I 2015 fik hele Danmarks franske yndlingskok sig noget af en forskrækkelse. I en lille menneskealder havde Francis Cardenau været kok og gastronomisk ankermand, først på Restaurant Le Sommelier i Bredgade, dernæst på Danmarks første gastronomiske japanske spisested, Umami, og til sidst også på Restaurant Mash, som sidenhen knopskød fra København til resten af landet og desuden åbnede i både London og Tyskland. Livet som corporate kok gik over stok og sten lige indtil en dag i 2015, hvor Francis faldt om på gulvet med et brag, midt i køkkenet på en af restauranterne.

Det var et akut anfald af stress, så det var bogstaveligt talt et spørgsmål om liv og død at få nye boller på suppen. Hans arbejdsliv på Le Sommelier, Umami og i Mash-dynastiet var vokset ham over hovedet og begyndt at æde af hans sjæl. Glæden ved at lave mad var forsvundet som dug for solen hos en mand, der har elsket at give den gas i et køkken, siden han var 13 år.