Astronaut Andreas Mogensen
Foto: Petra Kleis

Astronaut Andreas Mogensen

Andreas Mogensen: Når jorden ikke er nok

10.000 mennesker over hele Europa søgte om at blive astronaut, men kun seks blev udvalgt. En af dem er Andreas Mogensen. I hele sit liv har han bevæget sig længere end de fleste andre: dybt ind i junglen, i underjordiske grotter og til undervandslaboratorier på bunden af havet. For knap to år siden blev han den første dansker nogensinde i rummet. Men rejsen er kun lige begyndt.

På landjorden var den danske befolkning ved at vågne op til en ny hverdag. Morgenfriske værter talte i radioen om regeringsudspil og landsholdets kommende fodboldkamp, og udenfor vinduerne var virkeligheden blevet malet i efterårets grå farver. Der var ikke noget, der tydede på, at det skulle være en tidlig onsdag morgen i september ud over det sædvanlige. Men langt oppe over skyerne var situationen en helt anden. Her sad en dansk mand ved navn Andreas Mogensen fastspændt i en rumkapsel med 8.000 km i timen. På kun to minutter havde han rejst fra en rumbase i Kasakhstan og 100 km lodret op i luften, hvor han netop nu, præcis kl. 6.40, gjorde, hvad ingen med et dansk pas havde gjort før ham: Andreas Mogensen passerede Kármán-linjen, jordklodens usynlige grænsebom, der officielt adskiller vores lille planet fra resten af det uendelige univers. Da øjeblikket indtraf stak Andreas Mogensen tomlen i sine hvide astronauthandsker i vejret og smilede til det lille kamera i Soyuz-kapslen, som sendte billeder hjem til familiemedlemmer, venner og alle andre med interesse for rumfart over hele kloden. Han var på vej mod Den Internationale Rumstation, der lå i kredsløb om Jorden yderligere 300 kilometer oppe for at bo og arbejde i otte døgn som udsendt astronaut. Udefra set kunne det ligne, at Andreas Mogensen havde nået sit helt store livsmål, at drengedrømmen var gået i opfyldelse, og rejsen snart var slut. Og det var den på sin vis også. Men samtidig vidste Andreas Mogensen, som han sad der, at den også kun lige var begyndt.

Mens det meste af Tyskland er ramt af snestorme, har solen skåret sig gennem de tunge skyer over Ruhr-distriktet og kaster nu gyldne stråler ind af vinduerne på European Astronaut Centre lige uden for Køln, hvor Andreas Mogensen befinder sig.

Det er en af de første dage i 2017, og han er iklædt sin blå dragt fra det europæiske rumagentur. På venstre skulder sidder et stort Dannebrog, så ingen er i tvivl om, hvilket lands historie han skriver sine bedrifter ind i.

Selvom han de seneste måneder har boet og arbejdet i Houston i USA, er han tilbage i Køln til en helbredsvurdering, som alle europæiske astronauter skal gennemgå én gang om året.

Henover et par dage skal han testes fysisk og psykisk, før han slutter af med en samtale hos chefen Frank De Winne, en tidligere belgisk astronaut, der i alt har tilbragt over et halvt år i rummet.

Belgieren skal vurdere, om danskeren fortsat har, hvad der skal til. Det er en slags årlig astronauteksamen. I teorien er den vigtig, men i praksis mest formalia.

”Ja, det er jo aldrig så sjovt med fysiske tests lige efter jul og nytår,” griner Andreas Mogensen og klapper sig forsigtigt på maven.

Han sidder ved et bord i astronautcenterets presserum, hvor der ligger spredte foldere om den europæiske rumfartshistorie. Der er gået 14 måneder, siden han landede på en kasakhisk slette efter sin rumrejse i efteråret 2015.

Med små svedperler piblende frem under hjemlen havde han kigget ud af rumkapslens dør, stukket tomlen i vejret og smilet bredt til en fotograf på den kasakhiske slette. Andreas Mogensens to døgns lange rejse til Den Internationale Rumstation og de efterfølgende otte døgn om bord havde været en succes.

LÆS OGSÅ: På Andreas’ kontor dyrker medarbejderne crossfit og møder kun to gange om ugen

Selvom han i direkte afstand kun var rejst 400 km væk fra Jorden, svarende til en køretur fra Skagen til den tyske grænse, var det noget ganske særligt. For sammenligningen er ubrugelig.

Det var 400 km lige op, væk, ud mod alt det, de færreste af os kommer til at opleve som andet end et stjernebelagt tapet over vores hoveder. 400 km ud mod det uendelige univers.

Dengang havde forskningsminister Esben Lunde Larsen beskrevet det hele som ’virkelig, virkelig stort.’ Og det var virkelig, virkelig stort. På den måde, hvor man cementerer sin evige plads i historiebøgerne og får status som nationalhelt.

Da Andreas Mogensen nogle dage senere vendte hjem til Danmark, blev han af Dronning Margrethe hædret med Den Kongelige Belønningsmedalje i guld med krone og inskription, en medalje, som ikke havde været i brug i 23 år, siden en dansk krigshelt modtog den for sine gerninger i Jugoslavienskrigene. Andreas Mogensen forærede til gengæld dronningen et indrammet fotografi af sig selv fra rumstationen.

