Dødsruten gennem historien til de mest ikoniske Københavner-klubber

“Den der ikke husker historien er tvunget til at gentage den…” 

Nutildags instagrammer vi, hvor vi er, og vennerne kommer. Vi vælter rundt til pop-up engangs-events eller zapper rundt i mikrosegmenter til pop-up-on-off-events. Men hvordan startede hele klubeventyret? Og er der grund til at tude over de gode gamle dage?

Morten Vammen tager os på dødsruten gennem historien:

Engang var clubbing ikke en nationalsport, men en relativt hemmelig seance for de få originaler. Før man kunne sende sms-røgsignaler om, hvor der skete noget til vennerne, gik man på de samme klubber weekend efter weekend, som en tv-serie man fulgte afsnit efter afsnit på gammeldags TV.

Klubberne holdt typisk to-fem år, hvorefter tidsånden, generationerne, stofferne, og ikke mindst det faktum, at alle på klubben skyldte hinanden 600 kroner og en klamydiatest, spredte folk og samlede dem igen i nyt tøj på en anden adresse. Men fortidens klubber lagde fundamentet for nutiden og måske fremtiden. Lur og lær her:

LÆS OGSÅ: Morten Vammen: En bluffers guide til nattelivet lige nu 

70´erne:

 
Saturday night fever var en banebrydende film, der handlede om en butiksdreng, der aspirerer ind i et blinkende eventyrland af formationsdans i hvide højtaljede flares til lyden af australske brægende bøssebrødre.

På den evige ordløse jagt efter den rige pige. Måske er formen forældet, men funktionerne er de samme som det generation hest og juicedrengene roder med nu, eller mods rodede med i 1960erne.

Dengang var det en revolution, da alt det der med at redde verden rundt om lejrbål med beskidte akustiske guitarer og chillumer pludselig var passé. Nu kune man uden skam opfatte sig selv og andre som sexobjekter, som hyldevarer i kødsupermarkedet.

Selv mændene legede attituderelativistiske påfugle og klædte sig i deres drømme, helt løsrevet fra den banale hverdag. Heteroerne havde approprieret homoklubbens greb og gået mainstream via Hollywood.

Epicenteret var Daddy´s Dance Hall under Palads, men det var som at stå på en S-togstation og vente på, at et nyt hold usikre kids landede for at vise, hvad tøjbutikken Deres havde prakket dem på og så få tæsk, når lyset blev tændt.

80'erne:

Nice/Stengade

Nice var et rollerdisco, der lå som en hip dansk udpost dybt i fjendeland, komplet med poppers og endnu flere tæsk. Essentielt tøj var et two tone ska slips og noget new wave gear eller noget disco pastel surfer-look.

Signatur-tracket var 'One Step Beyond' med Madness, B52's party mix eller 'The Model' med Kraftwerk. Hvis man skulle have rygeren, kunne man snige sig længere ned af Stengade til nummer 30 til Super Mike (ja, der havde Rubbadub søndagsseancer for folk med hvide mide-dreads) og opdage dubbens mirakel som den eneste hvide mand, eller danse pogo i et bzat hus og så løbe spidsrod hjem jagtet af grønjakker, uroer og minirockere. Dette Nice-mix er gået tabt i evolutionen.

Montmartre/Nørregade

Der var altid et eller andet totalt koldt profet-avantgarde halløj med én, der var klædt ud som fallos  i et galleri, i Saltlageret (nu Planetariet) eller i et bzat hus i 80'erne. Eller vi fik et romerlys i røven til Wagner med et shot til kaldet en ugly bugly hos nazierne på Tannhäuser-bar. Smart for en lillebitte sortklædt elite, men pigerne var på Montmartre.

Der havde folk løsere blå 501-jeans på - ikke stramme sorte 501’ere. Læberne var smurt i lipgloss med slikstank. Alle var lalleglade og lignede nogen, der var på skiferie eller sejlede meget.

En grøn Gerry-dunjakke, en bandana om halsen, en La Coste indenunder og så sejlersko eller Converse - alt i pasteller, og så med en Salomon- eller Rossignol- rygsæk. Laban-garn og Marc O´Polo var stort.

Stilen startede på Bordings fri/Privatskole i 70'erne og endte i strøgbutikkerne, ligesom den forfærdelige fuzak-pop-funk, hvor man luftspillede alle break mens man dansede. Earth Wind and Fires 'September' er prototypen, der senere endte som sportsjingler, template for One Two og i Dan Rachlin's pladekasse. 



Prince var nærmest for avantgarde. Scenen fortsatte på Park, og især Jazzhouse, indtil Kronprinsen kørte galt udenfor. Det var Saturday Night Fever for forkælede Kartoffelrække-børn. Senere blev de stjerner i Tisvilde eller i danske komedier om skilsmisser. Det var Sølvbryllups-fuzakkens vugge.

