Rødvine fra Bierzo
Foto: Mikkel Jul Hvilshøj & Getty Images

8 rødvine fra oversete Bierzo

Bierzo er ikke et af de ’kendte’ vinområder. Bierzo ligger i Spanien, formelt i Castilla y León, men betragtes mere som galicisk af de fleste. Et område med et slags dobbeltklima, der er præget af producenter med mildt sagt vildmandsagtige personligheder, biodynamisk drift og tilbagevenden til gamle metoder.

Svær at få hold på, men måske handler det kun om, at vores og selvfølgelig først og fremmest mit eget kendskab til Bierzo er kortvarigt sammenlignet med andre mere kendte områder. Bierzos rødvine, og det er udelukkende dem, vi beskæftiger os med her, udgør op mod 80 % af områdets samlede produktion og areal, og af dem kommer nærmest det hele fra druesorten mencia, som på ret kort tid har slået sit navn fast som Spaniens tredje eller fjerde store druesort, alt efter hvem man spørger.

Tempranillo, garnacha og så kommer monastrell eller mencia … eller cariñena/mazuelo. Handler det om anseelse i den elegancejagtende afdeling og i friskhedsverdenen, er der dog ingen tvivl om mencias status helt i toppen.

Alligevel er den ikke én ting, én stil, stærkt defineret med maksimalt et par definerende kendetegn som cabernet sauvignon eller pinot noir. Mencia kommer i mange versioner, også dem fra Bierzo, druens klareste hovedområde, selvom den findes i hele det nordvestlige Spanien, i Galiciens regnvåde og vestenvindsprægede grønhed.

Bierzos mencia har mere huld og varme end Ribeira Sacras mineralitetsmonstre, men om den er frisk, urtet, fragil, finessefuld og elegant eller sort, bamset og voluminøs, er et spørgsmål om producentens lyster. Det ser heldigvis ud til, at den friske og stærkt mineralske stil har fået overtaget.

Bierzo ligger formelt i Castilla y León, men de fleste betragter det mere som galicisk. Druefællesskabet tilsiger det, og visse dele af områdets vegetation minder da også betydeligt mere om Ribeira Sacra og Valdeorras end om Ribera del Duero, men det er netop Bierzos placering, der giver spændstighed. Køligt, solrigt, relativt vådt, det ene øjeblik dækket af skyer fra Atlanterhavet, det andet solbagt under en ondsindet sol som nede på højsletten i Ribera del Duero.

Spændstigheden er producenternes glæde. Faktisk kan man tydeligt se områdets klimatiske dobbelthed på øst-vest-gående bjergkamme med vinmarker på nordsiden og sydsiden. Vegetationen er mediterran på sydsiden med timian, oliventræer og vild fennikel, mens nordsiden er fuld af egekrat, birketræer og ser nogle steder direkte alpin ud.

Bierzo er beskyttet næsten 100 % af en cirkellignende bjergformation, som ses tydeligt i Google-Earth-perspektiv. Et slags smørhul, og nede i smørhullet dyrkes mencia i store mængder, foruden små klatter godello, palomino, dona blanco, malvasia og alicante bouchet, endda sjældnere sorter som gran negro, negreda, ferrol og sågar chasselas, men fra smørhullet kommer de kedelige vine.

Dem, der enten serieproduceres af kooperativer eller skruppelløse navneryttere, der rider på ryggen af områdets nyopbyggede berømmelse fra 1990’erne og frem.

Bierzos sjove vinmarker ligger her, som andre steder, på skråningerne, i højderne, hvor størstedelen af områdets meget høje andel af gamle vinstokke vokser. Et sted mellem 60 og 80 % af områdets mencia-stokke er over 60 år gamle. Oppe på de ofte ret stejle skråninger står stokkene om vinteren, buskbeskårne og lave, og ligner præcis troldeungernes ben med hovedet i jorden på Ib Spang Olsens ikoniske tegninger fra børnebogen ’Mosekonens Bryg’.