Et par dage efter bød Lars Løkke Rasmussen på ’rumkage’ i statsministerkontoret, og selvom Andreas Mogensen havde været et ubeskrevet blad i nationalbevidstheden blot et par måneder forinden, var resten af landet så opslugte af ham i de efterfølgende måneder, at han blev Danmarks mest googlede mand i hele 2015.

Man så hans ansigt overalt, i tv og ugeblade. Altid med rank ryg og smilende på sådan en måde, som fyre, der altid har været populære blandt kvinderne, smiler, når de træder ind på en natklub. Underspillet, men selvsikkert.

Hans bryst var altid en smule fremskudt som tegneseriefiguren Johnny Bravos, og man fik den tanke, at hvis nogen på et tidspunkt løb ind i ham med hovedet først, ville de påføre sig selv et kraniebrud. I et helt år efter sin rumrejse turnerede Andreas Mogensen rundt med foredrag.

LÆS OGSÅ: Dansk iværksætter bag online modeportal: "Står det til mig, skal Miinto ud i hele verden"

Der var så mange forespørgsler, at hvis ikke det var, fordi det europæiske rumagentur havde insisteret på, at det måtte stoppe, så han kunne koncentrere sig om sit egentlige arbejde, kunne han have forlænget den tur i hvert fald to år frem. I en alder af 38 år var Andreas Mogensen blevet hele Danmarks galaktiske Doktor Livingstone.

Det var en berømmelse af en helt særlig slags. På astronautcenteret fortæller han, at han endda har fået sine helt egne konspirationsteoretikere på det seneste.

Særligt en fyr på Facebook kommenterer alt, hvad han lægger op, fordi han mener at kunne aflæse på Andreas Mogensens dragt, at den aldrig har været i rummet, og at billederne fra rumstationen desuden er lavet i et studie.

På sin egen måde har Andreas Mogensen med sin rumrejse altså skrevet sig ind på en eksklusiv liste over begivenheder i historien, som visse folk ligefrem sætter spørgsmålstegn ved: som månelandingen, mordet på John F. Kennedy og 9/11.

Når Andreas Mogensen har tid, sørger han altid for at svare konspirationsteoretikerne, og ellers er der gerne en endnu større skare af fans, der hjælper til med at modbevise påstandene i kommentarsporene:

”Men det overbeviser jo ikke sådan nogle som ham,” siger han og smiler overbærende. 

”Hvis du så rent faktisk sendte ham til rummet, og han blev overbevist, ville de andre af hans slags bare sige, at man var lykkedes med at hjernevaske ham.”

Andreas Mogensen har en afslappende aura over sig. Når han taler, er det på roligt, velartikuleret rigsdansk med et strejf af engelsk, som man ofte oplever hos danskere, der har boet store dele af deres liv i andre lande.

Da han fortæller om, at han for nylig har lært at skære i mus på NASA, kalder han ’dissekere’ for ’dissecting’, og på et tidspunkt leder han længe efter det passende ord til at beskrive astronauttræningen og må tage takke med det engelske ord ’fun’.

Da han fortæller om, at han som 10-årig drømte om at blive jagerpilot efter at have set ’Top Gun’ med Tom Cruise, er det med en tyk amerikansk accent. Dengang blev drømmen kort efter afløst af drømmen om at blive astronaut. I dag er hans drøm at være med på den første rejse til Mars, selvom han ved, at mulighederne er små.

Men sådan er det med Andreas Mogensen. Han har allerede flere gange i sit liv opnået, hvad der lignede en fjern drøm. I 2008 offentliggjorde det europæiske rumagentur, ESA, at de for første gang i 17 år, og for kun tredje gang nogensinde, ville åbne op for en ny ansøgningsrunde til at blive astronaut for de mere end 500 mio. indbyggere i organisationens medlemslande.

Der var næsten 10.000 aspiranter, der søgte ind, men kun seks der halvandet år senere og efter utallige optagelsesrunder blev fundet egnede til at påbegynde astronauttræningen netop her i Køln. Det er her, at store dele af uddannelsen forgår, særligt den teoretiske. Meget af det praktiske skal man til USA eller Rusland for, da de lande har en længere og stærkere rumfartshistorie og dermed betydeligt mere attraktive faciliteter.

På det europæiske astronautcenter ligner alting noget fra et museum: Statuen af Jurij Gagarin i rumhjelm, den første mand i rummet i 1961, der hilser besøgende velkommen i døråbningen, glasskabene i velkomsthallen med gamle rumdragter og de mange gange rundt i den grå industribygning, der er tilplastret med billeder af de seneste 30 års europæiske astronauter i fuldt vigør, af og til med citater som det af Jean-Francois Clervoy, der beskriver det at betragte Jorden på afstand med ordene: ’Earth is living, powerful and so beautiful’. 

For Andreas Mogensen er helbredstjekket i Køln mest af alt et hyggeligt afbræk fra sit travle virke som ESA-repræsentant i det amerikanske rumagentur NASA. Astronauterne har som regel selv en god fornemmelse af, hvor de står i hierarkiet, og han lægger heller ikke skjul på, at hans helt klare - og efter egen opfattelse realistiske - mål er at blive sendt på en længerevarende rumrejse inden for de kommende år, måske af et halvt eller helt års varighed. 

