I læ af Etna: På dette hotel får du alt det bedste, Sicilien har at byde på

Vulkanen Etna er allestedsnærværende i Zafferana Etnea i Catania-provinsen. For ikke nok med, at den titter frem i horisonten, kan den smages i maden og vinen, der serveres i området.

Offentliggjort

DET ER SENT på aftenen, da vi kører de knap 45 minutter fra Catanias lufthavn til luksusresortet Monaci delle Terre Nere, der ligger i Zafferana Etnea. Da vi drejer af hovedvejen, bliver det så mørkt, at man næsten ikke kan se, hvad der gemmer sig uden for bilruden. Man får en følelse af at forsvinde fra resten af verden for en stund. 

Jeg bliver budt velkommen i den dunkle, stemningsfulde Convivium Bar, der har vundet flere priser, blandt andet den italienske Bar Award i 2025. I glasset er der spumante, som er tiltrængt efter mange timer på farten. 

Monaci delle Terre Neres moderne historie går tilbage til 2007, hvor Guido Alessandro Coffa fandt en forladt villa gemt mellem vinmarker og de tørstens-terrasser, der karakteriserer landbruget ved foden af Etna. Det var kærlighed ved første blik, og han købte den faldefærdige villa fra 1800-tallet, som han satte sig for at renovere. 

Det blev begyndelsen på et nyt eventyr for den tidligere maskiningeniør, der selv er vokset op på egnen. I 2012 åbnede han stedet som agriturismo med seks værelser og fem hektar.