Vinmarkerne fylder ca. 2.800 ha, og i modsætning til, hvad Bierzo er blevet markedsført som, ligger langt de fleste vinmarker på lerjord. Bierzos berømte skifer, den jordbund, som alle de flodperforerede atlanterhavsområder i Galicien har gjort til deres kendetegn, findes kun i højderne, oppe på bjergsiderne, og dem er der heldigvis rigeligt af.

Vil man have interessant mencia fra Bierzo, ER det derfor nødvendigt at afklare, om jordbunden er skifer, her som de fleste andre steder, en tydeligt sur jordbund, næsten uden aktiv kalk, selvom enkelte kalkstenslommer findes, eksempelvis César Marquez’ anomali Sufreiral ved landsbyen Valtuille.

GettyImages-567561403.jpg

Mencia og sur porøs jordbund i min. 600 meters højde, gamle vinplanter og hele præcisionsmodne klaser i gæringstanken eller karret: DET er vejen frem. Måske overvejede romerne allerede markplaceringen, da de grundlagde vinproduktionen omkring år 0, hvor bjergenes guldforekomster havde lokket dem til. Da det ældgamle vinområde blev genopdaget i slutningen af 1990’erne efter opnået DO-status allerede i 1989, gik udviklingen sørgeligvis, men typisk senmoderne, i retning af det overgjorte.

Begrebet ’Ribera del Bierzo’ siger det hele. Områdets vine ville være sorte, søde, fadpumpede og kraftfulde som naboens og succesforbilledet mod syd, men enkelte producenter mente, mencia og Bierzo kunne noget andet.

Pioneren var Raúl Pérez, og da Alvaro Palacios, oprindelig fra Rioja sydlige Baja-egn, men berømt for Priorat-genfødslen, og nevøen Ricardo Pérez Palacios i slutningen af 90’erne kom til området på jagt efter gamle vinstokke, gik det stærkt.

Bierzo-purister ærgrer sig over, at udefrakommende vinfolk med stjernestatus var nødvendige for at skubbe på udviklingen, men her mere end 20 år senere står det klart, at Palacios-familien kun skubbede til en udvikling, der allerede var i gang.

Som i en række af Spaniens seriøst kvalitetsfokuserede og udviklingsåbne områder er der ’gære’ i markerne og blandt producenterne. Fokus hedder friskhed og særegenhed gennem satsning på lokaliteternes forskelligheder.

Priorat var først, Rioja er godt i gang, og det dæmrer i Ribera del Duero. Ribeira Sacra er inkarnationen af den udvikling, men har endnu slet ikke førnævnte vinområders berømmelse. Bierzo rykker nu frem i forreste række. Der var sidste sommer fuld opbakning blandt Consejo Reguladors medlemmer til at arbejde systematisk med klassifikationssystem, og fra og med høsten 2017 arbejder man med Vino de la Région, Vino de Villa, Vino de Paraje og de to øverste Vino de Viña Clasificada og Gran Vino de Viña Clasificada, altså betydeligt bedre inddelt end Riojas gryende system.

22 landsbyer, Vino de Villa, er officielt demarkeret, men jeg fornærmer vist ingen ved at fremhæve Corullon, Valtuille, Otero, Picros og Viariz som områdets stærkeste landsbyer med marker i højderne, selvom kun Corullon har officiel status.

Enigheden sidste sommer omfattede også kraftig reduktion i høstudbytterne fra 13 t/ha til 9 t/ha og paradoksalt en udvidelse af det demarkerede område for DO’en, men det skyldes fornuftigvis producenternes ønske om at få hidtil udelukkede bestemte landsbyer med højtliggende gamle vinmarker med under DO’en. Og arbejdet drives nu af producentsammenslutningens formand, selveste Ricardo Pérez Palacios, hvis position ikke mere trues af indfødt surhed og utilfredshed med udefrakommende stjernenavne.

Overordnet søger Bierzo og mencia-producenterne måske stadig, men i den gode ende er der opnået forbavsende opbakning til den lysere, mere friske og urtede mencia-stil.