Barbue/Magstræde

De gamle hippier havde et hus i Magstræde, der var plaget af piratpunkere, så man tog konsekvensen og åbnede det mere sorte Barbue i den frugtbare postpunk-periode, hvor den utroligt smagfulde og profetiske DJ Kat D spillede et mix af EBM, proto hip hop, techno, dub, electro, psycobilly og factory til en flok amfetamin-ramte folk med rockabillygarn eller nazihår i lange morfar-overfrakker. 


Public Enemy anno 1988. Foto: Rex

Samtidig kørte der film med overvægtige i spaghetti-karbad eller Charles Manson-dokumentarer. Jeg overtog dj-bunkeren, da Kat D var udmattet af folk, der bare ville høre Nick Cave og af det kommunale mismanagement, som endte med at lukke stedet. 

Klassiske tracks kunne være Front 242's 'Headhunter', The Cramps' 'Surfin Bird' og Public Enemys 'Bring The Noise'. Man ville nok have kaldt det et hipstersted idag. Senere blev Barbues klientel producere, døde junkier, gangstere, biografdirektører, it-guruer eller reklamekonger.

90'erne:

Melonen/Løngangstræde

Ren rave-uskyld. Postpunkerne var lidt tynde, stramme og triste, og selvom de hørte elektronisk musik, var Melonen den storsmilende modgift. Simpel rave, house og proto-trance. man DANSEDE med HELE rummet OG sig selv, og ikke i par. Det var her mandekrammet fødtes.

Ikke mere 80'er-cool attitude; det var OUT ikke at svede under strobelys sammen med Ibiza-yuppier, udklædte børn, ID-læsere, svenskere, frisører, transer og stripper-ludere, der holdt fri. 

Vi var GLADE. Vi ventede på de spillede 'Age of Love' og senere Hardfloor. Der var så meget energi i den nye hurtige musik i 120-140bpm, da folk blev løftet ud af datidens funk-grooves. E var en sjældenhed ligesom alkohol.

Måske røg man lidt pot eller tog en enkelt streg af datidens meget stærke og dyre cola, men ellers var det vand og juice. Sven Väth spillede der i bar mave og kiltpels, og klubben lukkede tidligst sent søndag aften, og mange sov hele lørdagen for at tage derind friske direkte, som var det en sportsbegivenhed. 


Den tyske DJ Sven Väth, her dog ikke i bar overkrop. Foto: Getty

Senere blev Melon-kidsne ravearrangører og detroit-djs. Tænk på Melonen som en slags glad uskyldig Dunkel, før stofferne bliver grimme. Måske kan man få lidt at det samme på KB18 i glimt i et mere industrielt-kemisk Berlinsk mix?

Krasnapolsky/Vestergade

Wiggers: Krasnapolsky var underligt nok engang arty farty smart: En konservativ hestesamler fra Nordsjælland og datidens rekordindehaver i hashsmugling (6 1/2 ton), havde lavet en spartansk new wave betonkælder.

Efter nogle sløje år blev det overtaget af et par labre søstre fra Nørrebro/Indien. Det var dér, danskeren lærte at være wigger for alvor, den nye mavedansker var født. På med noget Dready eller Vision-kluns og danse til rare grooves a la Roy Ayers og droppe alkohol og pulver til fordel for frisk juice og det nye skunk-weed - dog uden at gå full on rasta.

I mini-klubben i klubben, Blue Heaven, kradsede producerne DJ Typhoon, Yoakim og Phase 5 den op med herlig guldalder-østkyst rap. Toppen var pollen-afghan og Bozza juice og A Tribe Called Quest i en gammel mahognisofa. Nutiden: uddød blanding, trap og dubstep åd den.

Mantra/Eigens

her et billed fra den uforglemmelige koncert med Goodiepal og Düreforsög. Alle var vel godt klar over at Goodiepal var unik, men hvor vildt det skulle blive havde ingen forestillet sig :)

Posted by Mantra on 28. november 2013

IDM: En af de smarteste postpunks, klipperen Henrik Møll, så ravelyset og lavede en smart klub uden Coma-købmænd og popbørn, Goa, gabba, og ostet tyskertrance under navnet Mantra. 

Sekunderet af den farveblinde lysdesigner og gongsamler Peter Leanders fantastiske hjemmebyggede syreshow (se min film med ham her) og Danes ADworks grafik løftede Møll barren for, hvad en fest er i Kbh.

En aften kunne byde på en mystisk sit-down chillout, og blandt andet Sun Electric, Aphex Twin og Autechre spillede live til horder af folk i armybukser, airs og label-logo tshirts.
 
