ZLATKO BURIĆ STÅR OG tripper lidt på stedet uden for Da Laura i Cannes. Restauranten ligger på Rue Hoche, en sidegade til hovedstrøget Rue d’Antibes, og er stedet, man går hen, hvis man vil ses i Cannes. Vi befinder os midtvejs i årets filmfestival i maj i det sydfranske. I går blev svenske Ruben Östlunds ’Triangle of Sadness’ vist i det store palæ nede ved vandet, og da rulleteksterne efter gallapremieren på filmen begyndte at køre over lærredet, rejste alle publikummerne, sådan cirka 1.500 mennesker, sig og kvitterede med otte minutters stående ovationer.

Da Laura er en af de restauranter, hvor man ikke bare kan ringe og bestille bord. Man skal møde op og reservere et bord. Så det har jeg gjort dagen før. Nu er klokken 14, den aftalte tid, og Zlatko Burić og jeg er ankommet. Til tiden. Vi træder indenfor, jeg siger mit navn, og en tjener, der vaklende balancerer to kopper espresso på en bakke, siger hastigt: ’Yes, yes, you can wait outside, then we’ll get you a table.’

Vi går udenfor i varmen, småsnakker lidt og observerer rendet af filmfolk: producere, indkøbere, filmbosser og skuespillere, der alle sætter sig ved deres borde. Minutterne går. Pludselig træder en velklædt mand i skjorte og solbriller direkte hen imod os. ’Zlatko, god damn, how have you been?’ siger han.

Zlatko Burić slår, som han altid gør, når han møder folk, et stort grin op og breder armene ud til en dyb omfavnelse.

Manden hedder Tom Quinn. Han driver et af de mest anerkendte distributionsselskaber i USA, Neon Film, i New York. Neon Film har blandt andet stået for den amerikanske distribution af den sydkoreanske sensation ’Parasite’. For et par år siden, viser det sig, inviterede Tom Quinn Zlatko Burić til en filmfestival i Austin, Texas, hvor de i et par dage hang ud og snakkede film og diskuterede muligheden for flere roller til Zlatko Burić i den internationale filmverden.

Det kom der dog aldrig noget ud af, men nu, her på Rue Hoche, står Tom Quinn og Zlatko Burić og genopfrisker minderne fra den tur, der blandt andet involverede, at Burić fik designet en håndlavet cowboyhat til sig som gave fra Quinn. ’But you never wrote me, Zlatko,’ siger Tom Quinn. ’You have to write me. We are still very interested. I saw your film yesterday. It’s brillant,’ siger Quinn og lader den hænge i luften. 

 ’Thank you, I will,’ svarer Zlatko Burić og krammer ham igen.

Burić kigger på mig, for vi skulle jo have det bord. Men dem på Da Laura har glemt alt om os. Jeg kigger igen lidt rundt på spektaklet foran os. Tjenere, der løber rundt, nye gæster, der kommer til og bliver placeret ved bordene udenfor.

’Kom, Zlatko,’ siger jeg. ’Vi dropper det. Lad os finde et sted, hvor vi kan sidde og snakke i fred.’