Længere inde i Galicien ligger Ribeira Sacra på de moselagtigt stejle skiferskråninger ved floderne Sil og Miño og giver hypermineralsk mencia med moderat alkohol, meget sjældent over 14 %, mens man i Bierzos lunere og mere tørre område kan have problemer med mencias tendens til høj alkohol. Højderne, stokkenes alder og høsttidspunktet er afgørende. Mencias modenhed skal rammes præcist, ofte handler det om et vindue på to-tre dage mellem grøn umodenhed og svesket overmodenhed.

Biodynamisk drift, naturvenlig tankegang, i det hele taget forbløffende lavt niveau af overfladisk marketing og hyperudbyttefremmende landbrugsformer er Bierzos nutidige image, forstærket af en række personligheders mildt sagt vildmandsagtige personlige stil, Raul Pérez især, og tilbagevenden til gamle metoder med helklaser, fodtrampning, åbne gæringskar og minimal omstikning i beholderne.

Bierzos elite har fundet sjælen.

Spanien.jpg

8 oversete rødvine fra Bierzo

Tenoira 2015, Tenoira Gayoso

88 point
99 kr.
valuewine.dk
Et kvalitetsområde skal ikke kun kendes på sin top. Den skal også kendes på hverdagsvinene, de enkle og de ukomplicerede vines opbygning, og her kan mencia også noget. Priserne oppe i Ribeira Sacra er faktisk ofte rystende lave på trods af skyhøjkvalitet, men i Bierzo er vinene dyrere. Dog ikke Gayosos Tenoira uden fadlagring. Herligt rustik skovjordbærnæse med grene og garrigue, den minder faktisk forbavsende meget om frisk côtes du rhône fra et køligt område. Bid fra både syre og lidt grovkornet tannin, men det er sådan, mencia i den utilpassede, men rumsterende afdeling bør være. Alkoholen er moderate 13,5, som kun underbygger det nemt drikkelige.

ROC 2015, Veronica Ortega

96 point
219 kr.
catchingwines.dk
Hun er min nye heltinde! Veronica Ortega kommer fra Jerez-distriktet, men lærte at lave vin i Priorat, Central Otago og Bourgogne hos selveste DRC. Hendes filosofi slægter lærestederne på. Biodynamisk tilgang i marken, gerne høj andel helklaser og pigeage i gæringskarret, mens ingen ny eg nogensinde kommer inden for døren. Quite er rustik på naturvinsmåden, den bærer præg af lav svovling – oser af vildgær, kirsebær med ammoniumkloridpulver og abebur på den fede måde. Navnkundige Raul Pérez var hendes læremester i Bierzo før sologang. ROC er endnu bedre, fabelagtig faktisk! Burgundisk elegance, barolo’sk bisterhed, og nordrhone’sk røgede, urtekrydrede tranebær, slåen og granatæble. Hele 50 % helklaser og selvsagt vildgæret, mens alkoholen er moderat på 13,5 %

La Vigne de Sancho Martin 2015, Bodegas Mengoba

96 point
350 kr.
bichel.dk
Hvis Veronica Ortega er min nye heltinde, så er Gregory Pérez min nye helt. Hans top-mencia kommer fra højtliggende buskbeskårne stokke ved landsbyen Espanilla. Den ser ingen ny eg, indeholder høj andel helklaser og har faktisk både alicante bouchet og godello i blandingen, for de står i vinmarken. Naturgær selvsagt, og det bærer den præg af. Vild, lakridset næse med krudtpulver og appelsinskal, funky, bærmepræget og lastet totalt med paradoksal kraft og friskhed. Den er slank som en bourgogne, har tannin som en barbaresco fra salige Giacosa og har urtekrydring som en clos rougeard, alligevel er den umiskendelig nordspansk. Ubegribelig intens, men frisk.