”Jeg ser det ikke sådan, at jeg er færdig, fordi jeg har været af sted en gang,” siger han. ”Tværtimod.”

Der er ikke nogen, der for alvor ved, hvad det kræver at blive astronaut, udover det gælder om at have ’the right stuff’, som det populært er blevet kaldt i rumfartskredse siden forfatteren Tom Wolfe opfandt udtrykket i 1979, om ’det særlige’, astronauter besidder.

Men det er en udbredt opfattelse, at hvor de første generationer af astronauter var fysiske pragteksemplarer, handler det i dag i langt højere grad om at være psykisk robust. Andreas Mogensen beskriver det sådan her:

“At være astronaut handler mere end noget andet om din sindstilstand, din psyke. Hvordan reagerer du på andre mennesker, og hvordan reagerer du, hvis der opstår noget uventet? Det handler om at kunne sætte frygten til side og bare sige: ’Okay, det kan godt være, jeg er bange nu, men den følelse har jeg ikke brug for, så den sætter jeg til side og falder tilbage til min træning.’”

Selv vurderer Andreas Mogensen, at hans egen største evne er, at han lærer hurtigt, og at den mest præcise karakteristik af ham vil være ’well-rounded’. Han er god til mange ting, men ikke noget overmenneske, forklarer han.

Det er dog ikke svært at forstå, hvordan nogen kan opfatte Andreas Mogensen som netop det, når han fortæller om, hvad han har været igennem i løbet af astronauttræningen.

Han har boet på havets bund i flere uger, været på overlevelsesture i den russiske vinterkulde, udforsket grottesystemet Sa Grutta på Sardinien, hvor der med pandelampen slukket er så kulsort, at man end ikke kan se sin egen hånd, hvis man placerer den lige foran sit ansigt.

Til en svimmelhedstest var det den russiske læge, og ikke Andreas Mogensen, der til sidst måtte give op, fordi det var umuligt at kue danskeren, uanset hvor højt der blev skruet op for snurrehastigheden. I efteråret 2016 udkom en 460 siders bog om hans oplevelser med titlen ’Min rejse til rummet’, hvor selv de vildeste prøvelser lyder som en tur i Legoland, når Andreas Mogensen genfortæller dem. Hjemrejsen fra Den Internationale Rumstation beskriver han således:

”Pludselig mærker vi et ryk, da den lille faldskærm – drougen – bliver skudt ud. Dens job er at hive den store hovedfaldskærm ud, og her bliver det voldsomt. Det føles som den vildeste rutsjebanetur, for kapslen danser rundt i snorene under skærmen. Den spinner rundt, samtidig med at den gynger så kraftigt fra side til side, at den kommer helt op og næsten slår kolbøtter. Men jeg føler mig tryg. Det var præcis sådan, jeg havde forestillet mig det, så jeg nyder det bare og råber: ’Wuhhhhuuuuu.’”

Inden Andreas Mogensen går ind til mødet med Frank De Winne, forklarer han om rejsen tilbage til Jorden, at det handler om, hvordan man indstiller sig på udfordringerne, mere end udfordringerne i sig selv.

”Det er noget, man forventer, der vil ske. Jeg sammenligner det med at sætte sig om bord på en flyvemaskine. Hvis man godt er klar over, at der kan komme turbulens og støj, er det ikke så slemt, når det kommer. Men altså i virkeligheden er det bare en teknik, der hedder ’visualizing’. Du forestiller dig på forhånd, nøjagtigt hvad der vil ske, og når det så sker, er det ikke så mærkeligt.

Det var ligesom, da jeg var barn og blev fascineret af de vilde rutsjebaner i Californien, der kørte baglæns, og hvor man hang med hovedet nedad. Så begyndte jeg at forestille mig, hvordan det ville være og sad forinden på en stol og gennemgik alle aspekter. Da det så skete, var det præcis, som jeg forestillede mig det.”

Han kan ikke pege på, hvad der er det hårdeste, han har prøvet undervejs, for der er ikke noget af det, der er sådan ’specielt hårdt’.

”Altså træningen til rumvandringer er selvfølgelig fysisk hård. Det foregår under vandet i en stiv rumdragt, hvor man arbejder med værktøj i seks timer i træk. Det svarer til, at du trykker en tennisbold sammen i hånden i lige så lang tid. Det er hårdt, men ikke sådan bidende hårdt.”

Hvad angår overlevelsesturene i den russiske ødemark over et par døgn i minus 20 grader, siger han:

”Jo, altså. Det er da hårdt, men hvis du har psyken og evnerne, så er det ikke hårdt. Eller jo, 20 minusgrader om natten er ikke behageligt, men det handler om, at du accepterer, at du om dagen står i 12 timer og hakker i et træ for få brænde til at holde varmen. Og når solen går ned, skal du acceptere, at du ikke rigtigt kan sove og kommer til at blive træt, lidt stresset og irriteret på de andre. Det er ikke, fordi jeg har specielt meget lyst til at gøre det igen, men så længe du bare siger, at det skal overstås, så kommer du igennem det.”

