant sne. 

Julen er nemlig rent visuelt over os, og eftersom temperaturen uden for slet ikke minder om den, de fleste er vokset op med december efter december, må man jo ty til trængsel og alarm foran skærmen for at få lidt fryseferiestemning.

Uanset om du er til serier, mord eller rock’n’roll, skal juledagene nok kunne blive fyldt ud. Se bare her:

A Very Murray Christmas
Lad os bare lægge ud med det helt julede, som kun Bill Murray kan levere det. Netflix genforener nemlig Murray og Sofia Coppola – en våd drøm, som mange ’Lost in Translation’-fans har rendt rundt med siden det lille filmiske mesterværk havde premiere i 2003. At genforeningen så sker med masser af kulsort humor og kolossalt varierende sangstemmer er ikke bare morsomt, men også en elegant måde at tage trykket af forventningspresset. I en lille underholdende times tid, sner Murray inde juleaften på det fornemme Carlyle Hotel i New York, og så er det eneste, man kan gøre naturligvis, at invitere gæster og venner fra hotellet med i baren til druk og julesange. Det er ganske enkelt suveræn juleunderholdning, som man med garanti aldrig har set det før.
Kan streames på Netflix


Fargo
Nu hvor året går på hæld, kan man med sindsro sætte sig ned og se årets bedste serie. Anden sæson af Fargo foregår i smukke, snedækkede landskaber, og hvor første sæson høstede store priser, men nu ikke var meget mere end udmærket (uden Billy Bob Thorntons skurkerolle havde sæson et faktisk blot lignet en pastiche af Coen-brødrenes oprindelige ’Fargo’-film fra 1996), så er sæson to simpelthen et rendyrket mesterværk. Anden sæson løfter sig nemlig op og ser tilbage i tiden. Vi er i slutningen af 1970’erne og denne eksplosive tid, hvor verden stod over for store forandringer, er fuldstændig perfekt ”castet” til en sorthumoristisk politiperle af en serie. Med Coen-brødrene i baghånden, et ubegribeligt stærkt soundtrack og en klippeteknik for feinschmeckere er ’Fargo’ uden tvivl årets mest interessante serie.
Kan streames på HBO Nordic



Bad Santa
Og nu, hvor vi har lukket lidt op for Billy Bob Thornton, kan han også opleves i en vaskeægte grovkornet og gennemsjofel juleversion. ’Bad Santa’ tager det glade julebudskab om næstekærlighed og vender det på hovedet i en forbrugsfest af en anden verden, hvor et par juleudklædte tyve forsøger at gennemrøve så mange stormagasiner som muligt. Missionen bliver imidlertid besværliggjort af, at den gennemalkoholiserede af de to (Thornton) er lidt for flabet over for de børn, der gerne vil møde julemanden, og at han samtidig finder faderlig sympati for én af dem. Det er både plat, humørfyldt og underholdende i en rigtig julefamiliefilm – hvis altså familien kan tage det.
Kan streames på TV2 Play



How to Get Away With Murder
Har du nogensinde tænkt på, hvad der mon foregår inde i en forsvarsadvokats hoved? Hvordan man mon kan leve med sig selv, hvis man får frikendt en morder? Hvis ja, så er dette her serien for dig. Emmy-vinderen Viola Davis spiller forsvarsadvokaten Annalise Keating, der for længst har fralagt sig sit etiske ansvar og nu i stedet agerer lynende intelligent frifindelses-sælger. At hun så samtidig tjener til dagen og vejen ved at undervise kommende jurister i, hvordan man får frifundet folk, gør hende ikke mindre sympatisk, men de studerende bliver faktisk mere og mere fascinerede af kvindemennesket. Og da et mystisk mord pludselig banker på døren, er der måske kun én vej tilbage. Nemlig Annalise Keatings. Lyder det som noget? God hvid (og blodrød) jul med dilemmaer til op over begge ører!
Kan streames på Viaplay

Jimi: All Is By My Side
Det skorter ikke på stimulanserne, når André 3000 fra Outkast indtager rollen som Jimi Hendrix og giver den så maksimalt spade, at man bliver blæst bagover. Her er god mulighed for at starte med Hendrix’ virtuose rockmusik, men der er nu også indlejret små historiemæssige småkager til ægte fans, som helt sikkert vil diskutere nogle af filmens valg. Uanset hvad så var der i den grad musik og sne – både den hvide og den gule af slagsen – i musikerikonets liv, og det beskrives i filmen fremragende med Hendrix’ rejse fra New York City til London, og alt det virvar turen førte med sig.
Kan streames på C More Play

LÆS OGSÅ: Tag TV-kontrollen med disse mandefilm til weekenden


LÆS OGSÅ: Hold fast: 5 serier der kun bliver bedre

LÆS OGSÅ: Få rørt lattermusklerne med disse serier