Fanny Augusta Bøgelund Christoffersen har læst kunsthistorie og moderne kulturformidling og arbejder i dag som Gallery Director i Galleri Tom Christoffersen, som hendes far grundlagde i 2002. Lejligheden på Frederiksberg på 140 km ligger i en ejendom fra 1908.
Brug for kunst-inspiration? Så tag et kig ind i Fanny Augusta Bøgelund Christoffersens hjem
Gallerist Fanny Augusta Bøgelund Christoffersen, 35, kommer fra et hjem med kunst og sætter nyt lys på kunsthistorien ved at forene de gamle mestre med yngre danske samtidskunstnere – i familiens galleri og i lejligheden på Frederiksberg, hvor hun bor med sin familie og selv er vokset op. Ud over en samling af kunst fra alle tider rummer hjemmet også unikke, stedsspecifikke værker.
KUNSTEN FYLDER ALT i mit liv. Hvis ikke jeg er til træning eller sammen med min søn, er det kunsten, der optager mig. Det er kunst, vi taler om om aftenen, min mand og jeg, og det er kunst, jeg kigger på, når jeg sidder med min telefon.
MIN KUNSTINTERESSE KAN ikke løsrives fra mine forældre, der altid har interesseret sig for kunst. Kunsten har fyldt meget i mit barndomshjem. Jeg har altid været med til ferniseringer, vi har rejst efter museer og udstillinger, og der er kommet mange kunstnere i vores hjem.
Og med sådan en barndom kan det gå to veje. Enten bliver man selv bidt af kunst, eller også vil man slet ikke have noget med kunsten at gøre. For mig blev den danske kunstscene en tryg havn.
JEG BRÆNDER ISÆR for at formidle kunsten, og jeg er ikke bange for at se tilbage i kunsthistorien og sætte gamle oversete kunstnere i et nyt lys, allerhelst i kombination med de unge.