Adspurgt hvornår han egentlig sidst har givet op, smager han på spørgsmålet, som om det var fremmedsprog.

”Givet op,” siger han og tøver længe. Så siger han:

”Jeg kan huske, at jeg opgav at spille trompet, dengang jeg boede i Californien. Jeg brugte et par år på det, men så stoppede jeg, for det krævede for lang tid at øve sig.”

Det er over 25 år siden, at Andreas Mogensen boede i Californien. Han stirrer frem for sig i nogle sekunder, som om han prøver at genskabe et nyere eksempel.

”Jeg ved det ikke,” siger han så. ”Jeg har nok indset, at jeg aldrig bliver specielt god til at tale russisk. Jeg kan gøre mig forstået og forstå andre, men sådan flydende russisk. Det kommer jeg nok aldrig til.”
Han trækker lidt på skuldrene og forsvinder ind til mødet med Frank De Winne.

Der går en historie om, at Andreas Mogensen til en af de afgørende optagelsessamtaler til astronautuddannelsen blev spurgt af komiteen, hvad der kunne gøre ham vred. Andreas Mogensen overvejede sit svar, inden han sagde noget. Det ville virke utroværdigt at svare ‘aldrig’, tænkte han, så i stedet sagde han, at hvis der er noget, der gør ham vred, så er det, når fodboldlandsholdet taber. Svaret fik panelet til at grine, stemningen lettede, og resten af interviewet forløb i en hyggelig tone.

Scenen kan virke banal, men man skal ikke tage fejl af, at den er en del af historien om Andreas Mogensen. Han besidder en særlig evne til at tilpasse sig situationer og gøre dem til sine egne. Faktisk stødte Andreas Mogensen i efteråret 2016, altså syv år efter optagelsessamtalen, på en af dem fra komiteen, der nævnte, at han kunne huske lige nøjagtigt det svar.

For Andreas Mogensen selv var det ikke overraskende, at han var god i den slags situationer, for han havde været vant til hele sit liv at skulle gøre indtryk på nye mennesker. I de første femten år af hans liv flyttede han og familien seks gange, frem og tilbage mellem Danmark og Thailand, Singapore og Californien, på grund af faderens arbejde i shippingbranchen.

Andreas Mogensen undrer sig altid over, at alle andre tolker det, som om det må have været irriterende med så mange opbrud, for i hans optik var det altid positivt.

Det var en ny chance for at starte forfra og give et nyt ’first impression’ til folk, der ikke havde nogen anelse om, hvem han var. De få gange, hvor det var forbundet med modstand, fik han vendt det til sin fordel. I tredje klasse blev han kaldt ’fedtbjerg’, fordi han var højere og større end de andre.

Men Andreas Mogensen kaldte bare sig selv fedtbjerg også, for han havde ingen problemer med det, så før der var gået særlig længe, var de andre stoppet med det igen.

Da han var barn og ung gik tiden med at dyrke sport, særligt basketball, rugby og hockey. Som 15-årig startede han på Copenhagen International School i Hellerup, hvor mange børn af udenlandske ambassadører gik. Her blev han også for alvor interesseret i naturvidenskab, ikke mindst hvis det kunne kombineres med sport.

Når de spillede hockey, var det ikke nok for Andreas Mogensen at spille med støvler og tasker som mål. I stedet brugte han lang tid på at udtænke og dernæst bygge de perfekte hockey-mål, som de kunne spille med. Ifølge vennen Matts Stenbäck, der i dag bor i Schweiz og er vicepræsident i uddannelsesorganisationen EF (Education First), besad Andreas Mogensen den sjældne evne at være populær hos både lærerne og blandt de andre elever.

Han insisterede på at lave lektier, før han kunne være sammen med de andre, hver gang og uden undtagelser. Når han var færdig, var det til gengæld ofte ham, der tog lederrollen og bestemte, hvad vennegruppen skulle lave derefter. Han var den eneste på skolen, der var engageret i skolens astronautklub og fortalte allerede dengang til de andres morskab, at han ville blive astronaut en dag.

Matts Stenbäck husker særligt en historie, fra da de var 15 år. Sammen med en tredje ven, Mikko von Lueders, brugte de i en periode eftermiddagene på at spille basketball rundt om på asfalterede baner i København. En dag spillede de på Israels Plads ved Nørreport Station, en tre-mod-tre mod nogle lokale rødder. Andreas Mogensen var i hopla. ”He was killing it,” som Matts Stenbäcks formulerer det. Hvilket irriterede det andet hold mere og mere.

Til sidst stoppede en af modspillerne midt i kampen, vendte sig mod Andreas Mogensen og gav ham en kæberasler. I et øjeblik holdt modstandere og vennerne Stenbäck og von Lueders vejret. De to havde aldrig set ham miste besindelsen, men hvis ikke her, hvornår så? Men Andreas Mogensen trådte bare et skridt tilbage, som om intet var sket, kaldte ’foul’ og fortsatte med at spille. Det endte med, at fyren, der havde slået Andreas Mogensen, blev så frustreret over den manglende reaktion, at han forlod banen i en blanding af vrede og modløshed.