Mesterværket var at sejle 2.000 smartrøve ud på Trekroner i 24 timer til Orb live på en enorm tømmerflåde. Eller tripping on sunshine, hvor jeg spillede live om dagen på et anlæg, der dækkede hele Ørstedsparken sammen med Juan Atkins og Mixmaster Morris, der havde et skinkende skunky sølvsuit på for at holde journalister væk. Dem, der holder det der kildevandsrave nu, som lyder som en tøjbutik i dag, skal tage sig gevaldigt sammen… 

Senere flyttede Mantra til Tivoli Jazzhouse, endnu en af de der forbandede adresser, hvor intet kan gro, og hvor dørmændene blev skiftet ugentligt. Track: masser af Basic Channel, Jackmaster - Bang The Box. Nutiden: tænk et mere kreativt Culture Box med flere, klogere damer og færre turister.

Update/Turbinehallerne

Efter postpunken søgte de mere excentriske og intellektuelle clubbere mod konceptkunst og techno. "Værket er i brugerens hoved" og "Alt er en hallucination" var store slogans dengang.

Efter en række legendariske fester og en del lobbyisme fik Update, der blandt andet bestod af kunst-superstjernerne Elmgren/Dragset, børnehavebrænderen Jes Brinch, chillout-knaseren Thomas Knak, modemanden Mads Nørgaard og undertegnede, adgang til de enorme Turbinehaller - og penge af Jytte Hilden.

Update var også en heldags hangout-klub, skateboardbane og totalinstallation, hvor 200 kunstnere fra hele verden legede med publikum, hvoraf mange senere begyndte at producere værker selv. Måske mest legendarisk (og senere udstillet på Charlottenborg) var en kommunalt støttet ’Indisk/marokkansk formnings-konkurance’, hvor publikum fik 30 spande, rør, ryger og småsten og dystede til rummet var fyldt med sovende ravere… eller hoppeborgen med lattergas.

Klubmutanter som DJ Krust, Ronnie Size, Mouse on Mars, AUM, Bandulu, Ultra-red, Bjørn Svin og Mike Paradinas demonstrerede, at der var liv efter det nu stramt formaterede lidt kedelige bum-bum raveformat.
 
Pigerne lignede Bjørk eller Lauryn Hill. Track: Musiq: In pine effect, Red Planet; Stardancer. Chart-festen på Charlottenborg er måske den pæne version idag for kunstinvestorer i avocadofarvede cashmere v-sweatre, der skal føle suset fra post-hipsterne før Volvoen vender snuden hjemad.

LÆS OGSÅ: Morten Vammen: Her er arketyperne i det københavnske natteliv

Omkring årtusindeskiftet

Nasa/Boltens Gård

Boltens gård var et vendepunkt, hvor man gik fra konverterede cykelkældre med lidt lys og lyd til engelsk-inspirerede dyre designerklubber. Et slags mini-klassesamfund, hvor man kæmpede sig op i hierarkiet: Man startede på brede, folkelige X-Ray, der lignede noget fra Blade Runner, hvor der blev spillet house og techno lige der, hvor eurodancen og pillerne ramte mainstream. Det var Buffalo-tiden for bodybuildere og kaospiloter, og der blev tømt poser og sågar en Uzi.

Hvis man så var lidt smartere, kunne man få adgang til Le Kitch, hvor rare grooves og hiphop regerede i mere lounge-agtige omgivelser, hvor den nye kreative specialklasse der endte som ironiske børne-tv-værter flirtede med modeofre i tidens polyester. 

På toppen var så rumkapslen Nasa, der mest tog sig af supersælgere fra reklamebranchen og gangsterverdenen i en kulisse designet af B&Os Torpe, inspireret af Kubricks 2001. 
Begreber som gæstliste, suits og bordkunde blev præsenteret for en dengang ret flad bystruktur til stor forargelse og fascination, især da der var billedforbud på det hvide slot.

Men da rige folks børn, og dem, der vil ligne dem, generelt ikke kan lide hinanden og har brug for civil pøbel til at blære sig overfor, kæmpede Nasa efter en kort storhedstid med relancering og optimering, indtil det hvide rum endte som sort gambianerklub. 

Phase 5 var gud på Nasa. Han kunne få selv Beyonce til at lyde ond og frisk. Og hvis sandheden skal frem var der syge fester deroppe. Jeg var der flere gange, hvor MTV ville være lukket, hvis man havde smidt en bombe deroppe. Var til en fest med Snoop, Timbaland, Justin og Diddy der konkurrerede om, hvem der havde størst Jabba The Hut- bodyguards og største spliffs. (Snoop vandt).

