Euroman

Arne er storyteller, spinning-instruktør – og vejer 110 kilo

Blandt muskeltrænede mænd og sporty piger er der én i mit fitnesscenter, der skiller sig ud. Han hedder Arne, og han er spinning-instruktør. Hans timer er næsten altid fuldt booket, han spiller rock som Metallica og Rammstein – og nå ja, så vejer han 110 kilo.

Mange gange har jeg har haft lyst til at prøve spinning, når jeg har set halv-kvæstet, men lykkelige mennesker, vælte ud af det dampende lokale. Men jeg har altid haft en aversion mod dunkende house-musik og overenergiske supermænd, der råber ’fitness macht frei’.

Arne virker anderledes. Og derfor har jeg sat mig for at prøve hans time. Inden da har jeg inviteret ham til kaffe på cafeen over for det lokale center. Her fortæller han om, hvordan cyklen bogstavlig talt reddede hans liv.

”På et tidspunkt var jeg oppe at runde 200 kilo. Jeg havde sukkersyge, og jeg har hørt fra dem, der havde mig på hospitalet dengang, at de havde en væddemålsliste, hvor de mest optimistiske troede, at jeg havde 9 måneder tilbage at leve i.”

LÆS OGSÅ: Søren Lerche var hashpusher og del af autonomt tæskehold: ”Til sidst havde vi kun volden til fælles”

Arne Møller Christensen har, før han satte sig på den fastpolstrede kondicykel, været vidt omkring på det danske arbejdsmarked. Altid i halvdagsstillinger eller som løst ansat. Han bryder sig ikke om at blive låst fast.



Derfor har han også prøvet så forskellige ting som at være roadie for et rockband, kirketjener, underviser på RUC, taxachauffør og nu altså spinninginstruktør.

”Hvis der skal være en rød tråd i min karriere er det, at jeg er storyteller. Jeg kan lide at møde forskellige mennesker og snakke med dem. Jeg har også altid nogle små historier, jeg fortæller, mens folk spinner. Der er altid en mening med den musik, jeg spiller. Det kommer du også til at høre, når vi skal der over.”

Da vi er i fitnesscenteret, viser han mig, hvordan jeg skal klikke skoene fast i pedalerne, og hvor højt sadlen skal placeres. Han fortæller også, at jeg skal sidde oppe foran, så han kan holde øje med mig.

LÆS OGSÅ: Sådan er det at være lærervikar: ”Der er mange små succeser hver eneste dag”

”Det er som regel de meget sportstrænede kvinder og mænd, hvoraf nogle af dem træner til triatlon, som sidder helt fremme. Nede bagved er ofte de lidt ældre kvinder. Mange af dem har fortalt, at de ikke vil træne med andre end mig. Men hér tør de godt. Og det er jeg meget glad for.”

Arne går ind for at klæde om, og jeg udnytter tiden til at snakke lidt med ham, der har indtaget cyklen bag mig. Han hedder Rasmus Lassen, og han har valgt specielt Arnes timer.

”Har du prøvet ham før? Jeg ryster på hovedet. ”For han er lidt speciel. Men det kan jeg godt lide. Det er især for musikken, jeg kommer. Men man skal have lidt mere selvdisciplin end hos de andre instruktører. Man styrer det mere selv.”

 

Det var en kollega og hendes mand, der hjalp Arne på et afgørende tidspunkt, hvor vægten var tungest. Kollegaen havde gentagne gange over for sin mand Jesper Schrøder beklaget, at Arne var døden nær. Og to dage før jul troppede Jesper op til Arne med en kondicykel og sagde, at træningen begyndte nu.

På den måde har Arne fået hjælp undervejs, og det har holdt ham fra at bukke under for den vægt, der ifølge ham selv skyldes en spiseforstyrrelse.

”Jeg har et vanskeligt sind. Det er ikke nogen hemmelighed. Jeg er ikke syg. Men det har gjort, at jeg har en spiseforstyrrelse, og det er hårdt arbejde at veje så meget. Når man først kommer derop, sidder man fast,” fortæller han og tilføjer:

”Det er det eneste misbrug, jeg har haft. Men det er svært at komme ud af.”

LÆS OGSÅ: "Min kone tør ikke sige, hvad jeg laver, når vi er til middagsselskaber” 

Efter en periode med privat træning begyndte Arne at komme i et mindre fitness-center.

Det er på det tidspunkt, at Chris McDonald skaber et navn for sig selv som en inspirerende indpisker, og Arne bliver bidt af det.

På det tidspunkt kender han en pige, der hedder Christina, som er blevet instruktør i Fitness World. Hun siger til ham, at han bør melde sig til det instruktør-kursus, de har slået op.



”Det afviser jeg selvfølgelig. Jeg siger til hende: ’Prøv at se på mig. Der er ikke nogen, der vil ansætte en halvskaldet, halvgammel, overvægtig mand som mig.’ Men hun sagde bare til mig, at det både var hende som underviste og ansatte, så hun ville sætte mig på.”

Arne består, og han får også et job. Man kan ellers forestille sig, at der er mange, der ser skævt til sådan en som Arne her i dette sundheden- og sportens tempel. Men det afviser Arne. Faktisk har han aldrig mødt andet end opbakning.

”Jeg har været vant til at blive råbt ’fede svin’ på gaden, men her kommer folk hen til mig med støtte. Fitness-centre i dag er meget anderledes, end de var nogle år siden. Der er mange flere almindelige mennesker som mig, der kommer her nu.”