Efter mødet med Frank De Winne beslutter Andreas Mogensen sig for at køre ind til Køln. Den belgiske leder af astronautcenteret havde været ’ovenud tilfreds’ med den danske astronaut og hans fysiske og mentale tilstand. Det er svært ikke at opfatte Andreas Mogensen som en Mr. Perfect-skikkelse. Som en stenskulptur, der ikke kan slås sprækker i, uanset fra hvilken side man hamrer på den. Han er ikke bange for noget, han giver aldrig op, og han kan ikke kues af hverken rødder på basketballbanen eller russiske læger.

Men er der virkelig ikke noget, der påvirker ham? Fra førersædet forklarer han, hvad der egentlig havde været det rigtige svar, dengang han til optagelsessamtalen blev spurgt om, hvad der gør ham vred.

”Jeg bliver aldrig rigtig vred. Men jeg kan blive irriteret, hvis jeg føler, at der ikke er nogen dybere mening med det, jeg laver. Der skal være et formål, ellers bliver jeg frustreret og føler, at jeg kunne bruge min tid meget bedre. Modsat hvad man måske skulle tro, kunne jeg aldrig være i militæret, hvor en officer fortalte mig, at jeg skulle gøre ting bare for at gøre dem. Gu’ vil jeg ej,” siger han i et helt roligt toneleje. 

Behovet for at få mest muligt ud af sin tid udvikler sig tit til en rodløshed for Andreas Mogensen. Hvis han er tvunget til at være det samme sted for længe, begynder det at krible i ham på en klaustrofobisk måde, så han er nødt til at tage videre. Sådan har det været hele hans liv.

Efter sin studentereksamen flyttede han til London og læste en kandidatuddannelse som Aerospace Engineer på Imperial College. I sine sommerferier deltog han i frivillige ekspeditioner, først et par måneder til floder dybt inde i den venezuelanske jungle på en mission, der skulle indsamle sommerfugle, og siden på et tilsvarende projekt til floder i de peruvianske Andesbjerge.

Da der ikke var nogle jobs at få i rumfartsbranchen efter sin kandidat, skrev han i stedet til oliefirmaet Schlumberger Oilfield Services og bad om at få et job, der kunne sende ham så langt væk som muligt. Sådan endte han i Congo og Angola et år.

Man skal ikke tage fejl af, at Andreas Mogensen vægter sin egen vej over det meste. Hvis ikke alt. Hans hustru Cecilie har flere gange måtte afbryde sin tilværelse, sige jobs op i en ellers lovende karriere for at flytte efter Andreas Mogensen, fordi han var rejst et sted hen, hvor det gav mening i forhold til hans egne karrieremuligheder.

”Jeg har været egoistisk,” siger han med et selvfølgeligt tonefald, da bilen er nået ind til det centrale Køln. ”Cecilie har altid vidst, at det var, hvad jeg ville med mit liv. Hun er gået på kompromis med sine egne ambitioner, og det er grunden til, at vi er sammen i dag.”

Han parkerer den lejede Skoda i en baggård tæt ved deres gamle lejlighed. Mens han viser rundt i gaderne, fortæller han, at byen aldrig rigtig blev hans hjem, dengang han boede der i syv år permanent under astronautuddannelsen.

Han var der næsten aldrig, fordi han for det meste var i Rusland eller USA for at træne. I hele 2014, hvor hans førstefødte datter fyldte et år, var han kun i Køln i otte uger.

Presset på spørgsmålet om, hvad der egentlig var størst – at komme i rummet eller blive far – svarer han det sidste. Men han indrømmer gerne, at han ville sige ja, hvis han i morgen fik tilbudt en mission til rummet på et helt år.

”Det at stræbe efter noget har altid haft stor betydning for mig. Det har så betydet, at jeg har ofret nogle ting. Selvom vi boede i Køln i syv år, fik jeg ingen venner uden for astronautcenteret. Jeg har nok også en anden tilgang til venskaber end de fleste, fordi mit liv er, som det er. Jeg tager det ikke personligt, hvis folk ikke skriver eller ringer i flere år, for det gør jeg heller ikke.”

Da Andreas Mogensen nærmer sig Rhinen, som passerer gennem Køln og deler byen op i to lige store halvdele, går han op af nogle trapper og ind på et brostensbelagt torv foran Kölner Dom.

Det er en enorm romersk-katolsk katedral, der er på Unescos verdensarvliste. Allerede i 1248 påbegyndte man arbejdet, men først næsten 700 år senere stod den færdig, og stadig i dag er der konstant renovationer og vedligeholdelse. Andreas Mogensen læner nakken tilbage og skimter mod det højeste af katedralens tårne, der rager hele 157 meter op i himlen. Han synes, det er overvældende at tænke på, at dem, der udtænkte katedralen, aldrig nåede at se den færdig.

Katedralen i midten af Køln er heller ikke uden symbolsk betydning for ham selv. Med sit arbejde som astronaut ved han godt, at der ikke er meget forskel på ham og de hundredvis af mennesker, der i årenes løb, har bygget på katedralen.