Casar Mencia 2015, Casar de Burbia

90 point
99 kr. v./6 fl.
d-wine.dk
Mencia fra højderne ved Valtuille med 12 måneders fransk fadlagring og betydeligt mere farve end Tenoira, men husk; farven i sig selv er ikke direkte sammenhængende med kvalitet, når det gælder mencia. Ultraklassisk mencia, hvad det så end er, men dens rustikke urtede side bliver fremhævet, på trods af meget dyb, mørk, brombær og solbærpræget kraftfuldhed. Varmende alkohol, men landligt udtryk med uldagtig tannin og livlig, nærmest fyrig syre. Fadlagringen har tilført diskret nobelhed med vanilje og nellike. Isidro Fernandez-Bello laver vinen og holder fast i lokalkolorit, men hans franske bordeauxinspiration kan ikke skjules.

Art 2015, Luna Beberide

92 point
169 kr. v./6 fl.
jyskvin.dk
Så kravler vi op i 800 meters højde ved Villafranca de Bierzo, hvor 80 år gamle stokke på typisk blandet ler og skifer giver fremragende mencia. 18 måneder på franske barrique giver på papiret frygt for overgjort senmodernitet, men Luna Beberide har ikke høj andel nye fade, og mosten fra druerne i bjergene er så koncentreret, at den modstår træaromaerne. Urtekrydret, grenet næse med lavendelkvas og timianbusk, frugten er præcisionsmoden, præcis som mencia bør håndteres, helt uden overmodenhed eller umodne grønne toner. Syren er spændstig, og tanninen er som overfladen på en poleret skiferplade; ru, men glat på samme tid.

Aquiana 2015, Bodegas Merayo

92 point
150 kr.
smv.dk
Merayos lidt billigere Tres Filas har antydning af sin amerikanske eg, selvom fransk eg dominerer numerisk. Stokkene er mere end 80 år gamle og udtrykket er stærkt ekstraheret, men den bevarer sin nordspanske atlanterhavskølighed. Topvinen Aquiana fra 100 år gamle stokke ved Valtuille får kun fransk eg med bærmekontakt. Den er transparent at se på, men til gengæld fuldstændig vild at smage, tæt, kraftfuld med bid fra tannin og tydelig kølig højlandssyre. Mencia bør ikke være cremet, alt for mange er det desværre, men ikke Aquiana. Det bedste er dog prisen – absurd lav for så imponerende et niveau.

Pago de Valdoneje Viñas Viejas 2014, Vinos Valtuille

92 point
199 kr.
juuls.dk
De bedste versioner af mencia forener det grove med det adelige. Og som bekendt kan grever også godt være grove, men her er både eder, forbandelser og pænt ’tøj’. Meget gamle stokke, 80 år, fra højderne ved Valtuille og 11 måneder på fransk eg har poleret mencia-druernes rusticitet en smule. Udtalt syre som i en sangiovese eller endda nebbiolo, mens tanninen er som en islandsk sweater. Den er fuld af skovjordbær, granatæbleessens og krydret med rosmaringren, enebær og let røgelse. Der ligger et lag af borestøv på tungen efter inhalering. Det ER dog den friske syre, som holder fokus.

Moncerbal 2015, Descendientes de J. Palacios

96 point
795 kr.
hjhansen-vin.dk
Ricardo Pérez Palacios’ kioskbasker må efterhånden være en af områdets mest kendte; Petalos er og bliver et af Bierzos bedste køb, men med Villa de Corullon bliver det mere alvorligt. Stærkt urtepræget og grenet med biosyre og ufattelig lang eftersmag med næsten nebbiolo-tannin.  Moncerbal er og bliver dog hans mesterværk, jeg har kun smagt den horribelt dyre enkeltparcelvin La Faraona én gang, og da var Moncerbal i samme årgang faktisk bedre. Moncerbal kommer fra 610-730 meters højde i de sydlige bjerge ved Corullon. Den har så meget greb, bid og struttende friskhed på samme tid. Den minder om nebbiolo, côte-rotie, nerello mascalese fra Etna og musigny på samme tid. Moncerbal er strengheden selv, men formildes på magisk aromatisk vis af tørrede gojibær og violblade.

Se, hvad vi ellers skriver om: Vin, Alkohol og Guide