LÆS OGSÅ: Mikkel blev reddet fra selvmord af Livslinien: ”Jeg ville bare fjerne mig fra det hele” 

Tilbage i fitness-centeret i Århusgade gør Arne klar til at begynde timen. Han fortæller, at vi skal igennem tre sæt med stigende intensitet. Han vil spille tre versioner af den samme sang, i den midterste sæt vil det være tysk musik, og til sidst har han givet sig selv det benspænd, at alle sangene skal have noget med farven lilla at gøre.

Gennem den første sang varmer vi benene op, og så begynder intervallerne. Man skiftes mellem at stå op på cyklen og sidde. Og allerede første gang jeg står op, kan jeg mærke, at jeg bruger nogle andre muskler end den sædvanlige slentretur til og fra arbejde.

Midt i det hele kommer et af mine yndlingssange på. Først hører vi Sort Sols tunge og dystre udgave af ’Indian Summer’, hvorefter den går over i C.V Jørgensens original-version.

’Alle går vi rundt og leder som besatte /Nogen finder noget og andre sig selv /Alle mister noget ingen kan erstatte/ Nogen går omkring og slår tiden ihjel/Vi er liv og lys’

Sveden begynder at løbe. Ikke kun hos mig, der er nybegynder, men også dem omkring mig, og nogle har strategisk valgt at have et håndklæde tæt på styret.



Tidligere på aftenen fortalte Arne mig, hvad det er, der er så fantastisk ved spinning.

”Det er fantastisk udholdhedstræning og iltoptagnings-træning uden de problemer, der er ved løb. Det er ikke ligeså belastende for knæene. Samtidig har det nogle af de samme kvaliteter som svømning, men det er ikke helt lige så kedeligt, forklarer han og fortsætter:

”Spinning er fantastisk, fordi det udligner forskellene mellem folk. Man laver de samme ting, men man vælger selv sin belastning, så alt fra eliteudøvere til hr. og fru Danmark kan være med. Du kan få en fælles oplevelse, også fordi du ikke bliver målt.”   

Til spinning-timen er vi nået til den tyske del, og nu er det (selvfølgelig) hårdt. Benene kører i takt med Kraftwerks ’The Model’, og som der kommer mere og mere belastning på, og tempoet øges, går det over i Rammstein. Nu er det ikke for sjov længere. På rytmen råber Arne: ”Go, go, go”

Siden Arne kom første gang i et fitness-center er der sket en udvikling. Sundhedsbølgen har ramt bredt ud over hele befolkningen, og det er i dag ikke underligt at se pensionisten ro ved siden af den tatoverede unge mand.

”Jeg var en undtagelse, da jeg begyndte, men det er ikke så mærkeligt mere,” fortæller Arne.

LÆS OGSÅ: ”Hvis du gerne vil beholde tænderne, så lukker du røven lige nu” 

”Det giver en mere positiv stemning efter, at der er flere forskellige mennesker. Folk vil gerne have, at det bliver lidt hyggeligere. Og det skal jo også tjenes til kædens ros, at de har ansat mig. Oven i købet da jeg var 30 kilo tungere end i dag.”

Selv om det er positivt, at flere i dag dyrker sport, synes Arne dog også, at det kan tage overhånd. Vi er kommet til at sætte for høje mål.

”Dengang jeg dyrkede idræt som ung, var man sej, hvis man løb et eremitageløb. På et tidspunkt hed det så maraton, og nu skal man gennemføre en ironman, før man kan prale af det. Jeg kender så mange, der har smadret så selv på det. Det handler ikke om at have det dyreste udstyr og presse sig selv til skader.”

I dag spejler almindelige motionister sig i eliteudøvernes kost og program. Og det er fundamentalt forkert, mener Arne.

”Jeg synes, vi skal tilbage til at komme i bedre form og have det godt undervejs.  Vi skal ikke stræbe efter det perfekte, for det er ikke interessant. Det er bare goldt.”

Spinning-timen er ved at være i mål. Velvet Undergrund spiller, og sveden løber ned af alle. Hos flere har der dannet sig små pytter ved deres cykel. Selv er jeg begyndt at forstå noget af fornøjelsen ved at trampe sammen.



Man presser sig selv mere, og selv om man ikke har udvekslet mange ord til sidemanden (dertil er det for hårdt), føler man, at man har gjort det sammen. Netop det er dets største kvalitet, fortæller Arne.

”Foreningslivet har ikke den samme opbakning, som det havde for nogle generationer siden. Folk har ikke længere tid til at lægge så meget energi, og det er heller ikke så fleksibelt. Her kan du få den samme følelse. Og jeg tror, at fitness på den måde kan gøre det ud for manges forening.”

Da timen er slut, beder Arnes alle om at give en hånd til os selv, og vi klapper alle som når charterflyet lander. Klokken seks næste morgen skal Arne på cyklen igen, og han håber stadig at få vægten mere ned.

”Nogle gange har jeg mine bukser med fra dengang jeg var rigtig stor med, så folk kan se, at det virker. Jeg vil gerne ned på 90 kilo. Hvis jeg skulle endnu længere ned, ville det være forbundet med et voldsomt ubehag, siger lægerne. Og det er formentlig ikke det værd. Jeg har før kørt op ad Mount Ventoux. Men næste gange vil gerne være lidt lettere. Det er mit næste store mål.”

LÆS OGSÅ: Manden der ikke gad være en myte - men blev det alligevel

LÆS OGSÅ: "De ville gerne tilbyde min kollega og jeg 225.000 kr. hver for at sikre, at Rumænien vandt kampen med fem mål"

LÆS OGSÅ: Whistleblower: "Jeg synes, prisen har været helt urimelig høj"