Mange af de spørgsmål, han allerhelst vil have svar på, vil man sandsynligvis først finde ud af, når han ikke længere er her. Selv mener Andreas Mogensen, at det vigtigste spørgsmål nu og her, ikke bare for ham selv, men for menneskeheden i det hele taget, er, om der er liv på andre planeter. Spørgsmålet er vigtigt, mener han, fordi det handler om vores selvopfattelse.

”Vi mennesker har altid troet, at vi var specielle. Først mente vi, at Jorden var centrum for alting, og alt andet var i kredsløb om os. Det, fandt vi ud af, var forkert, men så sagde vi ’okay, i det mindste er solen centrum af alt, og vi kredser om den.’ Det var så også forkert. Så sagde vi, at vores del af universet var centrum, og alt bevægede sig væk fra os. Det var heller ikke sandt, for faktisk ligger vi bare på én spiralarm i Mælkevejen, der bare er én galakse ud af flere hundrede mio., som vi kender til. Så sagde vi til sidst: ’Okay, det kan godt være, at vi bor på en helt almindelig planet i et helt almindeligt solsystem omkring en helt almindelig stjerne, men vi mennesker er specielle, for vi er de eneste intelligente væsener.’” 

Andreas Mogensen lader pointen hænge i luften lidt, før han selv nagler den fast:
”Det naturlige næste skridt er selvfølgelig, at vi finder ud af, at vi heller ikke er specielle væsener. Men det vil gå helt mod vores selvopfattelse, at vi ikke er enestående, for det er eksempelvis, hvad al religion fortæller: at vi er skabt i Guds øje. Men det vil vi blive nødt til at revidere.”

Andreas Mogensen mener, at det er realistisk at besvare det spørgsmål i løbet af de næste 20 år, men han ved det ikke med sikkerhed. Som astronaut er det en del af præmissen, at man arbejder uden at vide, hvad man får svar på. Eller om man får svar i det hele taget. Derfor har Andreas Mogensen også været nødt til at skabe en fortælling om sig selv som et led i menneskehedens store opdagelsesrejse, der går tilbage til længe før ham selv og vil fortsætte i al evighed frem. 

Hvis han havde levet for 500 år siden, er han sikker på, at han havde været en af de opdagelsesrejsende, der begav sig over Atlanterhavet. Andreas Mogensen ser sig selv stående på et af de store skibe, måske ligefrem Christopher Columbus’ Santa Maria-skib. Hans største helte er alle opdagelsesrejsende, særligt Sir Ernest Shackleton, der var polaropdagelsesrejsende og som på en famøs tur til Antarktis i starten af 1900-tallet reddede sin forliste besætning. Andreas Mogensen ser de gamle opdagelsesrejsende og nutiden astronauter, som en forlængelse af hinanden.

”På sin vis er det simpelt. Vi tager af sted og ser, hvad vi kan finde derude som repræsentanter for menneskeheden,” siger han og tilføjer:

”Ja, det lyder måske lidt fancy. Men jeg mener bare, at vi er de første, der drager ud og ligesom viser vejen, før alle andre følger med.”

Næsten lige så længe man ved, har menneskeheden været betaget af universet. Der er til alle tider blevet skrevet bøger om det ukendte derude, men det var først i 1957, at man rent faktisk fik sendt en kunstig satellit, Sputnik 1, afsted. Det var Sovjetunionen, der stod for den opsendelse, ligesom de blot et par måneder senere sendte hunden Laika op som det første levende væsen. Efter seks timer døde hunden af varmeophedning. I 1961 blev Jurij Gagarin det første menneske i rummet, og otte år senere, i 1969, satte amerikanske Neil Armstrong fødderne på månen og leverede et af verdenshistoriens mest berømte citater om det lille skridt for ham selv, men det store skridt for menneskeheden. Dengang drejede det sig om, hvem af USA og Sovjetunionen, der kunne sende det stærkeste signal til omverdenen i et svimlende dyrt kapløb under den kolde krig. I dag samarbejder det russiske rumagentur Roscosmos med amerikanske NASA og europæiske ESA. Målet er at sende bemandede missioner til Mars inden for en overskuelig fremtid.

Meget af det, Andreas Mogensen lavede, da han var på sin 10 dage lange rumrejse, handlede om at forberede den tur. Hans arbejde bestod af to typer forskning. Den ene del var, hvad han kalder for grundforskning for bedre at forstå basale ting. En aften fotograferede han lynfænomenerne ’red sprikes’ og ’blue jets’ over Indien fra udsigtsmodulet Cupola til et forskningsprojekt for DTU. Det lykkedes Andreas Mogensen som den første nogensinde at optage levende billeder af sidstnævnte, som er lyn, der skyder opad i stedet for ned mod Jorden. Resultaterne skal hjælpe forskere til bedre at forstå vejrfænomener på Jorden. Mens han var der, lykkedes det ham også at optage Nordlys, der hang som røde og grønne gardiner og blafrede over Jorden og var så kraftigt, at veteranen Scott Kelly med 382 dage i rummet sagde, at han aldrig havde set det så flot før.

