Gaijin_PR_04.jpg

Gaijin

En bekendt, der er endog meget japankyndig, sagde til mig, at han ikke oplevede Gaijin som værende specielt japansk, ja, faktisk slet ikke. Men det ligger vel ligesom i navnet, der betyder ’en udefra’. Restauranten Gaijin er inspireret af Japan, men vil ikke opfattes som dogmatisk.

Uanset hvad så lagde vi ud med østers naturel med ponzu og spæd ingefær – knaldfrisk og ganerensende.

Det samme kan siges om sashimien, der kom med ingefær og ægte wasabi og ikke det tyggegummismagende, man kender fra takeaway-sushi, og som er pulverbaseret.

Gaijins wasabi er dyrket på Island, som vistnok er eneste sted uden for Japan, det rigtig er lykkedes at fremavle den særlige grønne peberrod. Blandt de tre fiskeudskæringer var der helt vidunderlige skiver af økologisk ørred fra Bisserup, eneste økologiske ørred, der er opdrivelig i Danmark.

Så fulgte en takoyaki, en slags usødet æbleskive med et vidunderligt parfaitagtigt fyld lavet af kyllingelever. Takoyakien var toppet med rå norske rejer og et syltet hybenroseblad. Virkelig, virkelig en himmerigsmundfuld.

En krydret brøndkarseagtig salat med nashi-pære, yuzu og hvidløg friskede op efter de grillede kyllingestykker med en syndig japansk mayonnaisedip.

Jeg skal ikke kunne sige, hvor autentisk japansk Gaijins køkken er – jeg er egentlig også ligeglad, for Gaijin og køkkenchef Edward Lee leverer rigtig meget original velsmag.

Der er god stemning i den lille restaurant, og vi blev godt betjent af den kvindelige tjener, som ellers indledningsvis var under et vist pres i skiftet mellem aftenens første og anden seating. Spisebaren er, som jeg forstår det, udelukkende forbeholdt gæster, der skal have den store tastingmenu.

Den slags ’klausuler’ synes jeg er småirriterende, men fred nu med det. Gaijin er en rigtig god nyhed.

Gaijin
Ravnsborggade 19, 2200 København N
gaijincph.dk

Contento_02.jpg

Contento

Mathias Silberbauers tapasbar har skiftet adresse, succesen var simpelthen for stor til det lille hul i væggen ved siden af bistroen på Nørrebro. Og det er ikke blevet mindre genialt af, at der nu er plads og komfort – og at man kan sidde eller stå i baren ligesom ’hjemme’ i Baskerlandet.

Geniale er også de grillede østers med skinke og røget rød peber. For ikke at tale om de grillede torsketunger. Man har lyst til alt på kortet, Contento er så god en idé på en restaurantscene, hvor der efterhånden er meget af det samme.

Jeg håber virkelig, at folk strømmer til – jeg kan dog godt blive en lille bitte smule nervøs pga. adressen, der ikke har helt den samme vibe som Jægersborggade. Jeg krydser fingre.

Contento
Ryesgade 25, 2200 København N
contentocph.dk

Maupa_01.jpg

Maupa

David Fischers lille nye pizzasted i St. Kongensgade er skåret helt ind til benet. Der er fem pizzaer på kortet, alle i den romerske stil med knasende tynde og sprøde bunde. Jeg valgte en ’Del giorno’.

Dagens pizza, som den dag var med søde løg, parmesanost og intet mindre end hvide trøfler. Trøffelsmagen var ikke så gennemtrængende, men den var der, og smagen var skøn.

Dertil et læskende glas rødvin, skænket i tandglas. Der er tre forskellige vine at vælge imellem, rød, hvid og orange og dertil et par andre bud på drikkevarer.

Jeg er ret vild med det enkle lokale (tidligere Meyers Bageri). Det kan næsten minde om en mini-miniudgave af det vidunderlige romerske pizzeria Ai Marmi, der også kaldes ’lighuset’ på grund af sin kølige fremtoning.

Maupa
Store Kongensgade 46, 1264 København
Se Instagram