Jeg holdt også nogle fester med Mads Holger…(mystisk par)….hvor jeg opfandt det at DJ’e med DJs...."nu skal vi have de yuppier ud, Bjørn Svin, spil dem lige en march en halv time, hvis det er for meget, så put Nima på, så Pac, så Hafler Trio."  

Men dørmændene var ikke gearet til mine mennesker, f.eks blev Howie B, Norman Reedus og Goodiepal afvist til fordel for fyre i firkantede sko og Boss-suits. På den dårlige side startede hele den klamme bordkunde-trend for alvor på Nasa, og masser af kopier som Klub 8 osv. poppede hurtigt op.

Check Sunday, Jupiter eller Zen for den nutidige mere folkelige version, hvis du ikke bare kaster dig ud i den fulde pakke med stripperstang.

Very Disco/Løvstræde

Efter E´erne havde smadret ravernes hjerner, og eurodancen havde gjort technoen suspekt, døde raven for en stund. Raverne var blevet voksne, droppede pakhusene og søgte tilbage til klubberne, der nu endeligt spillede deres musik, der gerne måtte lyde mere menneskelig og sofistikeret for at distancere sig fra pøblen - komplet med piano, horn(!) og bongotrommer. 

Boltens var prol og grim Dolce&Gabbana-materialisme, og Vega åbnede med en mere organisk lyd, og om dagen tøffede man rundt på Luftkastellet i løse hørbukser med nemme it-penge på lommen. Det store mix´s Thomas Madvig har som bekendt en stor kærlighed for den dybe house, og åbnede så en treetagers arabisk kærlighedshule overdrysset af rosenblade.

Buda regerede med chilly skæv downbeat på toppen, og Nima legede en topløs Joe Claussell-klon i kælderen: Det hårdeste nummer var Aril Brikha - 'Groove la chord'. Det var smart at ligne en jødisk/arabisk prins. Hele den der FN-globalisme endte dog brat sammen med 9/11 og ikke mindst it-boblens brist, der gjorde, at markedet for onsdagsklubber forsvandt: Ekkoet af Very Disco lød i voksenkælderen på TS, og nu til Love Hangover. Du behøver ikke de spirituelle smykker mere.

00'erne:

Lækker/Kongens Nytorv
Engang var der et tudsegammelt konditori på Kongens Nytorv, der nu er restaurant "Den gyldne måge", samlebånd for diarré og internationalt skattesnyd. Der skabte den dampende festbombe Jean Von Baden (se min film om ham her), DJ-godfatheren Kjeld Tolstrup (RIP) og en purung Phillip Agerbeck en bro mellem electroclash, modefolket og techno-generationen.

Publikummet var 1/3 modetosser, 1/3 ravere, 1/3 yuppier, der betalte gildet. Stilen var mere luxus-punk, og Nordsjællands åh så rock-n-roll nittebørn tog deres første coke her, mens Mick Jagger festede med sine escorts og bodyguards - der ryddede wc’et, så han kunne være helt, helt alene. 
Kjeld læste gulvet suverænt - selv i sin rockfase - og breakede Benny Benassis 'Satisfaction' proto EDM-basker her. Og da Keld skulle spille et job i Ålborg, lejede han bare en bus og tog eliteraverne med på en odyssé, der blandt andet gik ud over et kristent spejderhotel.  

LÆS OGSÅ: En bluffers guide til rusmidler

Godt vi havde egne dørmænd med.... Glemmer sent at ligge i en spejderhytte på størrelse med et legehus med et krudtet storævlende dj clusterfuck bestående af Matias Toksværd, Kim Kemi, Kalle og en meget liderlig Thomas Flyerking, der endte med at sove på den tilstødende plæne i solen. Lækker var inspiration for Kat og ikke mindst Simons. Men så kom facebook, nettet, og nu reminiscerer jeg ved kogeøen denne fredag på Sunday.


DISCLAIMER: Jeg er ked af at skuffe dig, kære læser, der tror, jeg stadig sidder fast i en evig efterfest til nøgenballet med næseblod i en champange-jacuzzi. Jeg har - for en tid  - forsaget hedonismen for en kvinde, der gør selv overgangsriter i Ikea mere syrede end en Bollywoodfilm. Rolig, jeg er ikke gået normcore, men er blevet mere åben for skønheden i det tilsyneladende banale. “God smag” er tit bare selvcensur, og identitetsjagt for de usikre. Jeg renser ud, dyrker tantra og træner ninja igen.

LÆS OGSÅ: Sunday: de største flasker, de dyreste stiletter, den lækreste krop

LÆS OGSÅ: Se billederne: Ladyboys og gasmasker til åbningen af Casper Christensens nye klub

LÆS OGSÅ: Musikanmeldernes syv yndlingsalbum 2014

Se, hvad vi ellers skriver om: Guide, Fest og Natteliv