Den anden del af arbejdet var forskning og teknologiudvikling, der skal være med til at forberede længere rejser ud i rummet i fremtiden. Han testede bl.a. et vandreningsningssystem, der skal rense spildevand i rummet uden at bruge kemikalier. I rummet er det vigtigt at være selvforsynende og genbruge alt, så fx tis og sved bliver renset og genbrugt, så det kan bruges til drikkevand.

Når Andreas Mogensen fortæller om at befinde sig i rummet, har han en evne til at lyde både begejstret og uimponeret på samme tid. Han fortæller om at sidde i Cupola og betragte Jorden på afstand. Om hvor fantastisk udsynet er, om hvordan man ikke kan undgå at få en fornemmelse af Jorden som en lille planet, hvor landegrænser virker menneskeskabte og kunstige. Han fortæller om at kigge ud i nattehimlen deroppe fra og de mia. af lysprikker, der giver en fornemmelse af, at vi på Jorden blot er en meget, meget lille del af noget meget, meget stort.

”Der er så meget … så ufatteligt meget derude, som vi ikke kender til,” siger Andreas Mogensen næsten drømmende. 

For en kort stund har han sat sig ind på baren Die Kunstbar ikke langt fra katedralen for at varme sig på en kop kaffe.

”Det må også betyde, at der er så mange ting, der venter på at blive opdaget, så mange muligheder, der venter på os derude. Tænk lige på den fantastiske fremtid, vi får.” 

På samme tid fortæller han om livet på Den Internationale Rumstation, som om det var en hvilken som helst anden arbejdsplads et hvilket som helst sted på Jorden. Selvom astronauterne skal kæmpe med at holde styr på både aftensmaden og bestikket, der svæver rundt i vægtløs tilstand, går det meste af snakken om bordet på ”almindelige dagligsdagsting som børn og job”, og en fyraften på rumstationen kunne snildt gå med bare at se ‘Jurassic Park 3’ og slappe af.

”Vi kan jo kun fungere som mennesker, hvis vi vænner os til tilstandene. Hvis du hvert minut på rumstationen tænker: ’Wow, jeg er i rummet, nej, hvor er det vildt,’ kan du ikke være der. Det er ligesom, hvis man hele tiden skulle gå rundt og være bange for at blive kørt ned af en bil. Man vænner sig til det, og det er på præcis samme måde i rummet. Man kommer derop og tænker, at det er helt fantastisk, men fem minutter senere er det ens liv. Man bor der, arbejder der, spiser morgenmad, frokost, aftensmad, snakker lidt med de andre og går i seng.”

Da det mørke aftentæppe har lagt sig over Køln, sætter Andreas Mogensen sig ind på beværtningen Peters Brauhaus ikke langt fra Rhinen. En tysk kromutter suser rundt i lokalet med et rundt træfad foran sig, der er bundet om skuldrene med stropper i lidt som en omvendt rygsæk. Der er 14 runde huller med plads til en fadøl i hver. Uden at spørge stiller hun to øl på bordet, da hun passerer.

”Øllene kommer kun i de her tåbelige små glas,” siger Andreas Mogensen og tager en slurk af glasset. ”Idéen med konceptet er så, at de konstant kommer med dem, så man ikke tænker over, at øllene er små.”

Andreas Mogensen griner lidt. I løbet af dagen har der ikke været et øjeblik, hvor han ikke har virket i godt humør og i en slags mental overskud. Der er ellers astronauter før ham, der har berettet om, hvordan de har oplevet ’the space blues’ efter at være vendt tilbage. Den berømte astronaut Buzz Aldrin, der i 1969 fulgte i hælene på Neil Armstrong ud af Apollo 11 som den anden mand på månen, har fortalt om sine årelange depressioner i kølvandet på sin rejse. Der snakkes nogle gange om, at hvis man først har befundet sig i det endeløse univers, kan det være svært at vende tilbage og finde mening i sit eget lille liv her på Jorden. Men sådan har Andreas Mogensen ikke oplevet det. For ham giver tanken om universet den præcis modsatte følelse.

”For mig er det en følelse af glæde, eller i hvert fald fascination. Jeg mener, wow, hvor er det stort. Jeg ville gerne leve i en anden tid, måske om 500 år, hvor vi på en eller anden måde kunne rejse mellem stjernerne,” siger han. 

Når han bliver ivrig eller griner, knækker hans stemme over og bliver lidt skinger. 

”Ligesom det du ser i ’Star Trek’. Med civilisationer rundt omkring,” fortsætter han. ”Verdener kan jo se fuldstændig forskellige ud. Det må være så spændende bare at rejse derud i universet. Det er næsten uendeligt stort.”

Rundt omkring på Peters Brauhaus er folk stuvet sammen og spiser kødfyldte retter, som de skyller ned med øl. Tre mænd med overskæg og briller sidder ved siden af og skraldgriner af noget, der lyder som sjofle vittigheder.

Næsten uendeligt stort, siger du. Er universet ikke uendeligt stort?

Andreas Mogensen smiler. Han placerer hænderne i luften, som når man skal vise, at noget er stort.

