Dette interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.
Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype?
”Solskin. Hvorfor er der ikke flere, der taler om, hvor vigtigt det er for vores mentale helbred at fange de første stråler af solen, når foråret kommer? I stedet er alt ‘solcreme på!’ Jeg vil gerne have, at vi dyrker solen noget mere.”
Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?
”Utroligt mange bøger. Min fars leksisa var uden rygge, og de stod lige bag familiens spisebord. Der var altid et eller andet, der skulle slås op. Og selvom der ikke var ryg på de forskellige udgaver, vidste han lige, hvor A til Z var. Jeg har ikke arvet hans samling, men jeg har arvet hans kærlighed til bøger. Og bøger er jo minder på skrift. Jeg kan huske, hvor jeg boede, hvad jeg tænkte og hvilken musik, jeg lyttede til, da jeg læste fx Douglas Coupland. Det får vi altså ikke ved de sociale medier. Vi mister minder ved at få alting at vide lige nu.”
Hvad har du senest brugt 1.000 kroner på?
”Mad. Jeg holder meget af Café Sommersko. Jeg har forretningsmøder med min datter derinde. Hun fylder 25 snart og indgår lige om lidt i mit firma. Man må have hund med, og det er jo vigtigt. Da vi solgte en bolig for nylig, spurgte banken, hvad vi skulle investere pengene i. Jeg vil gerne investere dem i mine børn, sagde jeg, så de bliver inviteret med ud at spise og taget med på ferier i udlandet.”
Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til?
”Geneve. Jeg rejser typisk 2-3 dage om ugen, og jeg vil tro, at 90% af mine rejser går til Geneve. Jeg har overvejet, om jeg skulle få en form for bolig dernede, for jeg er nok mere fondue end frikadelle. Jeg kan godt lide Schweiz. Der er orden i tingene, togene kører til tiden og det er alt for dyrt. Jeg tror, at schweizerne på et tidspunkt begynder at sælge deres bjergluft på flaske. Der er så rent og så dejligt. I øvrigt elsker jeg at fakturere og hader at betale i schweizerfranc lige nu.”
Hvad skal vi gøre oprør mod?
”Medierne. Forstået på den måde, at vi skal lade være med at læse os til, hvilket humør vi er i. Jeg skal lade være med at læse nyheder om morgenen og om aftenen. Det er den dårligste investering, jeg kan gøre lige nu. Vi skal lære at slukke.”
Følg Kristian her.