”Altså vi har Mælkevejen, der måske er 200.000 lysår i diameter. Set med vores øjne er alene det næsten uendelig stort. Men Mælkevejen er kun én af milliarder af galakser. Vi kan så se ud til en grænse tilbage i tiden, men ikke helt tilbage til da universet blev skabt. Vi ved ikke, hvor stort universet er. Jeg ved ikke engang, om vi rigtigt kan forestille os det. Hvis du tænker på et univers, der har en grænse, betyder det jo, at hvis du rejste langt nok, ville du nå den grænse, og hvad er så på den anden side af den?”

Han afbryder sin talestrøm for at tage en tår mere af øllen. Så sætter han den fra sig igen og fortsætter:

”Men det er en forkert måde at tænke på, for ifølge nogle fysikere bliver universet skabt samtidig med, at det breder sig ud. Men det giver jo heller ikke rigtigt mening i forhold til den måde, vi snakker om tingene. Så det er jo rigtig, rigtig svært.”

Det er jeg glad for, du siger. For jeg må nok indrømme, at jeg ikke helt forstår det?

”Den bedste måde …” Andreas Mogensen overvejer et øjeblik og lægger så håndfladerne på træbordet.

”Forestil dig, at du boede i en todimensionel verden som på overfladen af det her bord. Du var fuldstændig flad. Du kunne gå frem og tilbage og sidelæns, men aldrig op og væk fra bordet. Men bordet har en grænse, så hvis du går i en bestemt retning, rammer du kanten, og så falder du af,” siger han.

“Men forestil dig så i stedet for et bord, at det var overfladen af en ballon. Det er den samme todimensionelle verden, men den er lukket om sig selv. Hvis du puster ballonen op, bliver den større, så overfladen også bliver større, men der er ingen grænse. Du falder ikke af, som på bordet, du når tilbage, hvor du startede. Der er teorier om, at vores tredimensionelle verden kunne være bøjet i næste dimension, så hvis vi rejste i lang tid nok, ville vi nå tilbage, hvor vi startede.”

Man forestiller sig en miniatureudgave af Andreas Mogensen bevæge sig rundt i en kæmpe stor ballon, lidt som i et hamsterhjul. Men det er muligvis ikke sådan, billedet skal forstås. 

Men kan man nogensinde komme til at udforske det hele?

”Nej, det tror jeg ikke.”

Hans øjne skinner i restaurantens dunkle lys, som om nogen havde tændt for en kontakt.

Burde man så ikke bare lade være?

”Det kan du sige. Men så kunne man også have sagt det samme for 500 år siden, da vi begyndte at forlade Europa. Vi havde alt, hvad der var behov for, så hvorfor skulle vi sejle ud på verdenshavene? Men i dag er det jo helt tosset at forestille sig, at vi var blevet i Europa og aldrig nogensinde var sejlet afsted. Det er den mest naturlige tanke. Ligesom vi om 500 år vil sige: ’Selvfølgelig sendte vi mennesker ud i universet.’”

Ved et af hjørnebordene på Peter’s Brauhaus begynder en større forsamling at synge en fællessang. De klapper i bordet med venstre hånd, mens de skåler ud i luften med den højre. Klokken er ved at være mange. Tre gange har den tyske kromutter været forbi med nye øl. Andreas Mogensen sidder og tænker lidt, så kigger han op.

”Du har flere gange spurgt mig om det her med at være bange for noget,” siger han.

”Hvis jeg virkelig skulle nævne noget, der skræmmer mig, er det tanken om døden. Den her tanke om, at når man dør, så er det ovre, så eksisterer man ikke mere. Vores opfattelse af verden starter ved os selv og går ud derfra. Jeg tror, det er umuligt at forestille sig en verden, hvor man ikke selv eksisterer. Men bare tanken om, at jeg en dag ikke længere er en del af, hvad der sker i verden … At jeg ikke er med til at opleve det hele, mens den bare fortsætter. Det har jeg det meget, meget, meget svært med. Jeg prøver faktisk ikke at tænke på det.”

Så kommer den tyske tjenerinde forbi med sit træfad fyldt op med fadøl igen. Det er fjerde gang, hun er forbi.

’Noch ein?’ spørger hun og skal uden tøven til at sætte endnu en på bordet.

Men Andreas Mogensen ryster smilende på hovedet.

”Nej tak, så går den vist ikke længere,” siger han og gør sig klar til at tage sit overtøj på. 

I morgen skal han tilbage på astronautcenteret og udføre nogle enkelte opgaver, før han et par dage senere flyver hjem til Houston og sit arbejde i NASA. Det er ikke til at sige, om han kommer i rummet igen. Men det er næsten svært at forestille sig andet. 

Lige før han går, er der tid til et sidste spørgsmål.

Hvis du levede om 500 år, tror du så ikke bare, du ville ønske, du levede 500 år senere?

Han tøver et øjeblik.

”Jo. Det har du nok ret i.”

Så rejser han sig og går ud i den tyske nat.

LÆS OGSÅ: Sådan leverer du det perfekte pitch: ”Typisk tager det mig to minutter at vurdere, om jeg skal investere en million i dig og din ide”

LÆS OGSÅ: Norwegian-boss: ”Jeg siger altid, at det ikke er pessimisterne, der erobrer verden”

LÆS OGSÅ: ”Jeg var den mest hadede mand i Hollywood”

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt